Person med briller går ved vandet under blå himmel med skuldertaske over skulderen

07. august 2026

Kaospilot i hverdagen

Børnefamilie: Med fuldtidsjob og fire sammenbragte børn trækker Louise Martinez Fogh Hansen sine faglige redskaber med ind i privatlivet med struktur og planer.

Skrevet af Lene Terkelsen, billede af Charlotte Dahl

Det sker af og til, at Louise og kæresten giver hinanden en highfive, når de krydser hinanden i døren til huset hjemme på Nordfyn.

Den ene er på vej ud med to af børnene. Den anden er på vej ind for at hente et tredje barn, der skal med ud at aflevere det fjerde. Gymnastik, saxofon og to gange fodbold. Kampe i weekenden. Indkøb. Job. Læge- og tandlægetider plus arrangementer i skole og institution.

”Et hardcore set-up” som Louise med et grin kalder den hverdag, der præger familielivet.

— Vi er kaospiloter, der løber et maraton hver dag, og det kan vi godt lige fejre med et smil og en highfive, når vi mødes, for det giver da sved på panden at få det hele til at gå op, som hun forklarer i en pause fra jobbet som paragraf 85-bostøtte i Odense Kommune.

— Jeg har det her udtryk, hvor jeg siger: ”Get up — dress up — pretend — survive — go to bed”, og det er selvfølgelig sagt med humor, men der er noget i vores liv, som kræver, at vi kan gøre det på en nærmest robotagtig måde, forklarer Louise Martinez Fogh Hansen.

Frihed på jobbet

Som bostøtte arbejder Louise primært med unge med personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og autismespektrumforstyrrelser. Jobbet stiller høje følelsesmæssige krav, men hun får med egne ord ”rigtig meget energi af at hjælpe andre, så de lykkes”.

Jeg arbejder hele tiden ud fra, at de områder, hvor jeg kan spare hjernen, der skal jeg gøre det. Ligesom de unge skal jeg også energiforvalte

Louise Martinez Fogh Hansen

— Jeg er en stolt ergoterapeut, og jeg føler, at jeg kan gøre en forskel for de unge. Både som ergoterapeut og som rollemodel, siger hun.

Og det kan godt være, at Louise tager guld hjem i disciplinen krævende arbejds- og familieliv, men ifølge hende gør frihed og fleksibilitet på arbejdspladsen det langt lettere, så hun selv kan planlægge sin hverdag, hvilket er afgørende med fire børn.

— Jeg kan godt beslutte mig for, at min arbejdsdag slutter kl. 14, hvis jeg skal være til et arrangement i institutionen, og så planlægger jeg mine samtaler på et andet tidspunkt, og det får det hele til at hænge sammen, fortæller hun.

Hver fredag arbejder hun hjemmefra, hvor der bliver samlet op på administrative opgaver og gennemført samtaler online eller via telefon — også med kolleger og samarbejdspartnere.

— Det giver noget luft i min hverdag, at jeg ikke behøver at køre ud alle dage, og det giver ro i tankerne, at jeg kan samle en liste med opgaver, som jeg kan nå om fredagen, så jeg kan gå på weekend med god samvittighed.

Ren rutine hjemme

Mens Louise elsker friheden i jobbet og foranderligheden i møderne med de unge, er hjemmefronten præget af forudsigelighed.

— Vi kører meget rutiner. Faktisk bruger jeg nogle af de systemer, som jeg præsenterer de unge for, på mit eget liv, for hverdagen og vores egne ADL-opgaver skal køre, hvis vores uger skal fungere, fortæller hun.

Der er lavet indkøbs- og madplan. Handlet ind til hele ugen, og sengetiderne er de samme hver dag. Kalenderen — både familiekalenderen på væggen i hjemmet og den elektroniske — er altid opdateret med alle aftaler, og den bliver konsulteret flere gange om dagen.

Vi kører meget rutiner. Faktisk bruger jeg nogle af de systemer, som jeg præsenterer de unge for, på mit eget liv, for hverdagen og vores egne ADL-opgaver skal køre, hvis vores uger skal fungere

Louise Martinez Fogh Hansen

— Jeg arbejder hele tiden ud fra, at de områder, hvor jeg kan spare hjernen, der skal jeg gøre det. Ligesom de unge skal jeg også energiforvalte, siger Louise, der er meget bevidst om, at planlægning og rutine er nødvendig, men at det også handler om at finde balancen mellem ugeskemaer og spontanitet.

— Samtidig med at jeg er meget struktureret, har jeg en anden side i min personlighed, som nok kommer fra min sydamerikanske mor, der har lært mig at sige ”Mañana, mañana”. For det er vigtigt at huske på, at nogle ting godt kan udskydes til i morgen. Så selvom jeg synes, at vasketøjskurvene er lige ved at eksplodere, så øver jeg mig i at mærke, om det er i dag, jeg skal springe tøjvask over, hvis jeg også skal kunne prioritere andre aktiviteter eller nærvær, siger Louise Martinez Fogh Hansen.

Person med briller står udendørs med armene løftet mod blå himmel

Ønskes: Tre frie timer

Mens kæresten når at dyrke crossfit ved siden af jobbet og familien, prioriterer Louise samtalerne med sine venner højt i de få ledige stunder.

— Jeg gad da også godt at træne eller have en masse fritidsinteresser, men kvalitetstid for mig er at snakke med mine venner, familie og veninder. De har også travlt, så vi bruger tit videoopkald, mens jeg smører fire madpakker, eller også ringer vi sammen på vej til arbejde, siger Louise Martinez Fogh Hansen, der med egne ord ”gerne ville have tre ekstra timer i døgnet.”

— Bare sådan noget voksentid, hvor der ikke er børn eller nogen på arbejde, der forventer noget af mig. Det kan jeg da godt savne ind imellem, for der går meget tid med planlægning og praktiske opgaver. Men sådan er det at være i den konstellation, vi er i, og det er ikke synd for os. Det har vi selv valgt, og vi har fire dejlige børn, og så kræver det bare større indkøb og to biler, hvis det skal fungere, fastslår hun.

Humor og kærlighed

Hver anden uge er to af børnene hos deres mor, mens en tredje besøger sin far hver anden weekend. Den yngste er fælles. Statistikkerne viser, at mange sammenbragte familier ikke holder i længden, men ”med humor og kærlighed kommer man langt”, som Louise siger.

Vi er kaospiloter, der løber et maraton hver dag, og det kan vi godt lige fejre med et smil og en highfive, når vi mødes, for det giver da sved på panden at få det hele til at gå op

Louise Martinez Fogh Hansen

— Der er da mange, der ville være bakket ud og var gået fra hinanden på nuværende tidspunkt, for det er svært. Især med opdragelse og regler hos den ene og den anden forælder. Jeg blev nogens bonusmor som 29-årig, og jeg anede ikke, hvordan det ville være, og det kræver rummelighed at være i en familie med andres børn. Det stiller nogle krav til, at man bliver enige, men vi er gode teamplayers, og jeg trækker også på min arbejdsmæssige erfaring med at tale om noget, der kan være følelsesmæssigt svært.

— Men selvom det er hårdt, er det det helt rigtige og på trods af the work load, synes vi, at det er det hele værd. Vi ser vores fire børn have utrolig meget glæde af hinanden i hverdagen på trods af aldersforskellen, og der er meget omsorg imellem dem. De er nogle fine små individer, og vi er stolte af dem, deres personligheder og kunnen. De udvikler også særlige egenskaber ved at være i en stor familie, hvor mange skal høres, og der skal hjælpes til og tages hensyn, siger Louise Martinez Fogh Hansen, der godt ved, at der er mange i hendes situation, som ville være gået på deltid for at få enderne til at hænge sammen.

— Men jeg finder meget energi og identitet i mit arbejde, og når jeg kører ud til de unge, kan jeg også slukke for alt det, der sker i privaten. Så er jeg på i mit arbejde.

Tid til karriere?

Midt i planlægning og praktik er der også plads til faglige drømme, og efter 10 år i samme job, kan Louise sagtens få øje på skridt i karrieren, hun gerne vil tage.

— Jeg har altid haft lyst til at arbejde med ledelse, men det skal ske på et tidspunkt, hvor jeg føler mig klar til det. Det er ikke fordi, jeg tror, man kan ”time” vigtige beslutninger i livet helt perfekt. Det har hele mit liv vist, at man ikke kan — trods al min hang til at planlægge. Livet sker jo, og jeg tror meget på, at hvis man mærker efter i sig selv, skal tingene nok flaske sig. Så finder man ud af, hvad man skal, når muligheden opstår, og i forhold til min work-life-balance er det lige nu godt at stå på en pæl, der er godt plantet i jorden.

I sit nuværende job føler hun sig på sikker grund. Både når det gælder faglig erfaring og et trygt arbejdsmiljø.

— Men nu hvor min yngste er blevet fem år, kan jeg også mærke, at jeg bevæger mig hen imod et tidspunkt i mit liv, hvor der bliver plads til noget andet, fx på arbejde, og det er dejligt.

Louise Martinez Fogh Hansen

  • 37 år

  • Uddannet ergoterapeut i 2012

  • Ansat som ergoterapeut og § 85-bostøtte for 18-30-årige på det specialiserede socialområde i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

  • Bor sammen med sin kæreste, der arbejder i et bo- og beskæftigelsestilbud til voksne med udviklingshæmning, som har en dom eller særlige behov i forhold til adfærd.

  • Parret har tilsammen fire børn. Kærestens to på 12 og ni år, Louises søn på 12 år og en fælles søn på fem år.

  • [email protected]

Læs flere artikler fra temaet Livsfaser