Den bevæbnede vagt ved adgangskontrollen minder med al tydelighed om, at vi nu befinder os på Forsvarets område. Indenfor trådhegnet står ergoterapeut Heidi Junge smilende klar til at tage imod. Bag hende er et hold unge soldater rutinemæssigt i gang med at udføre sikkerhedstjek på en personvogn.

Det er hverdag på Jydske Dragonregiment i Holstebro, hvor Heidi Junge de seneste 10 år har haft sin daglige gang som beskæftigelsesrådgiver i Veterancentret, der yder støtte til soldater, veteraner og deres pårørende.

I går var det hendes bil, der blev undersøgt, fortæller Heidi, mens vi passerer en parkeret kampvogn og endnu et hold baretklædte soldater på vej mod kontoret i en af kasernens lave røde bygninger.

Det er her, Heidi Junge tager imod tidligere udsendte, som har fået brug for afklaring af deres arbejdsevne og jobsituation. Opgaven handler dog ofte om langt mere end ledighed og sygemeldinger.

"For mig er opgaven ofte at hjælpe dem til at finde et nyt formål, og det handler rigtig meget om meningsfuldhed

Heidi Junge

— Jeg ser mange, som virkelig kæmper, fordi de er ramt på så mange områder af livet, som Heidi Junge siger.

Højt alarmberedskab

For hvad gør krig, kaos og vejsidebomber ved et menneske? Heidi Junge har set mange reaktioner og mestringsstrategier, siden hun begyndte at arbejde med veteranerne. Hun skubber et informationsark om PTSD over bordet til mig. En uoverskuelig liste med mareridt, angst, mistro, vrede og undgåelsesadfærd.

"Typisk har de overpræsteret i mange år, hvor de har arbejdet rigtig mange timer, og så er det lidt ligesom den der frø, der bliver kogt langsomt. Pludselig kan de ikke længere holde til at være i konstant forhøjet alarmberedskab

Heidi Junge

Ifølge Veterancenteret får 1 ud af 10 veteraner symptomer på PTSD eller svær depression efter udsendelse, og nogle af dem, som Heidi Junge møder, kan også have brændte broer eller misbrug og selvmedicinering bag sig.

— Typisk har de overpræsteret i mange år, hvor de har arbejdet rigtig mange timer, og så er det lidt ligesom den der frø, der bliver kogt langsomt. Pludselig kan de ikke længere holde til at være i konstant forhøjet alarmberedskab, siger hun.

Mens hendes psykologkolleger tager sig af terapien, fokuserer Heidi Junge på mulighederne for beskæftigelse, og her afviger veteranerne fra andre faggrupper på særligt ét punkt.

— Det, der kendetegner livet som soldat er, at man fra en tidlig alder har et arbejdsliv med høje præstationskrav, adrenalin og en opgave med en høj grad af mening. Der er mange traditioner i militæret og et stort fællesskab, og det er alt sammen med til at opbygge en stærk identitet.

Selvfølgelig har man også en arbejdsidentitet som frisør eller bankuddannet, men jeg har aldrig mødt andre, som er så stærke i deres arbejdsidentitet som soldater, og derfor kan overgangen til hverdagen og det civile samfund også være ekstra voldsom, forklarer Heidi Junge.

Jagten på ny mening

Gennem samtaler forsøger Heidi Junge at afdække færdigheder, og hvorvidt der har været opgaver i forsvaret, som veteranen har fundet særligt interessant. Måske kan kompetencerne overføres til et andet område på det civile arbejdsmarked?

— For mig er opgaven ofte at hjælpe dem til at finde et nyt formål, og det handler rigtig meget om meningsfuldhed, siger hun og peger på, at det kan være et andet perspektiv end fx jobcentrenes.

— Som ergoterapeuter har vi jo et helhedsorienteret blik, og det vigtige for mig er at finde langtidsholdbare bæredygtige løsninger for veteranens liv. Jeg er ikke optaget af et hurtigt jobmatch. Jeg er optaget af deres drømme, værdier og håb og af, at deres ressourcer og kompetencer passer til kravene. Vi skal finde noget, der giver værdi for deres hverdag på lang sigt.

Skaber overblik

På tavlen ved siden af os har Heidi Junge tegnet en tidslinje med sprittusch. Det er noter fra hendes seneste møde og et af hendes mange værktøjer, der ligesom mindmaps, døgnrytmeure og ugeskemaer skal sikre struktur og støtte hukommelsen, fortæller hun:

— Ofte er veteranernes kognitive og eksekutive funktioner påvirket på grund af deres psykiske mén, så de har svært ved at huske og koncentrere sig, og der hjælper jeg med at skabe et visuelt overblik.

Det handler også om at lære nye vaner i stedet for bare at klø på, siger Heidi og nævner energiforvaltning som et andet indsatsområde.

— De er trænet i at følge kommandoer og undertrykke deres basale behov og har gjort det i mange år, og pludselig skal de nu prøve at mærke sig selv, siger hun og fremhæver, at de veteraner, hun arbejder med, på trods af deres udfordringer ofte også har en række beskyttende faktorer i deres liv fx i form af livserfaring eller netværk.

— Det er voksne mennesker med færdigheder fra deres arbejdsliv, som vi kan tage udgangspunkt i, så der er nogle ressourcer at trække på. Det er anderledes, end hvis de havde været helt unge eller socialt udsatte.

Angsten for andre

I den anden ende af landet møder fagbladet Elisabeth Kappel, der også er ansat i Veterancentret. Hendes titel er opsøgende rådgiver, og til daglig har hun base på Høvelte Kaserne, men i dag tager hun imod på Veteranhjem København. En lav parcelhuslignende bygning, som ligger klemt inde mellem høje boligblokke og en kirkegård med gamle træer på en lille, stille vej på Frederiksberg.

Indenfor giver store flydersofaer og bløde stole Veteranhjemmet et hjemligt præg. Stedet fungerer i dagtimerne som aktivitetshus og frirum for tidligere udsendte, og i en af stuerne sidder en yngre mand alene og ser tv. I motionsrummet træner en anden sit dårlige knæ ved hjælp af en elastik. Han hilser kammeratligt på Elisabeth.

Veteranhjemmet er bare et af de steder, hvor Elisabeth arbejder, for som opsøgende rådgiver møder hun sin målgruppe ”Der, hvor det er trygt for dem”, som hun udtrykker det. I praksis betyder det ofte steder uden ret mange andre.

— De mennesker, jeg har kontakt med, har det typisk svært med menneskemængder. De har fx vanskeligt ved at gå på gaden, fordi de hele tiden holder øje med vinduer og hustage eller scanner alle folk i bussen, og derfor har de det også bedst med at mødes her eller på fx en øde café, forklarer Elisabeth Kappel.

Relation via erfaring

Mens Heidi Junge i Holstebro vejleder veteraner, der ofte stadig har et netværk eller andre ressourcer, arbejder Elisabeth Kappel med de allermest udsatte. En stor del af dem er hjemløse og har et misbrug, og alle har kompleks PTSD. En diagnose, der har de samme diagnostiske kriterier som PTSD, men skyldes længerevarende og gentagne belastninger. Den viser sig ved en stærk følelse af skyld, skam og af at være mindreværdig og værdiløs.

— Ofte har de rigtigt svært ved at tage imod hjælp, og for mig handler det derfor meget om at få kontakt og skabe tillid, forklarer Elisabeth Kappel.

"Jeg kan fx huske en veteran, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og som var meget afvisende overfor at få hjælp, men da han hørte, at jeg sagde ”civilt slinger”, som er et udtryk man bruger i militæret om rodede forhold, klarede han storsmilende op. Så kunne han høre, at jeg vidste, hvor han kom fra, og så ville han gerne tale med mig.

Elisabeth Kappel

Efter 11 år i Veterancentret har hun fået et dybt indblik i soldaterlivet på godt og ondt, og erfaringen er afgørende i relationsarbejdet.

— Det stærke kendskab til deres baggrund kvalificerer min samtale med dem, og det åbner også nogle døre. Jeg kan fx huske en veteran, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og som var meget afvisende overfor at få hjælp, men da han hørte, at jeg sagde ”civilt slinger”, som er et udtryk man bruger i militæret om rodede forhold, klarede han storsmilende op. Så kunne han høre, at jeg vidste, hvor han kom fra, og så ville han gerne tale med mig.

Fokus på håb

Når tilliden er skabt, bruger Elisabeth Kappel bl.a. løsningsfokuseret terapi, der er en coachende metode, hvor man fx taler om veteranens bedste håb for fremtiden.

— På den måde får vi ret hurtigt fat i deres motivation, og jeg oplever, at de bliver handlekraftige af spørgsmålene. Det passer fint med recovery-tankegangen, hvor de selv er deres egen ekspert, påpeger Elisabeth Kappel, der altid begynder der, hvor veteranen selv synes, at det er vigtigt at begynde. Er det kontakten til børnene eller ekskonen? Misbruget? Manglen på bolig? Økonomien? Jobcenteret eller behandlingen af PTSD?

Det er også Elisabeth, der kan tage med til møder med offentlige myndigheder eller sidde ved siden af, når e-boksen skal tjekkes. Hende, der kan støtte dem på den stressende tur gennem offentlige rum og ikke mindst være en samtalepartner uden en bestemt dagsorden.

— Mange har fået et sort-hvidt verdensbillede, og der kan jeg hjælpe med at nuancere og tale med dem om, hvordan de kan håndtere deres hverdagsliv. Ofte har de også isoleret sig, og der kan jeg støtte dem i at komme ud og deltage i nogle fællesskaber og aktiviteter, forklarer hun.

Naturens effekt

Uden for Veteranhjemmet ligger en lille have med en pavillon, som Elisabeth Kappel ofte bruger til samtaler. Varmen fra brændeovnen i midten, og de grønne omgivelser får veteranerne til at sænke skuldrene, oplever hun.

— Når det kan lade sig gøre, vil jeg rigtig gerne have dem med ud i naturen, fordi det får deres alarmberedskab til at falde, og så er det lettere at komme i kontakt med deres ressourcer, forklarer hun, da vi går rundt i haven.

For et par år siden tog Elisabeth en masteruddannelse i naturterapi fra Københavns Universitet, hvor hun blandt andet undersøgte rehabiliterende naturforløb for traumatiserede veteraner og kunne konkludere, at turene ud har en positiv effekt på funktionsevnen.

Derfor tager hun bl.a. veteraner med på gåture på ”Rute til ro”, der ligger på Amager. Undervejs beder hun fx veteranen fokusere på naturens lyde eller synsindtryk.

— Når de bruger sanserne bevidst, får de ro på nervesystemet, og jeg oplever også, at naturoplevelserne sætter gang i nogle nye erkendelser. Det får dem til at reflektere og se deres eget liv i et andet perspektiv.

Kaotiske liv

Forløbene med veteranerne kan strække sig over flere år, og der kan sagtens opstå afbrydelser, fortæller Elisabeth Kappel.

— Noget af det, der overraskede mig, da jeg begyndte i det her arbejde, var, hvor svært det er at have et kontinuerligt forløb. Det handler om at være klar, når de er klar.

Veteranerne kontakter hende impulsivt, når de har brug for hjælp, og trækker sig så igen. Hun fortæller om en mand, der ikke kunne holde ud at være hjemme og flyttede ud i et shelter i skoven. Pludselig fik hun et desperat opkald fra ham.

— Det er nogle gange meget kaotisk, og der kan jeg være et fast anker, som bliver ved med at tro på dem og have et håb for dem, siger Elisabeth Kappel, der peger på, at det er afgørende, at man som fagperson er troværdig, anerkendende og vedholdende.

— Og så skal man holde sine aftaler. Du kommer bare ikke for sent. Så står de af, fastslår hun.

Faglig fordybelse

Mange af de veteraner, som Heidi Junge og Elisabeth Kappel møder i deres arbejde, ender med at blive tildelt førtidspension.

— Det er en stor lettelse for dem, for kontakten med jobcentrene aktiverer deres PTSD. Man kan simpelthen se lettelsen i deres ansigt, når de får tilkendt en førtidspension, fortæller Elisabeth Kappel.

For hende er opgaven på Veterancentret både fagligt og personligt givende.

— Det er meget tilfredsstillende at blive kompetent indenfor en nichemålgruppe og fordybe sig i dens problematikker, og så synes jeg, at det mindste, vi kan gøre, er at behandle soldaterne ordentligt, når de kommer hjem igen fra udsendelse, som hun siger.

Vidner til tab

Også for Heidi Junge i Holstebro er arbejdet med at hjælpe tidligere udsendte meningsfyldt på flere planer.

Men det er samtidig et job med høje følelsesmæssige krav, understreger hun.

— Jeg bliver vidne til rigtig mange skæbner, der lider mange tab. Ikke bare af funktionsniveau, men også af familie, netværk, status, indkomst og identitet, opsummerer hun.

Inden vi siger farvel, tager hun mig med en tur rundt på kasernen i Holstebro.

På en plæne ved siden af os slider et hold unge værnepligtige med at gennemgå deres oppakning, som ligger spredt ud over området.

Vi går forbi det særlige mindeanlæg. En lille plads med en række lave, røde granitsten med navnene på de soldater fra regimentet, der – for ikke særligt længe siden - er faldet i international tjeneste.

Mens vi går mod udgangen, minder Heidi Junge om, at forsvarets motto er ”Værd at kæmpe for”.

— Og veteranerne kæmper. Både før, under og efter udsendelse, siger hun.