På arbejde præsterede hun på højt plan, men derhjemme kunne opvasken stå i 14 dage. Det samme kunne vasketøjet, og Camilla Sandberg havde på ingen måde lyst til at invitere nogen med hjem.

— Det var skamfuldt, at man står og er voksen og ikke kan holde styr på sit liv, selvom det kan se sådan ud udadtil, fortæller Camilla Sandberg om den periode for seks år siden, hvor hun blev færdiguddannet og fik sit første job.

Var hun bare et ungt menneske, der lige havde forladt barndomshjemmets trygge rammer og var blevet overvældet af det nye ansvar i job og privatliv? Eller var forklaringen på den manglende energi efter arbejde, måske den måde, hendes hjerne fungerede på?

"Fx kan jeg huske, at jeg troede, at alle havde det lige så svært som mig med tygge- og smaskelyde. Men en dag talte jeg med en kollega, der var ved at dø af grin, for hun forstod det slet ikke.

Camilla Sandberg

Et nært familiemedlem, der som voksen var blevet diagnosticeret med ADHD, skubbede på for, at Camilla skulle lade sig undersøge for samme diagnose, men hun var modvillig.

— Jeg har ikke lyst til at blive sat i en kasse. Der er nogle stereotyper, som man ryger ind under, og så er man pludselig bare damp-barnet. Det ville jeg ikke.

Hjerne på overarbejde

Alligevel var der mange tegn på, at noget var galt. Migræneanfald. Træthed. Følsomhed over for lyd og lys, og temperamentet, som hun siden barndommen havde haft svært ved at styre.

— Jeg har altid været meget flyvende, og min lunte har været kort. Som barn blev jeg hurtigt sur, og jeg svingede mellem at være ekstremt optaget af en opgave eller det stik modsatte, fortæller hun.

Hendes mor havde altid struktureret hverdagen, så den var nem at fungere i, men nu hvor hun stod på egne ben, blev det svært. Men hvad er normalt? Det kan være svært at afgøre, når man altid har levet med en hjerne, der reagerede på bestemte måder.

— Fx kan jeg huske, at jeg troede, at alle havde det lige så svært som mig med tygge- og smaskelyde. Men en dag talte jeg med en kollega, der var ved at dø af grin, for hun forstod det slet ikke.

Lydhør leder

Efter den første midlertidige stilling på en døgnrehabilitering fik Camilla job i specialterapien i Københavns Kommune. En lille enhed, der arbejder med borgere med udviklingshandicap. Hverdagen var varieret, og Camilla lavede både dysfagivurderinger, ADL-træning, sanseintegration og hjælpemiddelvurderinger hos borgerne og underviste personale på bosteder.

Hun trivedes med de omskiftelige opgaver, men fik også talt med sin leder og sine kolleger om sine udfordringer.

"Der er ingen tvivl om, at jeg ikke ville have været der, hvor jeg er i dag, hvis ikke min leder havde grebet mig.

Camilla Sandberg

— Det var en kæmpe gave at komme herud, hvor vi er en lille gruppe, der er tæt på hinanden i hverdagen. Min leder kunne godt se, hvad jeg havde svært ved, og hun så et mønster i mine sygemeldinger på grund af migræne, for de lå altid sidst på ugen, og derfor satte hun sig ned med mig en gang hver uge og kiggede mit arbejdsskema igennem, så vi kunne få det tilrettelagt, uden at jeg brændte ud. Det gav mig rigtigt meget, at der var en, som hjalp mig med at skabe struktur, fortæller Camilla Sandberg, der også oplevede forstående kolleger.

Effekt af medicin

Men da hun efter nogle år gik til lægen for at få en henvisning til en psykiater, blev hun mødt af tvivl.

— Han sagde: ”Jamen, du har jo en lang, flot uddannelse …” Så det kunne vel ikke passe, at jeg havde ADHD. Men jeg sagde jo til ham, at jeg ville undersøges for ADHD — ikke at jeg var dum, fortæller hun.

Efter halvandet års ventetid kom hun til en psykiater, og formodningen blev bekræftet. Hun fik medicin, hvilket bl.a. betød, at migræneanfaldene forsvandt. Sanseindtrykkene blev mindre voldsomme, og hun fik mere overskud.

"Jeg forstår mig selv langt bedre, og jeg har forliget mig med, at min hjerne arbejder på en anden måde end andres. Det er der ikke noget galt i

Camilla Sandberg

— Jeg kunne mærke en effekt med det samme. De første tre uger følte jeg det som om, jeg blev en smule apatisk og gik i en osteklokke, men så var det som om, min krop vænnede sig til det, og jeg blev langt mindre træt og fik mere overskud.

Ny forståelse

Det er et år siden, Camilla fik sin diagnose, og i dag er hun et helt andet sted, end da hun var i starten af sit arbejdsliv.

— Jeg forstår mig selv langt bedre, og jeg har forliget mig med, at min hjerne arbejder på en anden måde end andres. Det er der ikke noget galt i, siger Camilla Sandberg, der dog mange gange har oplevet omverdenens fordomme.

— Når jeg fortæller fremmede, at jeg har ADHD, siger de: ”Jamen, du kan jo godt sidde stille”. Men det er jo fordi det hele foregår herinde, siger hun og løfter en pegefinger mod tindingen.

Ved siden af sit arbejde er hun passioneret zumbainstruktør, men ellers lægger hun ikke ret mange aftaler i sin fritid, og det føles ikke som en begrænsning, pointerer hun.

— Når jeg kommer hjem, har jeg det bare bedst med ikke at være omgivet af mennesker hele tiden.

Tid til borgeren

For nylig foreslog kollegerne Camilla, at hun blev deres tillidsrepræsentant. En anerkendelse hun takkede ja til. Hun vil også gerne tage på flere rejser som zumbainstruktør, men derudover er fremtidsplanerne ikke konkrete.

— Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu vil jeg bare gerne levere en helhjertet faglig indsats, hvilket jeg heldigvis har mulighed for, siger hun og forklarer:

— Jeg er selvtilrettelæggende, og vi har god tid til vores borgere, og for mig betyder det, at jeg ikke behøver at stresse igennem ting og risikere at glemme noget.

For én ting er medicin og selvindsigt. Noget andet er arbejdsmiljø og -vilkår, fastslår hun.

— Der er ingen tvivl om, at jeg ikke ville have været der, hvor jeg er i dag, hvis ikke min leder havde grebet mig.