I takt med et rapbeat sender en diskomaskine røde, blå, gule, lilla og grønne farver ud i rummet, og i lysglimtene sidder to unge mænd og skriver tekster og laver beats. Den ene er patient. Den anden er ergoterapeut.

Ergoterapeuten hedder Tobias Buster Bruun. Han er 24 år og næsten jævnaldrende med flere af patienterne på Psykiatrisk Center Sankt Hans i Roskilde, hvor han tidligere har været i praktik og nu har studiejob, mens han læser en kandidat i socialpsykologi og læring.

To aftener om ugen forvandler Tobias rummet, der ellers bruges til wellness og pauser, til et lydstudie. Han tænder for diskomaskinen og inviterer de patienter, der deler hans interesse for rapmusik, indenfor.

Da Tobias begyndte i praktik på afsnittet, havde de netop startet et kor op. Flere patienter var imidlertid ikke så meget til korsang, og da Tobias i en pause fortalte, at han rapper i sin fritid, slog ledende terapeut Neel Vang Murmann til og spurgte, om han havde lyst til at stå for et alternativt tilbud om musikterapi til deres patienter.

— Det har stor værdi, at patienterne får mulighed for at udtrykke sig og sætte ord på deres tanker og følelser, men det er noget, der kan være svært for mange af vores patienter. Hvis det er beats og sangskrivning i rapgenren, der er det rette redskab til, at de kan få sat ord på deres følelser, er det det redskab, vi bruger, fortæller Neel Vang Murmann.

Tobias sagde ja, og i dag har ”Musik med Tobias” været på ugeskemaet i knap et år, og erfaringen er, at det fungerer rigtig godt, fortæller Tobias Buster Bruun.

Han oplever, at patienterne i lydstudiet både kan have det sjovt og få afløb for noget af det, der rumler i deres hoveder. Samtidig får de også noget andet, når de går i lydstudiet: De får lov til at være kunstnere, og det smitter også positivt af på deres liv.

— Flere af de patienter, jeg har haft i forløb i lydstudiet, er begyndt at bruge deres udgang på at dyrke interessen for musik. De køber musikudstyr og spiller med vennerne. Det giver dem virkelig meget, fortæller Tobias Buster Bruun.

Min fejl

Tilbage i diskokuglens lys er Tobias og patienten i fuld gang med dagens beat.

”Har en million tanker på et sekund, når mine ord rammer, sørger jeg for, at det gør ondt”, lyder det i mikrofonen, da patienten forsvinder ind i sin sangtekst.

— Vi tager den lige et par gange, jeg skal have standarden sat, siger han, og Tobias spørger, om han bare skal begynde at optage.

— Yes, sir, svarer patienten, mens fødderne bevæger sig i takt til beatet.

I hånden har han flere sider håndskrevne tekster på linjeret papir, bogstaverne hælder lidt forskelligt, og flere steder er ord og linjer streget ud. Når han har rappet sig igennem en side, lægger han den på bordet.

— Jeg er lidt uvant med det her flow, siger han og vil tage verset forfra.

Men Tobias stopper ham:

— Det gik helt fint indtil ordet rammer. Så bare tag den derfra.

Beatet kører, men pludselig er der ikke mere tekst, og der mangler stadig et omkvæd og et vers. Tobias byder ind med et forslag:

— Hvad med: Jeg laver hooks, jeg snakker ikke boksning?

— Vil du gerne have den med? Så må du sgu lave din egen sang, Tobias, griner patienten og bøjer sig krumrygget over den linjerede notesblok, mens Tobias i stedet finklipper lydsporene.

Til sidst står rapsangen skarpt under titlen ”Min fejl”.

”Tag ved lære af mine fejl. Når du kigger i et spejl, må du aldrig sige til dig selv, at du er en fejl”, lyder sidste linje, og Tobias gætter:

— Den handler om stoffer, ikke?

Patienten nikker:

— Om at det kan føles godt. Men også om det, der kommer bagefter. At det kan gøre én deprimeret.

Han og Tobias kender hinanden godt efterhånden. Første gang de mødtes, var målet at patienten skulle blive mødestabil. Siden har de bl.a. arbejdet med evnen til at modtage feedback, og i dag er patienten så langt med sin musik, at Tobias giver kunstnerisk feedback for at udfordre ham lidt.

— Hvad vi lægger vægt på i et forløb, afhænger af den enkelte patients behov, men jeg bruger ofte også musiksessionerne til miljøterapi med fokus på sociale færdigheder, ligesom jeg graduerer aktiviteterne efter den enkeltes ressourcer og erfaringer og arbejder mod deres nærmeste udviklingszone, forklarer Tobias Buster Bruun.

Ord på svære følelser

Selvom rappen har udviklet sig til en fælles passion for Tobias og patienterne, er det først og fremmest en behandlingsaktivitet, og musikterapien giver patienterne meget mere end et rum, hvor de kan udtrykke deres følelser, fortæller Tobias.

"Musikken bliver en mestringsstrategi, hvor de både kan håndtere svære følelser og træne sociale og kognitive færdigheder. Det kan være at overholde en aftale og forberede sig.

Tobias Buster Bruun

— Fokus er selvfølgelig ikke, at en sang kommer i Top50 på Spotify, men at vi arbejder med patientens forskellige ressourcer. Musikken bliver en mestringsstrategi, hvor de både kan håndtere svære følelser og træne sociale og kognitive færdigheder. Det kan være at overholde en aftale og forberede sig. Det kan være samarbejdet med mig om at skabe musikken.

— For mange af vores patienter kan bare det at møde op til en aftalt tid være en udfordring, så når vi lykkes med at motivere dem og give dem nogle succesoplevelser, er det et vigtigt skridt på vejen mod et mere meningsfuldt liv, siger Tobias Buster Bruun.

De fleste patienter rapper om deres eget liv, og temaer som sorg, anger og tristhed er gennemgående. Alligevel er det vigtigt for Tobias, at timerne i rapstudiet lander konstruktivt, så patienterne deler deres følelser og tanker på en positiv måde i stedet for måske at lade negative tanker gå udover medpatienter og personale.

Rap-teksterne skal også holde sig indenfor visse rammer og må ikke indeholde trusler, glorificering af vold, racisme eller kvinde- og mandehad. Overskrider en tekst grænserne, bruger Tobias det som anledning til dialog, og han kan også dele sine refleksioner med kollegaerne, så de kan bruge dem i deres tilgang til patienten.

— Nogle patienter har ikke lyst til at deltage i andre aktiviteter, så hvis jeg i lydstudiet lægger mærke til nogle skjulte ressourcer, som kan være relevant i andre sammenhænge, så deler jeg med kollegaerne, forklarer Tobias Buster Bruun.

Arbejdsglæde

Patientens time er slut, og han får sin sang med på en USB-nøgle, så han kan lytte og skrive nye tekster til beatet til næste gang.

— Det er en fornøjelse, at du altid har forberedt tekster, roser Tobias Buster Bruun glad og giver patienten en mellemting mellem et håndtryk og en highfive.

— Selvfølgelig, bro, jeg kan jo ikke komme uforberedt.

På gangen står den næste patient og tripper, han er i god tid, og inden for døren er beatet kun lige begyndt, da rytmen breder sig i hans krop. Han har ingen tekster med, men freestyler stående, mens han danser et skridt frem og et tilbage.

Tobis øjne stråler. I lydstudiet får han en anden relation til patienterne, og det giver ham en særlig glæde ved arbejdet, fortæller han:

— Jeg er også musik-Tobias, når jeg møder patienterne på andre vagter. Hvad end det er i træningscenteret eller på fodboldbanen, er musikken ligesom blevet et fælles tredje for os.

Neel Vang Murmann kan også se, hvordan det at arbejde med sin egen interesse som aktivitet giver noget ekstra.

— Engagement smitter, og når medarbejderne trives og er glade, mærker vi det på patienterne, siger hun og nævner, at en anden ergoterapeut med stor succes har fået indført gaming som aktivitet.

For Tobias er formålet, at patienterne fortsætter med at rappe og lave musik og på den måde måske erstatter tidligere, negative roller og tilhørende vaner med en ny og mere meningsfuld rolle med positive vaner. 

— Tænk, hvis de, når de kommer ud, kan fortsætte og bruge rap og musik som afløb for deres følelser, og finde et fællesskab i det i stedet for i kriminaliteten. Det håber jeg, siger Tobias Buster Bruun.

Han tilføjer, at han hos patienter med paranoid skizofreni, som er gennemgående hos en del af patienterne på afdelingen, ofte oplever forbedringer af negative symptomer som fx initiativløshed, fordi de virkelig tager aktiviteten til sig og tager initiativ til at dyrke den.