Aalborgs nye supersygehus tårner sig op mod den blå himmel. I medierne har byggeriet været omtalt for sine forsinkelser, de mange problemer under indflytning og ”skandalesager”, men skønheden er også til at få øje på. Kunstværkerne, kirken med de farverige glasmosaikker eller atriumgårdene med krydderurter og blomstrende stauder, der giver stedet en venlig varme.

Det er netop dem, Niels Rønne Ørtved udpeger, da vi sammen går gennem hospitalets gange. Han glæder sig også over det nye træningskøkken i psykiatrihuset, der giver langt bedre muligheder for patienterne, og det er her, vi sætter os.

For ja, det er svært at finde en parkeringsplads, når han møder ind, og der har da også været flere problemer under indflytningen, men også denne forandring har den 65-årige ergoterapeut gennemlevet med stoisk ro.

— Jeg er nok meget god til at affinde mig de rammer og vilkår, der er. Selvfølgelig er det op ad bakke nogle gange, men på de dage, hvor man har haft nogle gode forløb med patienterne og gode snakke med kolleger, kan man jo nærmest svæve ud herfra, som han siger.

Gør en forskel

Så Niels bliver ved. I hvert fald fem år mere på fuld tid.

"Det giver så meget mening, så hvorfor skulle jeg stoppe?

Niels Rønne Ørtved

— Der rammer jeg de 70, og så kan det være, at jeg bliver hældt ud, siger han med et grin, men bliver så alvorlig.

— Det er her, jeg føler, jeg kan gøre en forskel. De mennesker, jeg møder, er tit nogle triste historier, men jeg synes, at vi som ergoterapeuter har nogle redskaber, som kan hjælpe dem. Nogle kan rehabiliteres, til andre må vi finde kompenserende løsninger. Men vi kan som oftest altid gøre noget, så de i højere grad kan deltage i livet på de præmisser, de nu engang har. Det giver så meget mening, så hvorfor skulle jeg stoppe?

Stor stolthed

I virkeligheden var det en knæskade, der førte Niels Rønne Ørtved ind på ergoterapeutstudiet som 40-årig. Inden havde han blandt andet læst erhvervsøkonomi og arbejdet som bartender og kok, men da livet i restaurationsbranchen blev for hårdt for knæet, fulgte han sin fascination af sundhedsvæsenets ”hvide verden”, og det har han aldrig fortrudt.

— Jeg har næsten alle år glædet mig til at skulle på arbejde hver eneste dag. Jeg har en stor stolthed ved at være ansat her, og jeg er glad for at fortælle, hvad jeg laver, hvis nogen spørger, og det gør folk jo ofte, når man møder dem første gang.

"Jeg er nok meget god til at affinde mig de rammer og vilkår, der er. Selvfølgelig er det op ad bakke nogle gange, men på de dage, hvor man har haft nogle gode forløb med patienterne og gode snakke med kolleger, kan man jo nærmest svæve ud herfra

Niels Rønne Ørtved

Undervejs har han haft en kort afstikker til et job som bedemand, men over for kapellet, hvor kisterne skulle hentes, lå psykiatrisk sygehus, og da han en dag besøgte sin tidligere arbejdsplads kunne han helt fysisk mærke, hvordan han længtes efter sit gamle arbejde.

— Jeg savnede mine kolleger og kontakten med patienterne. Det var i psykiatrien, jeg følte jeg hørte til.

Faglig udvikling

Det eneste, der kan ærgre Niels er, at kollegagruppen er blevet kraftigt beskåret. Da han begyndte på hospitalets åbne afsnit i 2009, var de 10 ergoterapeuter plus en leder. Nu er de fire, og netop den monofaglige sparring er noget af det, der nærer arbejdsglæden, fortæller han. Men også samarbejdet med de andre faggrupper på afsnittet er med til at give gode dage.

— Det er det med, at man byder ind med det, man kan, og lærer noget af de andre, mens man finder de bedste løsninger for patienterne, så der opstår synergieffekt. Jeg kan fx huske engang, hvor en læge sagde til mig: ”Jeg brugte lige det halve af dit notat til min epikrise”. Det er altså en fed fornemmelse, siger Niels Rønne Ørtved, der abonnerer på flere faglige nyhedsbreve for at holde sig ajour.

— Jeg holder øje med nye forskningsartikler og følger med i de forskellige fora for ergoterapeuter. Så er der måske noget nyt om autisme eller noget om sanseintegration. Det gør mit arbejde spændende.

"Det er det med, at man byder ind med det, man kan, og lærer noget af de andre, mens man finder de bedste løsninger for patienterne, så der opstår synergieffekt.

Niels Rønne Ørtved

Plan for seniorlivet?

Ingen af kollegerne har nogensinde kommenteret hans alder, men for nogle år siden modtog han en mail fra Ældre Sagen, hvor de spurgte til hans planer for seniortilværelsen.

— Man hører jo skrækhistorierne om dem, der går på pension eller efterløn og ikke har lagt en plan. Dem kender jeg da alt til, siger han.

Privat er han involveret i frivilligt arbejde i Hjerteforeningen og den lokale Lions Club, og det store hus og haven på 3.000 kvadratmeter kræver også sit, så der skulle nok være noget at tage sig til, forklarer han. Men lige nu vil han hellere passe jobbet og supplere med vikarvagter på det regionale bosted, hvor han tidligere har arbejdet. Det handler ikke om økonomi, men om lyst, understreger han.

"Altså det er jo ikke fordi, jeg ikke kan finde på noget at lave, men jeg ville da savne det. Det er jo den, jeg er

Niels Rønne Ørtved

— Det er hyggeligt at se de tidligere kolleger, og jeg kender mange af beboerne fra dengang, jeg var der. Igen handler det om, at jeg føler, jeg kan gøre en forskel.

Flere rejser

Men er der slet ikke noget i tilværelsen, han gerne vil nå? Privat eller i arbejdslivet? Spørgsmålet kræver et øjebliks overvejelse.

— Noget af det eneste, jeg mangler, er at komme på gaden og lave noget opsøgende arbejde. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve, forklarer han om sine faglige drømme.

Snart rykker den yngste søn måske hjemmefra, og så skal der også være mere tid til rejser, er han og hustruen blevet enige om, men ligesom Niels er hun glad for sit arbejde og har heller ingen planer om at stoppe.

— Jeg kan ikke se mig selv, som en der tusser rundt derhjemme. Det er jo de gamle, der gør det, og der synes jeg ikke, at jeg er, selvom min dåbsattest siger det.

Gradvis overgang

Faktisk bliver det med Niels’ ord ”træls ikke at have et arbejde”.

— Jeg har dyb respekt for dem, der har lyst til noget andet eller føler sig nedslidte. Det er bare ikke der, jeg er. Endestationen rykker nærmere, ja, men jeg kan godt være lidt ærgerlig over det fokus, der er på alder. Der kan godt være dage, hvor man føler, at man er 65, men det er jo ikke hver dag, og når man nu synes, at man har et godt arbejde.

Når tiden kommer, vil en seniorordning være at fortrække. Godt nok bruger Niels ikke de seniordage, han er berettiget til, men en gradvis nedtrapning virker som den bedste løsning, synes han.

— Ellers ville det føles lidt som at falde ned i et hul. Altså det er jo ikke fordi, jeg ikke kan finde på noget at lave, men jeg ville da savne det. Det er jo den, jeg er, siger han, inden vi lukker døren til træningskøkkenet og går ud på gangene igen.