Puslebordet står få meter fra Stefan Weicherts arbejdsstation i hans lille kontor i lejligheden i Kyiv. Herfra skriver han artikler og analyser om krigen i Ukraine. Ved siden af puslebordet er et hjørne indrettet til børneværelse til hans kun tre måneder gamle søn.

Stefan er journalist og kommer fra Viborg. Men for syv år siden tog han til Ukraine med sin kollega Emil Wiltenborg for at dække det netop overståede præsidentvalg. Planen var at blive i landet i et lille års tid for at følge Volodymyr Zelenskys opgør med korruptionen, men da Rusland i 2022 lod kolonner af kampvogne rulle over grænserne og begyndte en fuld invasion, blev de for at dække krigen.

Kort efter, at de to danske journalister havde etableret en base i Kyiv, tog Stefan en julidag på date med en ukrainsk advokat. Fem år senere, i juli 2024, blev de gift, og midt i marts i år blev de forældre til en lille dreng.

I dag har Stefan ingen planer om at flytte tilbage til Danmark.

To dage efter invasionen oplevede han ellers noget, som måske ville få andre til at vælge at rejse hjem til en mere tryg tilværelse i Danmark.

Han og kollegaen Emil var på vej ud for at lave en historie til Ekstra Bladet. Dagen før havde de købt en bil, så det var nemmere for dem at komme rundt i landet, og i begyndelsen gik turen fint. De blev stoppet ved checkpoints og fik lov til at køre videre. Men pludselig ændrede stemningen sig, og deres bil blev beskudt bagfra.

Både Stefan og Emil blev ramt af skud, men det lykkedes dem at komme væk fra stedet. Efter at de var blevet tilset på to forskellige hospitaler i Ukraine, fik Ekstra bladet, som de på daværende tidspunkt begge skrev for, dem til Danmark, så de kunne få ekstra hjælp og genoptræning.

Stefan var blevet ramt i skulderen, men da kuglen ikke havde skadet nogle nerver, gik genoptræningen forholdsvis let. På hospitalet i Danmark lå han og savnede sin kæreste Iryna, så blot en måned efter skudepisoden var Stefan på vej til Ukraine igen.

- Mottoet i min familie har altid været, at hvis der sker noget, så rejser man sig og fortsætter, hvor man slap. Så det er nok bare det, jeg har gjort, fortæller Stefan Weichert og tilføjer med et skævt smil:

- Selvom min familie nok helst havde set, at jeg ikke havde brugt vores motto til at vende tilbage til Ukraine. Men ud over, at jeg gerne ville tilbage til min kæreste Iryna, følte jeg også, at det nærmest var min pligt at tage tilbage for at dække krigen. Jeg er sikker på, at det er den vigtigste fortælling, jeg kommer til at dække i min karriere.

Krigen er der hele tiden

Somme tider kommer krigen meget tæt på. Som i november sidste år, da en drone ramte en nabobygning til hans lille families hjem, og en anden drone kort tid efter ramte bygningen lige bagved.

Det ville nok få nogle til at overveje at pakke deres ting, og Stefan og Iryna har også – især efter at de blev forældre – flere gange snakket om, hvorvidt de skulle rejse fra Kyiv. Men de er hidtil nået frem til, at det ikke er løsningen for dem, fortæller han:

– Der er en forestilling om, at man kan tage til Danmark og få et bedre liv, men sådan er det ikke nødvendigvis. Min kone vil ikke kunne bruge sin uddannelse som jurist i Danmark, og det er heller ikke sikkert, at jeg ville kunne få job som journalist. Jeg tror, det er lige så vigtigt for min søn at vokse op og se, at hans forældre trives.

"Det er måske lidt kynisk, men krigen bliver hverdag på en eller anden måde

Stefan Weichert

Krigen bliver hverdag

Stefan Weichert har for længst vænnet sig til at se folk, der har mistet et ben eller et øje.

– Det er måske lidt kynisk, men krigen bliver hverdag på en eller anden måde, siger han og fortæller, at der dog også er historier, han aldrig vænner sig til.

Som eksempel nævner han, at et russisk missil slog ned under en mindehøjtidelighed i en landsby og slog knap en tredjedel af landsbyens 180 indbyggere ihjel. Alle, som Stefan Weichert mødte i landsbyen, havde nære relationer til nogle, som døde den dag, og især et møde med 70-årige Volodymyr Mukhovaty gjorde indtryk.

Manden mistede sin hustru, sin søn og sønnens hustru i angrebet. Hustruen havde været samlingspunkt for hele familien, og manden vidste ikke, hvad han skulle gøre uden hende. Han kunne end ikke selv lave mad og vaske tøj, og nogle gange vågnede han om natten, fordi han troede, at hans hustru kaldte på ham. Han for ud på vejen i underbukser, inden han huskede, at hun var død.

Det ramte også Stefan, da han for et par måneder siden fik at vide, at en mand, som i den første tid i Ukraine hjalp ham og kollegaen Emil med en særlig historie om en flok ildsjæle i en landsby, nu var gået bort. Manden var også selv lidt af en ildsjæl – og en af de kilder, som Stefan havde holdt kontakten til længe efter, at historien var skrevet.

Én ting er de triste beskeder. Noget andet er tavsheden: At mennesker, han har mødt og opbygget en relation til, pludselig ikke længere svarer.

– Nogle gange kan jeg se, at min besked ikke går igennem, men jeg ved ikke, om det bare er, fordi vedkommende har mistet sin telefon, eller fordi vedkommende er gået bort. Den usikkerhed er svær, fortæller han.

Ergoterapeuternes smittende energi

I dag er Stefan ikke så ofte ved fronten som i starten af krigen, både fordi det er blevet mere usikkert, men også fordi medierne i Danmark ønsker færre krigsreportager og flere analyser. Samtidig er det blevet vigtigere for ham at være hjemme hos familien, efter han er blevet far.

Samtidig er hverdagshistorierne mindst lige så vigtige som historierne fra fronten og historierne om korruption og håbløshed, mener han og nævner som eksempel de to ergoterapeuter Maria Bezuhla og Viktoria Petrunenkos fortælling om, hvordan de arbejder med rehabiliteringen af skadede soldater.

"De var så fulde af optimisme, og når soldaterne var modløse, formåede de at vende energien i rummet. Deres måde at gribe opgaven an på var virkelig smittende og inspirerende

Stefan Weichert

- De var så fulde af optimisme, og når soldaterne var modløse, formåede de at vende energien i rummet. Deres måde at gribe opgaven an på var virkelig smittende og inspirerende, siger Stefan Weichert om sit møde med to unge ergoterapeuter på et rehabiliteringscenter i Kyiv – en historie han skrev til fagbladet Ergoterapeuten.