Uddannelse. Arbejde. Pension. Tidligere kunne livet skæres i tre stykker, men sådan er det ikke længere.

— Vi har traditionelt levet efter en ”Learn-earn-and-retire”-tankegang, hvor vi har uddannet os, arbejdet de fleste af vores vågne timer og set frem til at gå på pension for at kunne nyde et otium med vores børnebørn og sofaen. Men i dag lever og arbejder vi længere, og derfor er den tilgang forandret, forklarer Pernille de fine Lützhøft, der er ledelsesrådgiver, forfatter og foredragsholder med fokus på alder og livsfaser.

For når vi skal arbejde, til vi er over 70 år, skal der være plads til at uddanne os, tage nye retninger i karriere og privatliv, holde pause eller skrue ned for arbejdstimerne, når fx små børn eller syge familiemedlemmer kræver lidt ekstra.

Det handler ikke om alder, understreger hun. For vi kan få børn, når vi er 22, 32 eller 42 år og må uddanne os hele livet.

— Men de krav og behov, der knytter sig til den enkelte livsfase, er de samme — uanset alder, fastslår hun.

Flere karrierer

Christine Antorini er et godt eksempel på en person, der legemliggør pointen om de nye individuelle rejser gennem karrieren, fortæller Pernille de fine Lützhøft.

Antorini var kendt fra en række lederstillinger, som studievært på DR2-programmet Deadline, og ikke mindst som folketingspolitiker og minister, inden hun i en alder af 58 år valgte at læse til sygeplejerske.

— Vi taler om second eller third career, og det bliver mere og mere normalt, at man ikke er det samme, fra man starter til man slutter sit arbejdsliv, fortæller hun og peger på, hvordan tilværelsens afgørende kapitler i dag fletter og forskyder sig. Lederen bliver konsulent, specialisten etablerer egen virksomhed, og mange arbejder frivilligt.

Også fremtidsforsker Louise Byg Kongsholm fremhæver livsfaseperspektivet som vigtigt for arbejdsgivere og ledere.

— Det er jo det hele menneske, der kommer på arbejde, og hvis der har været skænderier i småbørnsfamilien, du har sovet dårligt på grund af overgangsalder, eller du er i fuld gang med at opdyrke en ny fritidsinteresse som bokser, så har du også det med, når du møder ind fra 8 - 16, som hun siger.

Nye livsønsker

Udover at være fremtidsforsker og direktør for pej gruppen, der beskæftiger sig med at kortlægge og analysere aktuelle tendenser, er Louise Byg Kongsholm også forfatter til bogen ”Livsfaser — fra vugge til krukke”, og hun udpeger nogle af de behov, som knytter sig til de forskellige faser.

I det første job er man i etableringsfasen og måske ramt af usikkerhed, så man har særligt brug for feedback. Når man har små børn, er tiden er en knap ressource, og når de bliver større, vokser lysten til at realisere sig selv – enten på jobbet, eller indenfor andre områder af det liv, man står midt i. Senere kan der opstå nye livsønsker, forklarer Louise Byg Kongsholm.

— Efter børnene er blevet store, kan der godt komme sådan en følelse af, at ”nu er det min tur”, og i den sidste del af arbejdslivet spørger man sig selv, hvad man vil nå, forklarer hun.

Flere pauser

Især yngre generationer er ikke bange for pauser i CV’et, og den slags åndehuller er da heller ikke noget, der slet ikke tolereres i jobsøgning længere, forklarer Pernille de fine Lützhøft.

Det er dem, der på deres LinkedIn-profil skriver, at de er ”folkeskolelærer/ saunagusmester/ surdejsentusiast og formand for cykelforeningen”. Man har ikke kun ét virke, som bærer hele ens identitet.

Louise Byg Kongsholm

— De unge ved, at de skal være på arbejdsmarkedet i mange år og vil nyde processen undervejs ved at tage pauser til udvikling og uddannelse, og det bliver de også nødt til i en tid, hvor udviklingen af fx teknologi går så ekstremt hurtigt. Det er simpelthen nødvendigt at stoppe op, hvis man vil passe på sig selv og sin familie, siger hun.

Louise Byg Kongsholm vurderer, at kommende generationer i stigende grad vil efterspørge nedsat tid og hjemmearbejde, fordi de har set deres forældre spinne løs i hamsterhjulet.

— Mine bedsteforældre havde en arbejdstid på 45-50 timer om ugen. Mine forældre var første generation, der for alvor havde en karriere — og min generation ligger i slipstrømmen af det. Min morfar var sit job og havde ikke tid til fritidsaktiviteter før pensionsalderen. Det fik mine forældre i 50’erne, hvor de arbejdede lidt mindre, og i min generation er arbejds- og privatliv nærmest fifty-fifty, men i fremtiden kommer flere til at skabe deres identitet i fritidslivet. Arbejde er noget, man har, for at kunne betale for alt det andet, man gerne vil.

Sammensatte behov

Som ekspert i tidens strømninger kan Louise Byg Kongsholm udpege nogle af de nye tendenser, der underbygger pointen om, at vores liv ikke kører parallelt med vores alder, men forløber i faser, som ikke nødvendigvis er lineære.

Vi kan være småbørnsforældre over tre årtier, nyskilte og nygifte flere gange, eller tag nu ”boomerangbørnene”, som er et begreb, Louise Byg Kongsholm bruger om den voksende gruppe, der flytter ud og ind af forældrenes hjem. Først tager de på efterskole og vender hjem igen. Så holder de et par sabbatår, inden de videreuddanner sig, hvor de rejser ud i Østen og retur til barndomshjemmet, og endelig kan de nå at vende retur, når de går fra kæresten eller bliver skilt. Bevægelsen går frem og tilbage, og det er derfor også mere interessant at se på deres livssituation end deres alder, påpeger hun.

I fremtiden kommer vi også til at se flere af dem, som Louise Byg Kongsholm betegner som ”skråstregsgenerationer”, som stykker deres identitet sammen af langt mere end en jobtitel.

— Det er dem, der på deres LinkedIn-profil skriver, at de er ”folkeskolelærer/ saunagusmester/ surdejsentusiast og formand for cykelforeningen”. Man har ikke kun ét virke, som bærer hele ens identitet, forklarer hun.

Endelig betyder den længere tid på arbejdsmarkedet, og det faktum at mange får børn senere, at flere havner i det, Louise Byg Kongsholm betegner som ”sandwichgenerationen”. De oplever at være fanget mellem yngre børn og ældre forældres behov, og det skal arbejdspladserne også tage højde for.

— I stedet for skole-hjem-samtaler, skal de nu til møde hos lægen eller på plejehjemmet, som hun siger.

Gradvise overgange

De cirka 30 års ekstra levetid, vi har fået siden år 1900, betyder, at 60’erne er de nye 40’ere, fastslår Pernille de fine Lützhøft, og faktisk topper vores følelsesmæssige intelligens, når vi er i 50’erne.

— Som 50-årig er man jo bare halvvejs i sit voksne liv, og flere vælger at blive ved med at arbejde flere år af deres liv og så gå på fx ”part time-pension”, fortæller hun.

Også Louise Byg Kongsholm mener, at gradvis nedtrapning fra jobbet bliver et ønske for mange af fremtidens medarbejdere.

— Jeg kan huske, hvordan min morfar gik fra at være bankdirektør om fredagen til at være fuldtidspensionist om mandagen. Det var jo et kæmpe tab af identitet, men i dag er der langt flere, som over tid skruer ned for arbejdet og op for fritidslivet, siger hun.

Samspil om løsninger

Fleksibilitet på jobbet er en af de faktorer, som de fleste - uanset livsfase - efterspørger, fortæller Pernille de fine Lützhøft.

— Fleksibilitet betyder ikke nødvendigvis kun at have mere fri. Det kan også handle om fleksibilitet i den måned, hvor man skal køre sin ægtefælle til kemoterapi, og de næste måneder vil man så arbejde lidt mere. Det handler altså ikke bare om medarbejdernes krav, men om at medarbejdere og ledere sammen finder ud af, hvordan de kan løse et skifte i livsfaser, så det fungerer for både arbejdsplads og medarbejder, og det kræver en åben dialog, siger Pernille de fine Lützhøft.

livsfasepolitik, tak

På mange danske arbejdspladser har man da også fået øjnene op for betydningen af livsfaser, og flere virksomheder og organisationer har udviklet en såkaldt ”livsfasepolitik”, fortæller Pernille de fine Lützhøft. Politikken signalerer, at der er tale om en moderne organisation, og den er med til at tiltrække og fastholde medarbejdere.

— Flere og flere indser, at der ikke bare er brug for en seniorpolitik, for hvorfor skal man have særlige rettigheder, bare fordi man bliver 62? Hvad med alle de andre, som også har brug for fleksibilitet ind i mellem — afhængigt af hvor de er i deres liv nu og her?

Hun fremhæver Region Midtjylland som et eksempel på en offentlig organisation, der har en inspirerende livsfasepolitik.

— Målet er at sikre, at hospitalet leverer det, det skal 24/7 samtidig med, at man tager hensyn til den enkelte medarbejder, og politikken udstikker nogle klare, vide rammer, som det enkelte afsnits leder sammen med sine medarbejdere skal finde ud af at fylde ud. Livet er mangfoldigt, og naturligt oplever medarbejdere at blive gravide, syge eller skilt, og lederens job er så i samspil med medarbejderne at finde løsninger, så både den enkelte og hospitalet kan fungere.

Fleksible regler

Men risikerer man ikke, at det skaber uenighed, når Lise får lov at møde sent og gå tidligt, fordi hun er nyskilt småbørnsmor, mens Birthe i samme afdeling ikke får de samme privilegier?

Fleksibilitet betyder ikke nødvendigvis kun at have mere fri. Det kan også handle om fleksibilitet i den måned, hvor man skal køre sin ægtefælle til kemoterapi.

Pernille de fine Lützhøft

— Der er mange ledere, som er bange for at lave regler, der ikke er ens for alle, men det er nødvendigt at kunne sige ja til nogen og nej til andre, der ikke har de samme behov. Der er måske nogle andre behov, som giver mere værdi at tilgodese i deres livsfase? For det er vigtigt at huske på, at det hele kun er for en tid, pointerer Pernille de fine Lützhøft og peger på, at grundvilkårene skal være sikre og gode, men tidligere tiders rigide regler må gøres mere smidige.

— Jeg kan huske, da jeg var direktør i et firma, hvor alle skulle holde sommerferie i de samme tre uger. Det ønsker folk ikke i dag, og det er også smartere, at de holder ferie forskudt, siger hun og understreger, at man som moderne leder er nødt til at tage ansvaret på sig, og det kræver mod at skære igennem.

— Der kan fx være en medarbejder, som har lyst til at rejse med familien i fire måneder, hvor lederen siger: Det er fint, men kan du vente i to år? Igen handler det om at have forståelse for både arbejdspladsens og medarbejderens behov i netop den livsfase, påpeger hun.