Med inspiration fra Japan har Kirsten Rud Bentholm stået i spidsen for et projekt, hvor mennesker på kanten af arbejdsmarkedet via telepresence-robotter fik arbejde i en café. Erfaringerne er positive, og Kirsten selv er overrasket over, hvor meget varme og menneskelighed kold teknologi bidrager med.

En ældre kvinde med demens taler med robotten som hun i lang tid ikke har talt med noget menneske. Tværtimod har hendes pårørende på det seneste oplevet, at de ikke længere rigtig kunne komme i dialog med hende. Men i relationen til robotten sker der noget.

Den ældre kvinde er gæst i Robotcafeen i Aarhus, og robotten er ikke bare en robot-robot, men en stedfortræder for en af 13 robotpiloter, der via otte teleprescencerobotter går på arbejde i cafeen.

Den demensramte kvinde har ikke forstået, at der bag robotten befinder sig et rigtigt menneske, og at det er det menneske, hun i virkeligheden taler med. Men det gør ikke noget, for robotpiloten har selv lige så meget gavn af samtalen.

Det er Kirsten Rud Bentholm, der fortæller. Hun er leder af den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis, som underviser og rådgiver i velfærdsteknologi, og hun har stået i spidsen for caféprojektet, hvor 13 mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, er blevet uddannet til robotpiloter og ansat på cafeen i Generationernes Hus i Aarhus.

Robotpiloterne styrer robotterne i cafeen hjemmefra og kan via dem både servere kaffe, samtale og skabe relationer til cafegæsterne. Telepresencerobotterne er piloternes mulighed for at bidrage og gøre en forskel for andre, selv om de ikke lige nu er i stand til at passe et almindeligt arbejde.

Eksemplet med den demensramte kvinde, der falder i snak med den fjernstyrede robot, er ifølge Kirsten Rud Bentholm blot en af mange rørende scener, som i det seneste halve år har udspillet sig i Robotcafeen.

— Mange af os har et ambivalent forhold til robotter. Vi er fascineret af dem, men samtidig virker de også lidt skræmmende på os. I cafeen har vi set, hvordan vi kan bringe noget varme og menneskelighed i spil via en teknologi, som vi egentlig betragter som noget koldt, og det har overrasket mig, hvor effektivt det har virket, for der er opstået venskaber mellem robotpiloter og cafegæster, børn har tegnet tegninger til robotterne og dermed robotpiloterne - og der er blevet spillet Sten, saks, papir og andre spil, fortæller Kirsten Rud Bentholm.

Nu er projektet slut, robotpiloterne har sagt farvel til deres teknologiske stedfortrædere.

For nogle af robotpiloterne har projektet givet mod til at søge arbejde som sig selv. For andre skal oplevelsen først til at bundfælde sig.

En gruppe forskere fra VIA og Aarhus Universitet har fulgt projektet og forventer at barsle med en rapport om det til årsskiftet.

I ergoterapiens tjeneste

Kirsten Rud Bentholm er dog allerede tilfreds. Hun fik ideen til Robotcafeen i Japan, hvor robotter er mere anvendte og anerkendte, og den danske version har ikke alene bekræftet hende i, at robotteknologien rummer et potentiale på beskæftigelsesområdet, projektet har også åbnet for et hav af nye ideer til, hvordan den avancerede teknologi kan bruges i ergoterapiens og samfundets tjeneste.

— Det her med, at man tager et stykke avanceret teknologi, der som udgangspunkt er noget koldt, og så bliver det faktisk til noget varmt, fordi det formidler noget menneskelighed og styrker nogle kompetencer hos dem, der tager teknologien til sig, det er der virkelig potentiale i. Der er meget snak om, at man ikke skal erstatte varme hænder med kold teknologi, men helt så enkelt er det i virkeligheden ikke, for i projektet har de ”kolde” robotter jo været med til at styrke piloternes kompetencer og opbygge relationer, siger Kirsten Rud Bentholm og letter på låget til kassen med nye ideer:

— Man kunne fx forestille sig, at man havde en jobbank, hvor arbejdssøgere, som havde mod på at være robotpilot, kunne være tilknyttet og få job i hotelreceptioner, på biblioteker eller i ældresektoren, hvor vi ved, at der på grund af den demografiske udvikling lige om lidt kommer til at mangle rigtig mange ressourcer.

— Vi ved også, at ensomhed har en masse negative følgevirkninger, og jeg kan sagtens se for mig, at de stedfortrædende robotter – ligesom i eksemplet med den ældre kvinde med demens – kan gøre en forskel. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle ensomme ældre bare skal have en robot, men det er vigtigt at være nysgerrig på potentialerne i robotteknologien, mener Kirsten Rud Bentholm og tilføjer:

— Der er selvfølgelig rigtig meget etik involveret i dét at bruge robotter, og pårørende kan være ret skeptiske overfor, at der bliver sat en robot ind. De er måske bange for, at deres kære bliver spist af med noget teknologi frem for en menneskelig kontakt. Men den angst har jeg ikke, for dér er vi slet ikke.

Hun Kirsten Rud Bentholm er begejstret for projektet, som hun kalder en ”kæmpe succes”, og lige så meget som hun hylder den tværfaglighed, projektet har bygget på, ligeså obs er hun på, at ergoterapeuter skal byde ind på arbejdet med de nye teknologier.

— Det er vigtigt, at vi som ergoterapeuter er åbne overfor ny teknologi, for vi har så meget grundlæggende viden at byde ind med. Især det med at se det enkelte menneskes individuelle potentiale og kunne matche det med indsatser, der kan få vedkommende til at deltage samfundet på lige fod med andre, siger hun og vender tilbage til cafeprojektet:

— Mange af robotpiloterne fik virkelig et løft, fordi de pludselig oplevede, at de også kunne bidrage og følte sig set.

Og det er jo egentlig det, det hele egentlig handler om – robotter eller ej.