Udenfor bybussens vinduer er træerne så småt ved at skifte til efterårsfarver. Bethel Makumbu er på vej til endnu en jobsamtale, da hans telefon ringer og afbryder hans mentale forberedelse. Han kender ikke nummeret, men han har på fornemmelsen, at det kan være svar på en samtale, han var til forleden.

— Hej, det er Bethel.

Meget mere får han ikke sagt, før han godt kan høre, hvor samtalen vil lande. Lederen i den anden ende roser ham for en god samtale, men tilbyder ikke Bethel jobbet.

Manglende erfaring. Igen.

Selv om 25-årige Bethel ellers altid er positiv og høflig, hører han pludselig sig selv spørge:

— Hvordan skal jeg få en fod ind på arbejdsmarkedet, hvis alle stillinger kræver erfaring?

Lederen anerkender hans fortvivlelse og kan godt se situationen fra hans side, men holder fast i sit afslag.

Det er Bethel Makumbus afslag nummer syv, siden han for to måneder siden blev færdiguddannet, og nu føler han sig skakmat.

Sommeren begynder ellers supergodt.

Stolt og euforisk er blot nogle af de ord Bethel Makumbu bruger, når han beskriver, hvordan det var endelig at kunne kalde sig ergoterapeut. Men da sommeren går på hæld, tager rastløshed og grublerier over.

”Jeg får et chok over, hvor svært det er at udarbejde en ansøgning. Skal jeg fokusere på min faglighed eller min personlighed? ”

Bethel Makumbu

— Jeg får et chok over, hvor svært det er at udarbejde en ansøgning. Skal jeg fokusere på min faglighed eller min personlighed? Hvad har jeg egentlig at byde på som nyuddannet? Med hjælp fra min søster vælger jeg den strategi ærligt og realistisk at beskrive, hvordan jeg kan opfylde de kriterier, der er listet op i stillingsopslagene. Jeg lægger ikke kun vægt på det faglige, men også på, hvem jeg er som menneske. Fx skriver jeg, at jeg er både energisk og passioneret, og at jeg arbejder frivilligt i en forening, der hjælper børn i DR Congo med deres skolegang.

Han vælger bevidst at skyde med spredehagl i sin søgning. Ingen job er for store eller for små, og da samtalerne efter en håndfuld ansøgninger begynder at tikke ind, stiger Bethels humør igen: Hans ansøgninger virker. Det er en fed følelse.

— Jeg er til otte samtaler, og hver gang får jeg ros og har en god mavefornemmelse, når jeg går derfra, fortæller han, men fortsætter så med nedslået mine:

— Men så får jeg afslag. Oftest på grund af manglende erfaring. Fordi jeg ellers får ros, rammer afslagene hårdt.

En ansøgning til visitationen i Gladsaxe Kommune sender han afsted uden rigtigt at tro på, at den vil føre til noget.

— Jeg søger stillingen, fordi den lyder spændende. Men jeg tror ikke, at jeg vil komme i betragtning, for jeg tænker, at netop sådan en stilling nok vil kræve mange års erfaring.

Da lederen af visitationen ringer og inviterer ham til samtale, kommer det derfor helt bag på ham, og hans første tanke er, at det nok vil ende med endnu et afslag. Men han tager afsted, og under samtalen spirer et håb, for han synes, at snakken går rigtig godt.

— Jeg får vist, hvem jeg er som person, og jeg får fortalt, at jeg som kollega er både smilende, samarbejdsvillig, lærenem og målrettet.

Det er svaret på den samtale, han modtager den dag i bussen.

Ukendt nummer

Historien om visitatorjobbet slutter dog ikke her. Kun tre dage senere, opdager Bethel et ubesvaret opkald fra et ukendt nummer. Han ringer tilbage, og en velkendt stemme svarer.

Det er lederen af visitationen i Gladsaxe, og Bethel når ikke at tænke, før lederen tilbyder ham et job som visitator. De har fået en opsigelse, og Bethel takker ja uden at tøve.

— Ren eufori skyller ind over mig, og samtidig er det som om en kæmpe byrde bliver løftet af mine skuldre: Endelig har jeg fået et job, og jeg er virkelig glad og stolt over at gå direkte fra uddannelsen til en stilling som visitator, siger Bethel Makumbu, der fejrer sejren ved ganske enkelt at lukke alle faner med stillingsopslag på sin computer.

Den nye i klassen

Bethel er helt oppe i luftlaget med de lyserøde skyer. Hans mission er lykkedes.

Men efter nogle uger kommer hverdagen, og den er ikke helt så lyserød.

— Jeg er jo helt grøn i jobbet som visitator, faktisk er jeg i starten ikke engang rigtig klar over, hvad det går ud på. Jeg har en forventning om, at jeg skal sidde med nogle paragraffer, men udover det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal. Samtidig vil jeg gerne gøre det så godt som muligt, nu hvor jeg er blevet ansat, og derfor føler jeg i starten et vist pres, fortæller Bethel Makumbu og skynder sig i samme åndedrag at rose både leder og kollegaer.

— De gør min start til en god oplevelse, for de har stor forståelse for, at alt er helt nyt for mig, og jeg bliver ikke straks kastet ud i noget, jeg ikke er klar til, siger han og fortæller, at den første tid står på oplæring og borgerbesøg.

— I begyndelsen er jeg med på borgerbesøg som tilskuer. Jeg kan huske, at det går op for mig, hvor vigtigt det er at undersøge borgerens situation grundigt, for som visitatorer ser vi kun et udsnit af borgerens hverdag, og derfor er det ekstra vigtigt at få alle detaljer med, så vi får det bedste udgangspunkt for at behandle sagen.

Der går dog ikke lang tid, inden Bethel står på egne ben og selv skal ud på borgerbesøg og behandle sager.

— Som visitator skal jeg navigere i lovgivning, kvalitetstandarder og borgerens situation, og det har jeg rigtig svært ved i starten. Både fordi der er mange ting, jeg skal lære, men også fordi det kan være hårdt at skulle afgøre borgernes sager, siger Bethel Makumbu og uddyber:

— Jeg har haft sager, hvor jeg har skullet sende et afslag til en borger, hvor jeg inderst inde gerne ville have givet vedkommende det, der blev søgt om, men hvor det ikke er muligt ud fra lovgivningen. Det er hårdt. Omvendt er det en fed følelse, når jeg kan bevilge borgere de nødvendige indsatser, som borgeren vurderes at have behov for.

Bethel har nu arbejdet som visitator i knap ni måneder, og har netop gennemført en specialisering som myndighedsperson inden for socialområdet.

— Jeg føler mig ikke længere som den nyeste i klassen, og jeg er blevet lidt mere sikker i mine beslutninger, men jeg sparrer stadig med kollegaer og spørger om hjælp, når jeg er i tvivl om noget, forklarer Bethel Makumbu, der stadig er taknemmelig for, at lederen kunne se et potentiale i ham trods hans begrænsede erfaring.

Den første rutsjetur er overstået og karrieren er i gang, og Bethel håber, at den vil byde på både nye faglige udfordringer, masser af læring og mange flere succesoplevelser.