Person med briller sidder ved et farverigt dekoreret træhegn.

20. oktober 2026

Fortolkninger af fantastiske børn

Christine Lakoseljac-Andreasen møder flere neurodivergente børn, som får udfordringer i skolen. Fokus på sanser og motivation kan styrke deres deltagelse.

Skrevet af Lene Terkelsen, billede af Jakob Carlsen

Det begynder ofte med en uro. Babyen, der har problemer med at sove. Tumlingen, som slår sine jævnaldrende og har svært ved at deltage i aktiviteter, eller skolebarnet, der forstyrrer undervisningen og basker tilsyneladende formålsløst med hænderne. Eller en stille, indre uro, der fører til måneder med ufrivilligt skolefravær.

Det er her, Christine Lakoseljac-Andreasen kommer ind i billedet. Hun hører om barnet fra fagfolk i skoler og institutioner, eller når forældre bekymret møder op i kommunens åbne rådgivning.

— Jeg begynder altid med ”basics”: Har de sovet og spist? Hvordan kommer familien ud ad døren om morgenen? Har forældrene travlt? Kan barnet forstå, hvad der bliver sagt og bruge sproget, forklarer Christine Lakoseljac-Andreasen, da vi mødes i PPR-Huset i Lyngby i en pause i arbejdsdagen.

Det er femten år siden, hun begyndte som børneergoterapeut i Lyngby-Taarbæk Kommune, og særligt gennem de seneste fem år har hun sporet en tydelig udvikling i antallet af børn og unge, som fungerer på en anden måde end det, vi i samfundet opfatter som typisk. De har fx autisme og ADHD, og gennem de senere år har hun også set flere børn med mere komplekse udfordringer, så de fx ikke kun har autisme, men også Tourette, OCD eller angst.

Fx viser autisme sig meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn har intet sprog og store kognitive problematikker. Andre sidder på skolebænken i årevis, før man opdager deres udfordringer, og i de her år oplever jeg rigtig mange piger, der omkring 6. klasse går ned med stress og får skolevægring. Det er ”bright kids”, som pludselig viser, at de ikke kan mere.

Christine Lakoseljac-Andreasen

— Da jeg begyndte, arbejdede vi med en anden type børn. Det var børn, der havde syndromer eller børn, der havde brug for at træne finmotorik. Vi havde ikke de her børn, som vi ser i dag, fortæller hun.

Mange udtryk

I dag kan over halvdelen af de børn og unge, som Christine Lakoseljac-Andreasen møder, kategoriseres som neurodivergente, anslår hun. Hendes faglige interesse for området er vokset i takt med det øgede antal, og hun søger bl.a. ny viden i internationale forskningsartikler for at blive klogere på den store gruppe af børn og unge, der er umulig at generalisere bortset fra, at de ofte trives med forudsigelighed.

— Fx viser autisme sig meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn har intet sprog og store kognitive problematikker. Andre sidder på skolebænken i årevis, før man opdager deres udfordringer, og i de her år oplever jeg rigtig mange piger, der omkring 6. klasse går ned med stress og får skolevægring. Det er ”bright kids”, som pludselig viser, at de ikke kan mere, fortæller hun.

For Christine er det overordnede mål og opgaven som ergoterapeut klar:

— Det handler om deltagelse. Jeg hjælper børnene til at kunne deltage i de aktiviteter, de gerne vil. Samtidig gælder det om at give forældre, pædagoger og lærere empowerment til at støtte børnene.

Vejen til ro

Mange af børnene forsøger at regulere deres krop og nervesystem ved hjælp af stimming, hvor de fx blafrer med hænderne eller har anden selvstimulerende adfærd. Christine observerer, spørger og prøver nysgerrigt at fortolke barnets adfærd, selvom den af pædagoger, forældre og lærere måske udelukkende opfattes som besværlig. Derefter er målet at finde mestringsstrategier og lavpraktiske løsninger i form af fx afskærmning eller pauser — og at skabe forståelse for adfærden.

Jeg bliver frustreret, når jeg kommer i skolerne og ser de her børn, som er fantastiske, men som slår ud på et eller andet i klasseværelset, og så ender de med at få ufrivilligt skolefravær og andre problematikker, hvor vi kunne have hjulpet dem, hvis vi havde tolket deres adfærd og hjulpet dem på et tidligere tidspunkt.

Christine Lakoseljac-Andreasen

Person med briller står foran en murstensvæg og holder solsikker.
— I stedet for at tale om ”normalt fungerende” kan vi snakke om ”neurotypiske”, og måske skulle vi i stedet for ”særlige behov” tale om ”specifikke behov”, så det ikke lyder så negativt, siger Christine Lakoseljac-Andreasen, der til hverdag blot bliver kaldt ”Chris”.

Ved mindre børn inddrages familie og fagpersoner, og ved lidt større børn bruger Christine bl.a. fysioterapeut Pernille Thomsens koncept ”Søhestetræning”, som hun mener fungerer godt som psykoedukation.

— Børnene lærer, hvad der sker i deres krop, når de får ondt i maven, eller hjertet banker, og det kunne lige så godt have været en ergoterapeut, der havde lavet det koncept, for det handler rigtigt meget om regulering, siger Christine Lakoseljac-Andreasen.

Når hun er hos mig, kan jeg næsten ikke se hendes Tourette, og nu gælder det om at få de gode resultater overført til skolen og familien, så der er andre, der kan hjælpe hende i hverdagen.

Christine Lakoseljac-Andreasen

Hun fortæller om en 13-årig pige, der har Tourette og slår sig selv. Pigen er virkelig belastet, men Christine har fundet frem til, at hun gerne vil dyrke crossfit og danse, og i forbindelse med træningen hjælper hun pigen til at få en bedre forståelse for sig selv og sin krop og finde strategier til at få mere ro.

— Når hun er hos mig, kan jeg næsten ikke se hendes Tourette, og nu gælder det om at få de gode resultater overført til skolen og familien, så der er andre, der kan hjælpe hende i hverdagen.

Speciale i sanser

Tværfaglighed er afgørende, når det handler om børn, der adskiller sig fra det neurotypiske flertal, understreger Christine. Kollegerne i hendes team tæller blandt andet psykologer, logopæder, specialpædagoger og specialpædagogiske konsulenter. Christine bliver især inddraget i sager, hvor der er fokus på barnets sanser.

— Jeg kigger meget på det sansemæssige og giver ideer til, hvordan vi kan regulere gennem fx leg, hvor vi som ergoterapeuter kombinerer vores viden om sanser med aktivitetsanalysen, fortæller Christine Lakoseljac-Andreasen, der bruger enten Sensory Profile eller Sensory Processing Measure (SPM) til at kortlægge sensoriske bearbejdningsmønstre og deres betydning for hverdagsdeltagelsen.

Hun bruger også den amerikanske forsker Stephen Porges polyvagale teori som en forståelsesramme, særligt begrebet neuroception.

I USA og Canada ved man godt, hvad ergoterapeuter kan, bl.a. når det handler om sanser, men herhjemme har vi i lang tid bokset med at forklare det. Måske er det her døren ind til at fortælle, hvad vi særligt kan som faggruppe, for der er også mange andre, som vil arbejde med sanserne og reklamerer for, hvad de kan.

Christine Lakoseljac-Andreasen

— Det hjælper mig til se barnets adfærd som et muligt udtryk for, hvordan nervesystemet vurderer situationen som tryg, utryg eller overvældende – frem for alene at se adfærden som noget, barnet vælger. Sammen med Peter Vermeulens (autismeekspert, red.) perspektiv på forudsigelighed giver det mig et blik for, hvordan vi kan skabe miljøer, der opleves mere forståelige, forudsigelige og trygge for barnet, forklarer Christine Lakoseljac-Andreasen.

Hun oplever, at der i de seneste år er kommet fokus på sansernes betydning hos både fagfolk og forældre.

— Jeg ved ikke, hvorfor, vi ser den bølge af interesse, men pludselig er der mange, som taler om sanseprofiler og om, hvad man kan gøre for at hjælpe børn med at regulere sig. Jeg hører også om flere private psykologer, som efter at de har udredt barnet, henviser til en ergoterapeut for at få lavet en sensorisk profil, fortæller Christine Lakoseljac-Andreasen, der ser interessen som et momentum for faget:

— I USA og Canada ved man godt, hvad ergoterapeuter kan, bl.a. når det handler om sanser, men herhjemme har vi i lang tid bokset med at forklare det. Måske er det her døren ind til at fortælle, hvad vi særligt kan som faggruppe, for der er også mange andre, som vil arbejde med sanserne og reklamerer for, hvad de kan.

Person med briller holder en buket solsikker ved et farverigt hegn.

Ord skaber virkelighed

I mange år har Christine Lakoseljac-Andreasen været den eneste ergoterapeut i teamet, men for nylig fik hun en kollega.

— Mange har sagt, at de ikke kunne forstå, at vi ikke var flere, fordi vi kan noget særligt med især sanser, og vi får også mere og mere travlt, siger hun, der blandt andet oplever, hvordan ergoterapeuter kan spille en vigtig rolle på skolerne.

— Vi har en forståelse for sammenhængen, aktivitet, krop, sanser og nervesystem og omgivelser. Især omgivelserne spiller en vigtig rolle. Hvor sidder barnet i klasseværelset? Hvilke deltagelsesmuligheder giver de voksne? Har de en følelse af at have prøvet alt, eller hvordan taler de om barnet, forklarer hun.

Hun er optaget af det narrativ, der bliver skabt om hver enkelt, og hvordan sproget kan være med til at diskriminere eller nedvurdere mennesker med en hjerne, der fungerer på en anden måde end flertallets.

— I stedet for at tale om ”normalt fungerende” kan vi snakke om ”neurotypiske”, og måske skulle vi i stedet for ”særlige behov” tale om ”specifikke behov”, så det ikke lyder så negativt, siger Christine Lakoseljac-Andreasen, der ser det som en vigtig del af sin opgave at være med til at skabe et en fortælling om børnene med fokus på ressourcer og muligheder.

— Jeg bliver frustreret, når jeg kommer i skolerne og ser de her børn, som er fantastiske, men som slår ud på et eller andet i klasseværelset, og så ender de med at få ufrivilligt skolefravær og andre problematikker, hvor vi kunne have hjulpet dem, hvis vi havde tolket deres adfærd og hjulpet dem på et tidligere tidspunkt. Samtidig giver det håb, fordi vi ved, at når vi bliver bedre til at forstå, hvad der ligger bag barnets adfærd og sætter ind tidligere med det rette tilpasning og støtte, kan vi være med til at ændre barnets skoleforløb i en positiv retning.

Christine Lakoseljac-Andreasen

Børneergoterapeut

Motorikteamet, PPR Lyngby-Taarbæk Kommune

Desuden bestyrelsesmedlem i Ergoterapifagligt Selskab for Børn og Unge

[email protected]

Husk sproget

  • ”Normal” = ”neurotypisk”.

  • ”Særlige interesser” = ”fordybelsesområder”.

  • ”Lider af autisme/ADHD” = ”er autistisk/har ADHD” eller ”lever med autisme/ADHD”. Spørg hvad personen selv eller forældrene foretrækker.

  • ”Problematisk adfærd” = beskriv i stedet den konkrete adfærd.

Læs mere: Bottema-Beutel K, Kapp SK, Lester JN, Sasson NJ, Hand BN. “Avoiding Ableist Language: Suggestions for Autism Researchers”. Autism Adulthood., Epub 2021.

Lær mere: Temadag om sanser og autisme

  • Den internationalt anerkendte autisme-ekspert Peter Vermeulen fortæller ved en temadag i EFS Børn og unge, hvordan hjernen virker fra et forudsigende perspektiv, hvilke forskelle der er i den autistiske hjerne – og hvad det betyder i relation til sensorisk processering, læring og kommunikation.

  • Temadagen har overskriften ”Den forudsigelige hjerne - Når sanserne ikke kan forklare det hele”, og du kan læse mere og tilmelde dig her, fristen for tilmelding er 28. oktober.

Læs mere om temadagen