En far bliver ramt af en hjerneskade og får at vide, at han sandsynligvis vil være afhængig af en kørestol resten af livet. Han er tydeligt frustreret over de nye livsvilkår, og nu er det ergoterapeutens opgave bl.a. at finde ind til kernen af hans frustration. Ved at benytte en narrativ tilgang og lytte til farens og hans pårørendes fortællinger om bl.a. betydningsfulde aktiviteter og roller i hverdagen tegner der sig et billede af, at frustrationen bunder i, at faren ikke længere oplever at kunne være noget for sine børn. Med den viden kan ergoterapeuten understøtte farens vej til at genskabe samværet med sine børn i den nye livssituation.

”Selvfølgelig, sådan vil jeg også gøre,” lyder kommentaren fra erfarne ergoterapeuter måske. Men på Hammel Neurocenter er otte ergoterapeuter på Sengeafsnit 11 (S11) sammen med seniorforsker Henriette Holm Stabel gået skridtet videre og har sat den ergoterapeutiske tilgang til patienter, der er udfordret på deres selvfølelse og identitet efter en hjerneskade, i system.

"Tidligere spurgte vi i højere grad ind til patienternes vante aktiviteter, men med den narrative tilgang har vi fået større fokus på, hvad der har størst betydning og værdi for de enkelte patienter.

Lene Bjerregaard Vammen

Baseret på forskning og mange års praksiserfaring har de formuleret en retningslinje for, hvordan de ved at benytte en narrativ tilgang kan sikre, at opmærksomheden på patienternes identitet og selvfølelse får en central rolle i rehabiliteringen.

Lene Bjerregaard Vammen har som specialeansvarlig ergoterapeut på S11 været dybt involveret i udviklingen og implementeringen af den nye retningslinje, og hun fortæller, hvordan det har ændret ergoterapeuternes praksis:

— Tidligere spurgte vi i højere grad ind til patienternes vante aktiviteter, men med den narrative tilgang har vi fået større fokus på, hvad der har størst betydning og værdi for de enkelte patienter. Det er jo ikke sikkert, at det er udførelsen af bestemte ADL-aktiviteter, der er mest betydningsfuldt for patienterne. Måske er det samværet med familien, der fylder mest.

Retningslinjen indeholder en handlingsvejledning, der kan hjælpe ergoterapeuten til at finde frem til patienternes udtrykte behov, når det gælder tab af identitet og oplevelsen af selvfølelse. Vejledningen indeholder redskaber og ergoterapeutiske tilgange. Nogle er kendte, andre nye.

— Vores redskabskasse er blevet større, og vi oplever at have mere at byde ind med i de enkelte patientforløb. Vi har fundet mere ro i at være i det svære sammen med patienten. Tidligere havde vi en tendens til at ville ”fikse og ordne” for patienten, men med den narrative tilgang bliver patienten i højere grad set, hørt og forstået, og det er med til at skabe håb, forklarer Lene Bjerregaard Vammen.

En temadag tændte flammen

Det var en temadag om aktivitetsvidenskab, der for fem år siden fik ergoterapeuterne på S11 til at interessere sig for betydningen af identitet og selvfølelse hos patienterne, fortæller Lene Bjerregaard Vammen:

— Det tændte flammen i os til at blive klogere på det, og vi gik i gang med at lede efter artikler og bøger, der kunne hjælpe os. I starten kæmpede vi lidt med, at vores praksis mest byggede på vores personlige erfaringer. Vi manglede et teoretisk fundament, der kunne understøtte vores praksis.

På et tidspunkt blev ergoterapeuterne enige om at søge Ergoterapeutforeningens Praksispulje, og seniorforsker Henriette Holm Stabel blev i 2023 koblet på i et toårigt projekt.

— Forskningen bidrager med ny viden og indsigt, struktur og en kritisk stillingtagen til den måde vi arbejder på i praksis. Som forsker kunne jeg sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en indsats blev tilrettelagt, og hvorfor man gjorde, som man gjorde. Samtidig kunne jeg facilitere en fælles kritisk refleksion og på den måde understøtte en videns- og forskningsbaseret intervention, siger Henriette Holm Stabel.

Afprøve, evaluere og justere

I projektforløbet har hun kontinuerligt holdt møder med ergoterapeuterne på S11. Her har de afprøvet handlinger i praksis, og siden er handlingerne blevet evalueret og eventuelt justeret og afprøvet igen.

"Vi har fået et fælles sprog og en fælles forståelse, som gør det nemmere for os at understøtte hinanden i arbejdet med de enkelte patienter.

Lene Bjerregaard Vammen.

En af de store gevinster ved arbejdet er, at ergoterapeuterne har fået et fælles sprog, og det har vundet indpas i det tværfaglige samarbejde og i dokumentationsarbejdet.

— Vi har fået et fælles sprog og en fælles forståelse, som gør det nemmere for os at understøtte hinanden i arbejdet med de enkelte patienter. Vi kan fx rådgive hinanden om, hvilke redskaber, der kan være gode at bruge i bestemte situationer, ligesom vores samtaler med patienter og pårørende er blevet styrket. Tværfagligt har det smittet af på arbejdet i teamet, når vi har haft drøftelser om patienterne. Her har vi som ergoterapeuter kunnet skabe større fokus på identitet og selvfølelse som en del af den fælles rehabiliteringsindsats. Vores dokumentation er samtidig blevet skarpere, så den tavse viden er blevet tydeligere for vores tværfaglige samarbejdspartnere, siger Lene Bjerregaard Vammen.

Tilgængelig viden for alle

Retningslinjen er som udgangspunkt udviklet til patienterne på Hammel Neurocenter, men bliver snart tilgængelig for alle ergoterapeuter, og Henriette Holm Stabel mener, at alle, der arbejder med patienter med hjerneskade, vil kunne få udbytte af at sætte sig ind i de godt 30 sider, som retningslinjen fylder.

— Uanset en hjerneskades omfang vil den ændre noget ved det menneske, den rammer: Hvis jeg pludselig sidder i en kørestol, men ellers har været vant til at køre mine børn til fodbold hver søndag og har haft en værdi i det – hvad gør jeg så? Den virkelighed er gyldig for alle patienter, hvad enten de er endt som svært skadede på Hammel Neurocenter, eller de har fået en moderat eller let skade og møder ergoterapeuter ude i kommunerne. Alle steder vil det være gavnligt at benytte den narrative tilgang, siger Henriette Holm Stabel.

En konkret case

Den nye retningslinje beskriver også en konkret case. En kvinde i 30’erne er i gang med et studie, da hun bliver ramt af en hjerneskade. Hun bliver indlagt på S11 og er i den første tid så frustreret, vred og fortvivlet, at det er svært at engagere hende i aktiviteter. Hun trækker sig fra patienter og personale og lægger også afstand til det sociale liv med familie, venner og veninder.

— Kvinden fortæller, at hun føler, at hun ikke længere kan være noget for nogen. Og hendes nære familie beskriver, at hun virker magtesløs og frustreret, når hun er hjemme på besøg, fortæller Lene Bjerregaard Vammen.

I begyndelsen er det svært for personalet at samarbejde med hende, men gradvist afslører bl.a. den narrative tilgang, at kvinden gerne vil i gang med at lave mad igen, fordi samværet omkring madlavningen er værdifuldt for hende. Den viden bliver afgørende for de aktiviteter, som ergoterapeuterne sætter i gang.

— Vi støtter hende i at få øje på nogle af de ressourcer, hun har, når det gælder madlavning. Hun har ikke kunnet mærke dem på det spæde tidspunkt i forløbet, men ved hele tiden at understøtte hendes ressourcer, får vi sammen skabt engagement og håb, siger Lene Bjerregaard Vammen og fortæller, at kvindens frustration og vrede langsomt bliver trængt i baggrunden, så hun kan begynde at reflektere over sin situation.

— Den narrative tilgang giver kvinden mulighed for at se, at der kan være en anden fortælling end den, hun selv har skabt, forklarer Henriette Holm Stabel.

I gang med studie igen

Kvinden laver i første omgang mad med ergoterapeuterne på neurocenteret. Siden bliver aftalen, at hun skal lave mad med sine samboer, og da det lykkes, bliver hun gradvist i stand til at formulere næste skridt i sit forløb.

— Det er to år siden, og i dag beskriver kvinden, at netop samtalerne omkring hendes selvfølelse og identitet gjorde, at hun nu er et helt andet sted og har kunnet genoptage sit studie, siger Lene Bjerregaard Vammen og tilføjer, at hvis det ikke havde været for den narrative tilgang, havde kvinden måske fravalgt alt og ladet sig udskrive - og dermed var en del af rehabiliteringspotentialet gået tabt.

Lene Bjerregaard Vammen sammenfatter essensen af arbejdet med den nye retningslinje sådan:

— For os handler det om at danne en relation med patienten. Vi skal gerne lykkes med at skabe nogle mikroøjeblikke, hvor vi mærker og ser, at der er noget, der har forandret sig hos patienten.