Stine Frandsen havde arbejdet med hjerneskadede borgere i ni år, da hun selv blev ramt af en hjerneblødning og oplevede sit fag fra den anden side af bordet. Det har givet hende et andet syn på dét at være patient.

Stine Frandsen var i gang med at gøre klar til sin søns fire-års fødselsdag, som skulle fejres med besøg fra børnehaven næste dag. Hun pakkede slikposer og fandt nyindkøbt dinosaurpynt frem. Hun havde døjet med spændingshovedpine, og havde forsøgt at kurere det med styrketræning. Det plejede at hjælpe, men ikke i dag. Hun aflyste en aftale med en veninde og lagde hun sig på sofaen.

De næste ni dage husker hun ikke.

Siden har hendes pårørende stykket hændelsesforløbet sammen for hende, og i dag er det også blevet hendes fortælling.

- Jeg kan stadig mærke et stik i hjertet over, at vores søn ikke fik sin 4-års dinosaurfødselsdag, siger Stine Frandsen, der nu halvandet år senere sidder ved spisebordet og fortæller, hvordan hendes liv blev vendt på hovedet.

Da hendes mand kommer hjem fra arbejde, fornemmer han hurtigt, at der er noget galt, og han skynder sig at køre hende til lægen. Da hun består alle neurologiske test, bliver hun imidlertid sendt hjem igen med noget ekstra smertestillende. Men i løbet af natten får hun det så dårligt, at hendes mand må hjælpe hende de få meter fra soveværelset til toilettet. Benene vil ikke, og hun er desorienteret.

Næste morgen får manden sendt deres børn afsted, men da han kommer hjem, får Stine det værre, og han må ringe til børnehaven og sige, at de alligevel ikke kan komme til fødselsdag.

Herefter går det stærkt. Stine bliver ukontaktbar og kørt med ambulance til Horsens Sygehus, hvor hun bliver scannet og lagt i koma. Hun har fået en hjerneblødning og bliver fragtet til Skejby Sygehus med politieskorte.

"Da jeg vågnede efter otte dage i koma, sagde sygeplejersken, at jeg havde fået en hjerneblødning, og jeg tænkte bare: Ej, det har jeg ikke. Jeg er jo ung og sund

Stine Frandsen

- Da jeg vågnede efter otte dage i koma, sagde sygeplejersken, at jeg havde fået en hjerneblødning, og jeg tænkte bare: Ej, det har jeg ikke. Jeg er jo ung og sund, fortæller Stine Frandsen, som dengang var 34 år.

Hun havde i knap 10 år arbejdet som ergoterapeut - først på Horsens Sygehus i den medicinske gruppe, siden i syv år på Vejlefjord Rehabilitering og senest i Aarhus Kommunes Neurocenter, hvor hun arbejdede med genoptræning, hjælpemidler og tværfaglig koordinering. Hun var netop blevet ledig efter en midlertidig projektstilling, og nu sad hun pludselig på den anden side af bordet som patient og skulle begynde i et genoptræningsforløb på Hammel Neurocenter.

Patient i eget fag

Allerede på det første møde i genoptræningsforløbet tog ergoterapeuten fat på det, der fyldte i rummet: Deres fælles faglighed. Stine skulle give sig selv lov til at være patient, og lade fagpersonen træde i baggrunden, mente ergoterapeuten.

Det var lettere sagt end gjort, for som ergoterapeut ville Stine have grebet genoptræningen anderledes an.

Den anden ergoterapeut ledte efter kognitive følger af hjerneblødningen, mens Stine selv oplevede, at udfordringerne først opstod, når hun blev for træt. Til en patient i samme situation ville hun altid selv bruge et spørgeskema til vurdering af hjernetræthed, men det måtte hun nu spørge efter – og det var frustrerende.

Personlighed eller skade?

En anden oplevelse, der satte sig i hende er, hvordan hun blev opfattet som patient. Flere gange oplevede hun, at personlighedstræk, som ikke havde noget med hjerneskaden at gøre, blev tolket som følger af skaden.

Et eksempel: Stine havde altid været meget snakkede og ivrig i sin fremtoning - nogle gange så meget, at hun kom til at tale i munden på andre. Da hun i en gruppeterapi med andre unge kom til at afbryde de andre, blev det tolket som en kognitiv skade efter hjerneblødningen. Men da hun forsøgte at forklare, at sådan hang det ikke sammen, oplevede hun, at der ikke blev lyttet, og til sidst fik hun sine pårørende til at komme og fortælle, at sådan havde hun altid været.

- Den oplevelse sidder stadig dybt i mig, for jeg følte, at min personlighed var det eneste jeg havde tilbage, og hvis den nu også var forkert, hvem var jeg så, fortæller hun og slår blikket ned.

Oplevelsen har fået hende til at tænke over, om hun mon selv som ergoterapeut nogle gange har mistolket sine patienter, og hvis hun en dag kommer tilbage som ergoterapeut på hjerneskadeområdet, er det noget, hun vil være meget opmærksom på, fortæller hun:

- Så vil jeg sørge for at spørge patienten, om det er okay at jeg lige ringer og forhører mig hos venner og familie.

Fra bevillingsgiver til borger

Vel hjemme igen efter genoptræningen, oplevede hun en anden del af systemet fra den anden side af bordet.

I Aarhus Kommune havde hun været den, der forklarede de borgere, der søgte om hjælpemidler, hvorfor nogle ting kunne lade sig gøre, og andre ikke kunne.

Nu var det hende, der bad om hjælp.

Som en del af sit rehabiliteringsforløb fik hun en henvisning til en psykolog, og fordi hun på det tidspunkt ikke selv kunne køre bil, og det slugte al hendes energi at tage offentlig transport, spurgte hun, om hun kunne få bevilget kørsel. Men svaret lød, at når hun kunne gå, og hun kunne bruge sine arme, så kunne hun ”jo bare tage bussen”.

Afslaget ramte. Hun mærkede på egen krop, hvordan systemet tog højde for det synlige handicap, men ikke de usynlige følger.

Den nye hverdag

Derhjemme fortsatte hverdagen, og fysisk kom hun sig hurtigt. Træning havde altid fyldt meget i hendes liv, og den del af identiteten holdt hun fast i. Hun genopbyggede styrken i kroppen og oplevede, at den reagerede bedre end frygtet.

Rollen som mor var sværere at rumme. Støj, konflikter og kaotiske eftermiddage tærede på hende. Hjernen havde brug for pauser, og det var svært for hende at acceptere. Men når hun ikke lyttede til kroppen, blev den endnu mindre samarbejdsvillig. Nogle dage kunne hun det hele, andre dage blev hun hurtigt overvældet, og det sled også på børnene og manden.

Men langsomt begyndte hun at finde nye rutiner. Små justeringer, pauser og tydelig struktur virkede.

- Som ergoterapeut har jeg tit haft en anden ergoterapeut at sparre med. Det har jeg ikke herhjemme, men min mand er god til at se fremskridt og huske mig på, at jeg skal tage en pause, siger hun.

"Som ergoterapeut har jeg tit haft en anden ergoterapeut at sparre med. Det har jeg ikke herhjemme, men min mand er god til at se fremskridt...

Stine Frandsen

Nyt blik på faget

Oplevelserne som patient har ændret Stines blik på faget. Hvis hun en dag igen kan arbejde som ergoterapeut er der flere ting, hun vil gøre anderledes:

Først og fremmest vil hun tidligere og mere systematisk inddrage de pårørende. Ikke for at overvåge borgeren, men fx for at sikre, at det, der tolkes som en forandring, faktisk ér en forandring.

Hun er blevet mere opmærksom på ikke at tro, at hun forstår. For selvom hun kender teorien og har arbejdet med neuroområdet i mange år, har hun nu oplevet, at forståelsen først for alvor opstod, da hun selv blev patient.

- Før kunne jeg faktisk ikke tillade mig at sige: ”Det kan jeg godt forstå”. For det kunne jeg egentlig ikke. Men nu kan jeg i hvert fald nikke genkendende til dele af det, siger hun og slår ud med armene.

Fødselsdag og familiefejring

Stine havde lovet sin søn en dinosaurfødselsdag, så da han i november fyldte fem år, fandt hun kassen med dinosaurpynt frem igen og inviterede børnehaven til fest.

Det, der et år forinden blev en traumatisk dag for familien, blev nu ikke alene en børnefødselsdag, men også en fejring af, hvor langt Stine var nået, og at de som familie havde klaret det.

I dag har hun givet slip på forestillingen om at vende tilbage til sit liv, som det var før. I stedet er hun gået i gang med at bygge en hverdag op med tydeligere grænser og en anden forståelse af både sig selv og sit fag.