Når Malue Stolpe Meyer skal beskrive, hvordan det er at være hende, bruger hun et billede.
- Jeg oplever verden igennem et vindue, og jeg føler altid, at der er en barriere mellem mig og virkeligheden, forklarer den 24-årige ergoterapeutstuderende og smiler et af sine mange små smil.
Set udefra ligner hun en ung kvinde af den slags, der går masser af rundt omkring på landets videregående uddannelser. Hun er velformuleret, velreflekteret og skarp som bare pokker. Indtil videre har hun ikke fået nogle karakterer under 10 på studiet.
Men helt fra børnehaven var det tydeligt, at Malue ikke var helt som alle andre.
- Jeg følte aldrig, at jeg passede ind, og jeg har tit fået at vide, at jeg mangler situationsfornemmelse, fortæller hun.
Kvalmeanfaldene ramte allerede som 6-årig, uden at lægerne kunne finde en forklaring, og en svær skoletid kulminerede i 8. klasse, hvor hun blev mobbet og var så overbelastet, at hun blev selvmordstruet og langtidssygemeldt fra skole. Det blev indgangen til psykiatrien, og i løbet af få måneder blev hun udredt. Dengang hed diagnosen Aspergers Syndrom. En diagnose, der med den nyeste udgave af WHO’s klassifikationssystem ICD-11 er blevet sløjfet, så Malue i dag har ”en autismespektrumsforstyrrelse”.
Diagnosen førte til skoleskifte, støtte og en ny forståelse for den anderledes måde at være i verden. Da Malue tidligere i år søgte den otte ugers praktik på fjerde semester i Fysio- og Ergoterapien på Hvidovre Hospital, lagde hun heller ikke skjul på situationen.
- Jeg valgte at tage en chance ved at skrive om autismen i min præsentation af mig selv, men det er ikke noget, jeg altid gør. Nogle gange møder jeg folk først, inden jeg tager stilling til, om jeg vil dele det eller lade være, for der findes folk, som fordømmer autister, siger hun.
Åben og ærlig
”Har du mødt en autist, har du mødt én autist”, lyder en talemåde med henvisning til, at man aldrig kan generalisere, når det gælder autisme. For Malues vedkommende handler udfordringerne især om sociale færdigheder og overblik.
På uddannelsen har en SPS-vejleder hjulpet hende med at strukturere hverdagen, og på Hvidovre Hospital mødte hun så Pernille My Lund, der har været klinisk underviser i Fysio- og ergoterapien siden 2023.
Pernille har tidligere haft studerende med ADHD og ordblindhed, men hun vidste ikke ret meget om autisme, første gang hun mødte Malue.
- For mig var det heller ikke diagnosen, der var det interessante, men jeg var nysgerrig på at få mere at vide. Hvad kunne jeg gøre? Hvordan kunne jeg bedst hjælpe, forklarer Pernille My Lund, da vi alle tre mødes i de studerendes lokale på Hvidovre Hospital.
På væggen hænger plakater med ergoterapeutiske redskaber og fotos af alle de tidligere hold af studerende. Fra billederne ser unge ansigter ud mod os. Tøvende. Smilende. Sikre og usikre blikke.
- Det var en kæmpe hjælp, at Malue var så åben i sin præsentation. Det er meget nemmere, end at jeg selv skal til at opdage det sent i forløbet, forklarer Pernille My Lund.
Matchet med patienter
Relationer var et af de områder, som Malue fra starten udpegede som særligt svært, og derfor satte Pernille systematisk ind.
- Vi har jo fx teorier som IRM-Modi (Intentional Relationship Model), og det betød, at vi kunne arbejde os igennem nogle scenarier. Hvad kunne man gøre, hvis patienten blev sur? Hvordan reagerer man, hvis de er kede af det? Det forsøgte jeg bedst muligt at forberede Malue på, forklarer Pernille My Lund.
Helt fra begyndelsen havde Malue også fortalt, at hun havde det vanskeligt med ”uforudsigelige personer”, og dem er der selvsagt mange af på et hospital.
- Min autisme betyder, at jeg har svært ved at aflæse nonverbale signaler, og samtidig reagerer jeg som udgangspunkt med logik og fakta, og det er ikke altid det mest hensigtsmæssige, når man møder patienten, fordi det kan skabe irritation og optrappe konflikter, fortæller Malue Stolpe Meyer.
Men Pernille støttede hende i mødet med patienter med fx delir og demensprægede symptomer.
- Det handlede om at få relationsarbejdet sat i system, så vi fx fik styr på, hvad der var vigtigt at få afklaret i mødet med patienten, fortæller Pernille My Lund, der til at begynde med udvalgte de patienter, som hun synes matchede Malue bedst muligt.
- Praktikanter er her jo ikke for at drifte. De er her for at lære, og jeg fandt nogle patienter, der var tilpas udfordrende, så Malue fx ikke oplevede at blive helt afvist, fortæller Pernille My Lund, og Malue supplerer:
- Det gav mig en følelse af, at jeg godt kunne. Man ville nok sige, at jeg opbyggede self efficiacy, tilføjer hun.
Strikning som strategi
Dissociation var en anden udfordring for Malue under praktikken. Tilstanden, hvor det set udefra kan se ud som om, at den anden drømmer eller trækker sig væk fra virkeligheden, er et udtryk for en stresset eller traumatiseret hjerne.
- Det kan se ud som om, jeg er til stede, men mentalt er jeg her ikke, forklarer Malue Stolpe Meyer, der heldigvis kender en strategi til at blive i virkeligheden, nemlig at strikke.
Den sensoriske stimulering og fingrenes bevægelse holder hende fast fra at forsvinde i sin egen verden, men når Malue fandt strikketøjet frem under morgenmøder, sendte det et andet signal til nogle af de travle terapeutkolleger, der fandt det forstyrrende, erfarede hun.
- For andre kan det jo se ud som om, at jeg er uinteresseret og uengageret, og derfor opfordrede Pernille mig til at fortælle, hvordan det er min måde at forbinde mig til virkeligheden på, så jeg ikke forsvinder i mine egne tanker, og da jeg forklarede det, gav det mening for de andre terapeuter. Igen handler det om at være åben, siger hun.
Snor med signaler
I skjorteåbningen har Malue en solsikkesnor - det farvestrålende signal om usynlige handicap og diagnoser. Hun har brugt snoren i flere år, men i den første tid af praktikken, undlod hun at bære den.
- Jeg tænkte, at det ville være mærkeligt at møde patienter og signalere: ”Jeg er også udfordret”. Det virkede som om, jeg ville tilsidesætte patientens behov ved at vise, at jeg selv havde et, og det følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig.
Men chefterapeuten opfordrede Malue til at bære snoren.
Jeg tænkte, at det ville være mærkeligt at møde patienter og signalere: ”Jeg er også udfordret”. Det virkede som om, jeg ville tilsidesætte patientens behov ved at vise, at jeg selv havde et, og det følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig.
Malue Stolpe Meyer
- Det kan forklare, hvis jeg reagerer lidt anderledes, og det har også rejst spørgsmål hos patienterne, der har spurgt nysgerrigt ind. Der er slet ikke nogen, der har været dømmende eller utrygge, fortæller Malue Stolpe Meyer.
Præcis kommunikation
I det hele taget var åbenhed og ærlighed årsagen til at, at praktikken blev det, som Pernille kalder for en ”solsikkesolstrålehistorie”.
- Som klinisk underviser er jeg blevet beriget og er blevet klogere. Det elsker jeg, og jeg føler ikke, at jeg har skullet gøre ret meget anderledes end over for andre studerende, der også kræver individuelle forløb, siger hun.
Malue samstemmer.
- Følelsen af, at Pernille ikke har været dømmende og har gjort det til et fælles anliggende, i stedet for til mit problem, har været en kæmpe hjælp. Det har skabt et trygt rum, og så er hun tydelig som klinisk underviser, hvilket er vigtigt, når man har autisme. Hvis man gerne vil have noget specifikt af mig, så er man nødt til at sige det meget præcist, for jeg kan ikke nødvendigvis læse imellem linjerne.
Ærlig til jobsamtaler
De otte ugers praktik gav et indblik i den verden, som Malue drømmer om en dag at gøre til sin arbejdsplads.
- Jeg har altid drømt om at have et arbejde, hvor jeg kan være med til hjælpe andre, og det er jeg blevet bekræftet i, efter jeg har have været her. Samtidig er der nogle faste rammer med kolleger og rutiner på et hospital, og dem trives jeg godt i, for hvis strukturen er i orden, kan jeg selv nemmere arbejde udenfor mine personlige grænser, fortæller hun.
Til kommende jobsamtaler vil hun også være åben om sin diagnose.
- Det hjælper hverken dem eller mig, at jeg ikke fortæller det, og hvis de vil vælge mig fra på grund af min diagnose, vil jeg alligevel blive fyret efter kort tid, som hun siger.
På opslagstavlen i studielokalet har Pernille hængt en solsikkesnor op.
- Den minder mig om, at jeg altid skal huske at være meget nysgerrig og spørge ind til alt det, man umiddelbart ikke lige kan se, når der kommer nye studerende, for det er jo ikke alle, der er så åbne og præcise i deres præsentation, som Malue har været, siger hun.
Malue Stolpe Meyer
Ergoterapeutstuderende på 5. semester
Københavns Professionshøjskole
[email protected]
Pernille My Lund
Ergoterapeut og klinisk underviser
Hvidovre Hospital
[email protected]
Pernille My Lunds 5 råd
- om neurodivergente studerende til andre kliniske undervisere
Vær nysgerrig. Stil åbne spørgsmål fra starten af forløbet – også selvom du føler, at du går tæt på den studerendes personlighed.
Etabler tryghed. Gennemfør individuelle samtaler og lav klare aftaler, fx om, hvad der er fortroligt.
Vær tydelig. Både i din feedback og i forhold til at skabe overblik og struktur. Hvis det er i orden for den studerende, er det relevant at fortælle om behov og udfordringer til ledere og kolleger.
Skab ro. Hvis jeres fysiske rammer tillader det, er det fint at have et stillerum til fx forberedelse.
Sundhedsprofessionelle med neurodivergens
En undersøgelse blandt 4.037 sygeplejersker, bioanalytikere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykoterapeuter, radiografer og jordemødre viser, at:
Næsten hver femte sundhedsfagligt uddannede svarer, at de har ADHD, ADD og/eller autisme – enten med formel diagnose eller ud fra egen vurdering.
Mange af dem står med flere samtidige udfordringer i arbejdslivet, bl.a. træthed og udbrændthed, koncentrationsbesvær, sanseoverbelastning og pres ved at skulle skjule deres naturlige træk.
4 ud af 10 af de sundhedsprofessionelle oplever, at udfordringerne i høj eller meget høj grad påvirker deres arbejdsliv.
Næsten halvdelen af de neurodivergente har haft mere end fire sygedage det seneste halve år – blandt de neurotypiske gælder det kun godt 2 ud af 10.
Kilde: Din Sundhedsfaglige A-kasse.