Kan en robot hjælpe børn til at deltage i undervisningen og klassens sociale liv efter længere tids skolefravær? Det undersøger ergoterapeut og lektor Naja Benigna Kruse, der med egne ord er i gang med Danmarks måske mest komplekse aktivitetsanalyse.

Der er forældre, som helt bogstaveligt har båret deres store børn ud i bilen og kørt dem hen i skolen. Eller dem, som i månedsvis har været hjemme fra arbejde. Fortvivlede over, at deres søn eller datter ikke sidder blandt klassekammeraterne.

Børnene er lige så afmægtige. De drømmer om at passe ind og være med, og mange har forsøgt en bred vifte af støtteforanstaltninger uden tilstrækkelig effekt, når de møder Naja Benigna Kruse og hendes kolleger fra forskningsprojektet STREAM.

Undervisning derhjemme. Reduceret timetal. Eller mor og far med i skole. Men intet har fungeret optimalt, og derfor takker de ja tak til at forsøge med den lille teknologiske løsning, som Naja og kollegerne lige nu er i gang med at undersøge.

For hvad sker der, hvis en robot sidder med i klassen og streamer direkte hjem til barnet?

— I min forskning og som lektor i ergoterapi har jeg i flere år beskæftiget mig med, hvad teknologier betyder for muliggørelsen af aktivitet. I dette tilfælde gælder det aktiviteten at gå i skole med alt hvad det indebærer af faglig og social trivsel, forklarer Naja Benigna Kruse.

Hun observerer og interviewer børn, forældre, lærere og skoleledere om deres oplevelse med robotterne. De tilhører kategorien ”Telepresence-teknologi”, som gør det muligt at være til stede, selvom man er fysisk fraværende.

— Jeg har altid interesseret mig for, hvad der sker, når vi sætter teknologi mellem menneske og aktivitet. Her er det ikke en gribetang eller en kørestol, men en robot, som på mange måder er langt mere kompleks. Men for mig som ergoterapeut handler det stadig om at finde kompenserende løsninger for at muliggøre en aktivitet, siger Naja Benigna Kruse, mens hun pakker en lille robot ud af sin rygsæk.

”Robert” i klassen

AV1 er en hvid plastikrobot med menneskelignende træk. Den har kæbelinje, skuldre og i panden er et videoøje, der streamer direkte hjem. På maven har den en højttaler og en mikrofon, der giver barnet mulighed for at tale med kammerater og lærere.

— I virkeligheden er der tale om en sindssygt sej walkie talkie, forklarer Naja Benigna Kruse, der bevidst omtaler robotten neutralt, når hun introducerer den for børn og forældre.

— Men de fleste børn finder på et køn eller navn til den, og så er det fx ”Robert”, der er med i klassen, fortæller hun.

”I virkeligheden er der tale om en sindssygt sej walkie talkie”

Naja Benigna Kruse

I projektet har eleverne været væk fra skole i mindst 10 dage hver måned over en længere periode, og årsagerne til fraværet er mange. Fra angst til fysiske diagnoser, som har ført til, at de har været så længe væk fra skole, at det pludselig virker umuligt at vende tilbage.

— Fælles for børnene er, at de forbinder skolen med en masse svære følelser. Det er blevet et nærmest mytisk sted, som de kan have forskellige forestillinger om, og de kan derfor bygge en gradvist større og større frygt op for at vende tilbage, forklarer Naja Benigna Kruse.

Robotten giver børnene en mulighed for at sende en stedfortræder hen på skolen, så de kan følge med hjemmefra.

— Med robotten tilbyder vi et vindue ind i klasserummet. Det er lidt ligesom et kighul i døren, hvor barnet kan se, at alt er roligt og fredeligt. De kan se, at alle sidder, hvor de skal, at lærerne faktisk er søde, og de taler slet ikke om mig. Ja, måske ser det ligefrem hyggeligt ud, siger Naja Benigna Kruse.

Den tavse iagttager

Når robotten fungerer allerbedst, tager klassekammeraterne den med rundt i gruppearbejde og frikvarterer. Den giver ikke bare barnet en mulighed for at følge med i det faglige, men også en oplevelse af at være med i samtalerne blandt de andre.

— Det handler rigtigt meget om følelsen af at høre til, og vi ved, at det uformelle sociale, som fx foregår, når læreren ikke er med, er vigtigt for børns trivsel, siger Naja Benigna Kruse.

I de tilfælde, hvor et forløb med en robot ikke fungerer optimalt, er en risiko bl.a., at kammeraterne glemmer robotten i klasseværelset, når de går ud, eller omvendt at synet af livet på skolen efterlader barnet derhjemme med et sug af længsel i maven.

— For lige så dejligt det kan være at kigge med i klassen, lige så meget kan man komme til at savne at være der, og man kan jo stadig føle sig udenfor. Jeg talte fx med en pige, der beskrev, hvordan hun gennem robottens kamera havde siddet og observeret en aktivitet, som hun rigtig gerne ville have været med til, men nu kunne hun kun se på. Det kan også være svært for klassekammeraterne og læreren at huske at inddrage robotten, hvis det fx er et barn, der ikke siger ret meget, påpeger hun.

Små skridt

Kommer barnet så tilbage i klassen ved hjælp af sin robot? Det spørgsmål får Naja Benigna Kruse ofte, men hun opfordrer til, at vi definerer succeskriterierne i komplekse sager som langvarigt skolefravær lidt blødere end det sort-hvide slutmål: At opholde sig fysisk i sit klasserum.

— Vi har fx et barn i projektet, som ikke har været i skole i to år, men han har ved hjælp af robotten været med i klassen i 80 timer siden jul. Det kan måske synes begrænset, men set i lyset af to års fravær er det en positiv bevægelse i retning af deltagelse. Nogle af de børn, vi har med i projektet, er også begyndt at besøge deres skole mere, efter at de har haft robotten, siger Naja Benigna Kruse og fortæller om et andet barn, der i forløbet med robotten nu kan opholde sig på skolen – godt nok i et andet lokale end resten af klassen – og følge undervisningen.

”Vi har fx et barn i projektet, som ikke har været i skole i to år, men han har ved hjælp af robotten været med i klassen i 80 timer siden jul. Det kan måske synes begrænset, men set i lyset af to års fravær er det en positiv bevægelse i retning af deltagelse. ”

Naja Benigna Kruse

— Bare det at komme ind ad døren til skolen er en stor ting, og robotten kan for nogle børn være et skridt i den retning. At gå i skole igennem en robot resten af barnets skoletid vil sjældent være målet, understreger Naja Benigna Kruse.

Møder skepsis

Selvom de foreløbige resultater tyder på, at de sociale robotter under de rigtige omstændigheder kan øge elevernes faglighed og trivsel og styrke deres tilhørsforhold til klassen, er implementeringen vanskelig, fortæller Naja Benigna Kruse:

— Som ergoterapeut burde det måske være lige til, for jeg har viden om hjælpemidler og samspillet mellem person, omgivelser og aktivitet, men når det gælder robotterne, har det vist sig, at omgivelserne har virkelig stor betydning.

De små robotter møder nemlig ofte undren og nysgerrighed, men også skepsis fra mange kanter. Der er de andre forældre i klassen, som måske er nervøse for overvågningen af deres børn. Der er skoleledere, som mener, at robotten kræver for mange ressourcer af deres lærere, eller der er kommunale konsulenter, som er nervøse for at overtræde GDPR-reglerne. Og så er der alle dem, som slet og ret er utrygge ved den lille hvide dims.

— Det er måske Danmarks mest komplekse aktivitetsanalyse at finde ud af, hvordan vi får den her robot til at fungere, fordi der er så mange interessenter i barnets omgivelser at tage højde for, siger Naja Benigna Kruse.

Faktisk har man i projektet måttet ekskludere 11 børn, som gerne ville være med, bl.a. på grund af modstand over for den nye klassekammerat.

— Den situation står vi heldigvis mere sjældent i med andre hjælpemidler, men alene ordet ”robot” kan trigge en skepsis, siger Naja Benigna Kruse og understreger, at man naturligvis har alle tilladelser og GDPR-regler på plads i projektet.

— Men det er ikke altid nok at informere, og vi har endnu ikke tilstrækkelig viden til at konkludere, hvornår teknologien virker bedst – og for hvem. Men de første erfaringer tyder på potentiale. Særligt når omgivelserne er understøttende, pointerer hun.

En opgave for terapeuter

Lige nu er holdet bag STREAM-projektet i gang med at indsamle de sidste data, og forskerne håber, at de i slutningen af 2025 vil have skabt yderligere viden om, i hvilke situationer en robot kan være anvendelig, og hvordan man bedst implementerer den.

— Forhåbentlig kan vi til slut give en række gode råd. Fx i forhold til at rekruttere børn og implementere teknologien hjemme hos familien og i klasserummet, fortæller Naja Benigna Kruse. Ifølge hende er opgaven med at formidle teknologier, som fx de små robotter, helt oplagt for ergoterapeuter.

— Det er jo vores kerneopgave at løse borgerens aktivitetsproblem, og vi kan foretage en kritisk og helhedsorienteret vurdering af, om teknologien kan fungere til en given borger, siger hun og fremhæver desuden ergoterapeuters enestående viden og teori om implementering af hjælpemidler.

— Hvis vi som ergoterapeuter ikke træder tydeligt frem i dette felt, risikerer vi, at vores unikke kompetencer overses, og at teknologierne implementeres uden en individuel og helhedsorienteret vurdering af aktivitet, omgivelser og person, siger hun og peger på nødvendigheden af at forholde sig til det voksende antal komplekse teknologiske løsninger i både social- og sundhedsvæsnet.

— Teknologien udvikler sig hastigt, og snart vil robotterne også have AI-komponenter, der gør det muligt at interagere mere dynamisk med barnet. Jeg ser arbejdet med komplekse teknologier som en tværprofessionel indsats, hvor flere fagligheder bidrager med vigtige perspektiver. Men skal teknologien implementeres bæredygtigt og med borgerens behov i centrum, kræver det også en faglighed, der forstår, hvordan teknologi kan understøtte meningsfuld aktivitet i hverdagen, og hvordan hjælpemidler formidles og tilpasses individuelt. Her har ergoterapeuter en særlig viden og erfaring, som er helt afgørende, hvis teknologien skal gøre reel forskel i praksis, fastslår Naja Benigna Kruse.