– Kender I alle Emma Gad?

Johanne Drachmann standser foran en grønmalet væg med sort-hvid-fotografier og forklarende tekster. Hun ser på den lille gruppe nysgerrige ergoterapeuter, der har meldt sig til en guidet tur i det minimuseum over ergoterapiens historie, som Johanne har arbejdet på i 3 år med udgangspunkt i foreningens store arkiv.

Det er ETFs lokaler på Nørre Voldgade midt i København, der lægger vægge til minimuseet, og blandt deltagerne denne sene eftermiddag i starten af juni er Caroline Mathilde Thaysen på 27 år og Julie Strand-Holm på 28 år. De er taget afsted med sammen med deres kollegaer fra Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter døgnafdeling for at få styr på deres fags historie.

Caroline og Julie kender udmærket Emma Gad, og de ældre i gruppen nikker også.

– Selvfølgelig, men hvad har Emma Gad og hendes berømte ”Takt Og Tone” med ergoterapi at gøre?

– Jo, nu skal I se, siger Johanne Drachmann og vender tilbage til de sort-hvide-fotografier, hvor kvinder fra en anden tid har travlt med at væve og sy.

Billederne stammer fra Dansk Kunstflidsforening, som Emma Gad var initiativtager til at etablere i år 1900. Her kunne kvinder lære forskellige håndværk og på den måde blive mere selvstændige i en tid, hvor deres muligheder på arbejdsmarkedet var begrænsede, og de i øvrigt heller ikke havde fået stemmeret endnu.

I kunstflidsforeningens værksteder fik nogle af kvinderne en idé: Måske kunne de samme aktiviteter hjælpe mennesker, der på grund af sygdom eller handicap var afskåret fra det almindelige arbejdsmarked.

Ideen voksede, og da Dansk Kunstflidsforening i 1935 oprettede et fire måneders kursus i beskæftigelsesterapi, var en af grundstenene til ergoterapifaget lagt.

– Jeg anede ikke, at historien gik så langt tilbage, siger Caroline Mathilde Thaysen, mens hun kaster et ekstra blik på de gamle billeder og teksterne om Emma Gad.

Rundvisningen er kun lige begyndt, og der er meget andet end fotografier at kaste sig over. Men museet er ikke kun en samling genstande. Det er lige så meget historierne bag – og de flyder i en lind strøm fra Johanne Drachmann.

Protokollen

I en glasmontre ligger en protokol med slidte kanter og gulnede sider. Den ser ikke ud af så meget, men den er et af de vigtigste fund, fortæller Johanne Drachmann, der stod på hovedet i ikke mindre end 35 arkivkasser, da hun skulle finde genstande, billeder og tekster til minimuseet.

I mange år havde der nemlig været usikkerhed om, præcis hvornår Ergoterapeutforeningen blev dannet, og derfor blev Johanne næsten ekstatisk, da hun fandt den støvede protokol, hvor stiftelsen af Foreningen for Arbejds- og Beskæftigelsesterapi, som senere blev til Ergoterapeutforeningen, er dokumenteret med sirlig skråskrift.

Øverst på en af de første sider i protokollen står datoen for stiftelsen skrevet med blæk: 27. september 1938. Og nedenunder er navnene på de 22 kvinder, der står bag stiftelsen, listet op.

Flere af deltagerne læner sig ind over montren, og en af kvinderne tager et billede af protokollen og udbryder:

– Det er lidt vildt, at den bare har ligget i en arkivkasse.

Johanne nikker og kalder de 22 kvinder for ”ildsjæle, der brændte for deres fag”, og iler videre med historien om en anden ildsjæl: Grete Krøncke.

Cigarkassen

Hendes historie begynder med en lille cigarkasse, hvor der i hver ende er sat en kam fast, så kassen kan bruges som en enkel væv. Den er hjemmelavet, af de ting der lige var til rådighed, ilustrerer, at hverdagens materialer kan bruges til at skabe meningsfulde aktiviteter for patienterne, fortæller Johanne, da deltagerne stimler sammen om cigarkassen.

– Har man virkelig vævet på den der, spørger én og kigger på et lille vævet stykke, der stadig sidder i den hjemmelavede kasse.

Og ja, det har man, fortæller Johanne, for Grete Krøncke, der blev uddannet beskæftigelsesterapeut i 1946, arbejdede blandt andet med ældre, og hun havde en vision om, at ældre fortsat skulle kunne lære nyt, bruge deres hænder og skabe noget meningsfuldt.

Således er den lille cigarkassekonstruktion ikke bare et redskab, den vidner også om en faglig kultur, hvor man fandt løsninger med det, man havde.

– Hvis noget manglede, måtte man lave det selv, som Johanne Drachmann siger.

Opfindsomheden

Opfindsomheden går igen flere steder på museumsvæggene, hvor eksempler på hjemmelavede hjælpemidler hænger: en gaffel med et større greb, så mennesker med leddegigt fortsat kan holde bestik, billeder af en dreng som med hjælp af snore og et stativ pludselig kan skrive på skrivemaskine og spille kort, selvom han har meget begrænset førlighed.  De tilpassede konstruktioner vidner om en kreativitet, der ikke havde noget med hobbyprojekter at gøre, men udsprang af, at der stod et menneske med et konkret behov. Og fordi de nødvendige hjælpemidler endnu ikke fandtes, måtte man selv finde en løsning.

Johanne har selv oplevet det. Da hun blev uddannet i 1971, var hjælpemiddelområdet langt fra så udviklet som i dag. Kørestole og stokke fandtes, men mange andre løsninger måtte hun og kollegaerne selv udvikle, tilpasse eller bygge om. F.eks. strømpe på- og aftagere til påklædning, og de større bestikgreb, der blev lavet efter behov og med de materialer, der var tilgængelige, husker hun.

Caroline Mathilde Thaysen bemærker, hvor meget faget har flyttet sig:

– Dengang skulle man jo nærmest kunne alle håndværk selv, siger hun, og Julie Strand-Holm peger på, at flere af de gamle hjælpemidler minder om dem, hun kender fra nutiden.

– Jeg er overrasket over, hvor mange af de gamle hjælpemidler vi stadig bruger i dag. For eksempel den vinklede brødkniv, siger hun.

På den måde bliver rundvisningen ikke kun en tur tilbage til fortiden, men også en påmindelse om, at hjælpemidler er skabt som løsninger på konkrete hverdagsproblemer.

Rygerobotten

Særligt én genstand får deltagerne på rundvisningen til at stoppe op: Rygerobotten.

Den har fået sin egen lille hylde, hvor den står og ligner en blanding af et askebæger og et stativ. En lille metalarm holder en cigaret, så et menneske med nedsat funktion i armene kan ryge uden selv at skulle holde cigaretten. For enden af metalarmen er et plastikmundstykke, og askebægeret under konstruktionen sikrer, at asken ikke drysser ned og sætter ild til et gulvtæppe.

Flere af deltagerne trækker på smilebåndet, da de ser rygerobotten, som ikke har meget med nutidens robotter at gøre.

– Den kendte jeg godt nok ikke, siger Caroline Mathilde Thaysen, men en af de ældre deltagere smiler genkendende:

– Åh, den kan jeg godt huske, den var der meget diskussion om, hvorvidt vi skulle bruge på min arbejdsplads, siger hun og en anden tager tråden op:

– Ja, for vi ville jo gerne hjælpe borgerne med at gøre det, de ønsker, men hos os var der også flere, der syntes, at det var etisk forkert at lade dem ryge. Men den fortæller på den måde historien om en faglig balancegang, som stadig er aktuel.

– Ja, vi vil gerne støtte borgeren i det, der er meningsfuldt, men samtidig ved vi jo godt, at det måske ikke er sundt, siger Caroline Mathilde Thaysen, og Julie Strand-Holm supplerer:

– Det er jo egentlig det samme dilemma, vi stadig står med i dag, siger hun og baner vejen for en samtale, der ikke bare handler om rygning, men om livskvalitet, selvbestemmelse og meningsfulde aktiviteter generelt.

Johanne Drachmann sætter rygerobotten tilbage på hylden og konkluderer:

- Rygerobotten viser, at ergoterapeuter altid har taget udgangspunkt i de aktiviteter, der betyder noget for det enkelte menneske. Formålet har ikke været at vurdere, om en aktivitet var rigtig eller forkert, men at undersøge, hvordan mennesker kunne deltage i det liv, de ønskede at leve.

Deltagerne nikker. Ergoterapiens historie handler ikke kun om gamle protokoller og hjemmelavede hjælpemidler. Den handler om, hvordan ergoterapeuter altid har forsøgt at forstå menneskers hverdag for bedre at kunne hjælpe dem.

Fra de første værksteder i Dansk Kunstflidsforening, over de hjemmelavede hjælpemidler til nutidens rehabilitering har spørgsmålet grundlæggende været det samme: Hvad er vigtigt for det menneske, ergoterapeuten står overfor?

Det er det, som Caroline og Julie tager med sig fra rundturen på det lille museum. Hvor meget af nutidens ergoterapi, der bygger på tidligere generationers erfaringer, forsøg og opfindsomhed.

– Der er noget respekt i at se, hvor meget arbejde og viden, der egentlig ligger bag det, vi i dag tager for givet, siger Caroline Mathilde Thaysen, og Julie nikker:

– Og hvor det hele kommer fra. Jeg kunne godt tænke mig at tage mine forældre med herind, så de også kunne se, hvad faget bygger på.

Johanne Drachmann runder af. Rundvisningen er slut, og som en sidste hilsen skriver deltagerne i museets gæstebog. De har alle synes at det var en spændende oplevelse at se museet og fagets historie.