Hvad gør jeg, hvis patienten ikke forstår min besked? Hvis han nægter at få taget en blodprøve, går i delir eller bliver så skrækslagen over situationen, at scanningen viser et fejlagtigt resultat?

Da ergoterapeut Mette Rostgaard for lidt over et år siden begyndte som demenskonsulent på Sygehus Lillebælt, tog hun en runde på en række afdelinger for at spørge personalet, hvilke udfordringer de oplevede i forhold til mennesker med demens, og hurtigt tegnede der sig nogle mønstre. Delir, samarbejde og problemer med at overlevere information var noget af det, som mange udpegede som udfordrende.

— Personalet vil så gerne hjælpe og lindre, men de oplever, at det nogle gange kan være svært, forklarer den 46-årige ergoterapeut, der blev ansat for at gøre det lettere og bedre for patienter, personale og pårørende.

Sanser i fokus

Som demenskonsulent vejleder og uddanner Mette personalet, så de bedre kan tage imod mennesker med demens. Hun uddanner demensnøglepersoner og basispersonale på afdelingerne, og samtidig tager hun rundt på sygehusets to lokationer i Vejle og Kolding og vurderer arbejdsgange og omgivelser.

I dag mødes vi i Kolding, og det er med det samme tydeligt, at Mette selv praktiserer de principper, hun underviser i. Ansigtet er smilende, stemmen er rolig, og hun giver sig god tid til at hilse, da vi mødes i forhallen. Der er øjenkontakt, grundig præsentation og en introduktion til, hvor vi skal hen.

— Jeg er optaget af, hvor meget godt vi kan gøre for vores patienter med nogle simple redskaber, forklarer hun, da vi går hen ad gangen.

Hverdagen på et hospital foregår i højt trav, men lige netop det første møde har afgørende betydning, når et menneske med demens bliver indlagt eller fx skal have taget en blodprøve, fortæller Mette Rostgaard, da vi når det mødelokale, hvor hun plejer at undervise.

— Det handler om at skabe god kontakt inden opgaven, forklarer hun og peger på, at principperne flugter i lige linje med hendes ergoterapeutiske udgangspunkt, der har fokus på kommunikation og relationsdannelse.

Hun bruger også sin faglighed, når hun underviser personalet i at bruge tyngdeprodukter og vurdere, om patientens sanser er under- eller overstimulerede, så de kan arbejde bevidst med at skærme eller stimulere. Hun underviser også personalet i aktivitetsgraduering, hvor den enkelte medarbejder må guide det fra det ene trin til det næste, fordi mennesker med kognitive svækkelser kan have svært ved at igangsætte en aktivitet og at gå fra den ene del til den anden.

— Jeg bliver meget konkret med aktivitetsanalysen og med at graduere, og det er noget af det, jeg får positive tilbagemeldinger på, fortæller Mette Rostgaard, der havde 23 års kommunal erfaring i bagagen, senest i et demensteam, da hun begyndte på Sygehus Lillebælt.

For megen snak

Mødet med hospitalet, det fremmede personale, og de nye omgivelser kan skabe usikkerhed hos os alle, men for mennesker med demens, kan oplevelsen være særligt voldsom, forklarer hun. Her er uvante lyde, skærende lys, dunkle gange og et personale, der har travlt med at overlevere information ved hjælp af en masse ord.

Jeg synes, at vi skal påtage os det faglige ansvar og i stedet skrive: ”Det lykkedes mig ikke at opnå samarbejde med fru Jensen”. Vi kan ikke lægge ansvaret hos et menneske, der ikke har intellekt eller kognitive evner til at løse opgaven. Vi skal i stedet spørge: Hvad kan jeg gøre anderledes næste gang?

Mette Rostgaard

— Vi er som fagfolk dygtige til relationsarbejde i normaliteterne, men så snart der er kognitive udfordringer, hvor patienten fx ikke kan følge en simpel besked, så kommer vi på prøve, fortæller Mette Rostgaard og peger på en klassisk fejl, når patienten ser forvirret ud:

— Så taler vi endnu mere, hvor vi i stedet måske skulle lægge en arm om skulderen og guide personen positivt igennem det, vi gerne vil have vedkommende til.

For Mette er det vigtigt, at personalet ikke kun kommunikerer til det kognitive lag i hjernen, men også til følelser og sanser, der vil være intakte i længere tid igennem en demenssygdom.

— Vi kan være nok så dygtige fagfolk, men hvis vi ikke lykkes med at skabe kontakt, kommer vi ikke igennem med vores behandling. Så selvom demensen ofte er det sekundære, når der kommer patienter ind på afdelingen med fx en brækket hofte, så kan det gå hen og blive det primære for at kunne udføre behandlingen.

Tag ansvar

Når Mette i en journal læser formuleringer om patienter, der ”ikke kan samarbejde”, ærgrer hun sig.

— Jeg synes, at vi skal påtage os det faglige ansvar og i stedet skrive: ”Det lykkedes mig ikke at opnå samarbejde med fru Jensen”. Vi kan ikke lægge ansvaret hos et menneske, der ikke har intellekt eller kognitive evner til at løse opgaven. Vi skal i stedet spørge: Hvad kan jeg gøre anderledes næste gang?

Selv i kortvarige patientkontakter som blodprøvetagning og scanninger har personalets tilgang stor betydning, for går tingene i hårdknude, bliver det vanskeligere næste gang.

— Tit er der kun fokus på at løse opgaven, men man er nødt til at investere tid og huske at se det hele menneske.

Endnu er tilbuddet nyt, og Mette har gjort en stor indsats for at skabe kendskab til sit arbejde rundt om på sygehuset.

— Jeg håber, det bliver en naturlig ting, at personalet tager fat i mig, siger hun, der nogle gange vejleder over telefonen og andre er ude i praksis, hvis nogen er i tvivl i forhold til en patient, eller situationen er spidset til.

— Det sjoveste ved konsulentrollen er, når jeg bliver kaldt ud på en afdeling for at hjælpe, eller nogen ringer og beder om et godt råd her og nu. Det kan gøre mig helt høj at få andre til at blomstre.

I virkeligheden gik det godt. Der var sjældent udfordringer med patienterne, og der var kun af og til behov for at scanne om. Alligevel slog chefbioanalytiker Boris Hoyer Mathiasen til, da afdelingen fik tilbuddet om få supervision af Sygehus Lillebælts nye demenskonsulent, Mette Rostgaard.

— Vi ville gerne have et servicetjek for at se, om der var noget, vi kunne gøre bedre, fortæller han.

På Nuklearmedicinsk Afdeling er personalet dagligt i kontakt med mennesker, der er mistænkt for at have en demenssygdom, for scanning er en del af udredningen. I den forbindelse udfører personalet bl.a. en undersøgelse af hjernens metabolisme ved hjælp af radioaktivt sukker, og ideelt set skal hjernen være i ”resting state”, når denne FDG-PET-scanning foregår, forklarer Boris Hoyer Mathiasen. Derfor kan det have stor betydning, hvis patienten er oprevet eller forvirret.

— Hvis ikke vi formår at få det dæmpet, kan der være aktivitet i forskellige centre i hjernen, så vi ikke får det mest sande billede af patientens tilstand, hvilket kan have konsekvenser for behandlingen, siger han.

Blik for forstyrrelser

Afdelingen havde, allerede inden Mette Rostgaard besøgte dem, indført tiltag, der skulle give ro omkring mennesker med demens. Fx er der — for at minimere forstyrrelser — kun én medarbejder, som følger fra den ene scanner til den næste. Men Mette observerede blandt andet, hvordan andre medarbejdere overhalede på gangene. En afbrydelse, som kunne gøre patienten urolig. Derfor blev der informeret om behovet for at tage hensyn, når kollegaen var undervejs med en patient.

"Som sundhedspersonale skal vi have noget fra hånden, og vi udstråler nok en vis effektivitet. Men Mette gjorde os opmærksom på, at vi med den her gruppe patienter skal huske at tage en dyb indånding og stoppe op for at være sikker på, at vi har dem med i det, vi gør

Boris Hoyer Mathiasen.

— Det er bare et eksempel på, at de redskaber og den viden, Mette har givet os, har ført til en bedre oplevelse og diagnostik, konkluderer Boris Hoyer Mathiasen.

Størstedelen af Mettes råd til personalet handlede dog ikke om arbejdsgange, men om kommunikationen og relationen med patienten.

— Som sundhedspersonale skal vi have noget fra hånden, og vi udstråler nok en vis effektivitet. Men Mette gjorde os opmærksom på, at vi med den her gruppe patienter skal huske at tage en dyb indånding og stoppe op for at være sikker på, at vi har dem med i det, vi gør, siger Boris Hoyer Mathiasen.

Et nyt perspektiv

Det personale, der har direkte patientkontakt på Nuklearmedicinsk Afdeling, er primært radiografer og bioanalytikere, og den ergoterapeutiske tilgang gav dem et nyt perspektiv.

— Det er ikke fordi, vi ikke har arbejdet situationsbestemt og haft øje for patienten før, men det med at huske at se hele mennesket, kunne vi virkelig lære noget af. Vi tænker måske ikke så meget over, hvad vi ”oplever” i mødet med patienten, men mere over hvad vi kan måle, og hvad vi ved er statistisk signifikant, og det har været en øjenåbner at få en terapeut med et helt andet syn ind over vores arbejde, fortæller Boris Hoyer Mathiasen.

I fremtiden fortsætter afdelingen samarbejdet med demenskonsulenten, der bl.a. skal uddanne flere nøglepersoner blandt radiografer og bioanalytikere.