Da Pia Rask Poulsen for snart tyve år siden trådte ind ad døren i Lejre Kommune, blev hun modtaget af et hold erfarne medarbejdere. Hun var med egne ord ”helt grøn” i sin nye rolle som visitator, og mødet blev afgørende.

— Der var en gruppe garvede kræfter, som var i sidste fase af arbejdslivet, og hold op, hvor lærte jeg meget af dem, husker Pia i en pause mellem møder og aftaler i et af kommunens kontorer.

Historien om, hvordan hun havnede netop her for snart tyve år siden, er klassisk: Nybagte forældre i hovedstadsområdet søger hus, have, trygt lokalsamfund og en god skole til den lille ny. På grund af job og bedsteforældrenes placering rykker de ud i provinsen, og sådan sker livet — også for Pia Rask Poulsen og hendes mand og førstefødte, der for snart tyve år siden flyttede fra København til Hvalsø, hvor Pia havde fået job som visitator i kommunen ved lidt af en tilfældighed. Egentlig var hun ansat i psykiatrien, men en bekendt fortalte om stillingen, og valget har hun aldrig fortrudt.

— Jeg stortrives i den funktion, jeg har nu, og jeg er på en arbejdsplads, som jeg er virkelig glad for, siger Pia Rask Poulsen, der dog ikke er blind for de krævende sider af jobbet.

Men dem vender vi tilbage til.

Familien først

Helt fra starten var der fleksibilitet i jobbet som visitator, og friheden til at tilrettelægge sin arbejdsdag var afgørende i forhold til familien, der med tiden kom til at tælle tre børn, som Pia vægtede over alt andet.

Nu er jeg blevet en del af den ældre gruppe i visitationsteamet, så nu skal jeg være den, der lærer de nye op. Mine yngre kolleger står jo med små børn, som kræver noget, og derfor tænker jeg også, at det er nu, jeg kan bidrage på jobbet, og jeg er i en fase af livet, hvor jeg har mere tid til at gøre det

Pia Rask Poulsen

— Jeg har altid været bevidst om, at min familie er prioritet nummer ét, og når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det har været familiesituationen, der har gjort, at jeg har truffet de valg, jeg har, i mit arbejdsliv. Der er fx en årsag til, at jeg er blevet i Lejre Kommune, som ikke bare handler om, at det er et godt job. Det er også fordi, at vi bor her og er tæt på børnene i hverdagen.

I dag er det ældste barn flyttet hjemmefra, den mellemste bliver student i år, og den yngste på 15 år er heller ikke afhængig af forældrene som før.

— De har ikke brug for mig på samme måde, og derfor ender jeg med at arbejde alt for meget, siger Pia Rask Poulsen, der typisk lægger 45 timer på jobbet hver uge.

— Nu har jeg tiden, kræfterne og lysten, og det skal ikke lyde som om, at jeg skylder min arbejdsplads noget for årene med små børn, men jeg føler et ansvar og vil også gerne give noget tilbage. Nu er jeg blevet en del af den ældre gruppe i visitationsteamet, så nu skal jeg være den, der lærer de nye op. Mine yngre kolleger står jo med små børn, som kræver noget, og derfor tænker jeg også, at det er nu, jeg kan bidrage på jobbet, og jeg er i en fase af livet, hvor jeg har mere tid til at gøre det, forklarer hun.

Funktion i forandring

Det kan godt være, at der er gået snart tyve år i samme stilling, men som visitator går man aldrig i stå, pointerer Pia.

— Sagerne kræver langt mere i dag, end de gjorde, da jeg begyndte — både fagligt og personligt. Dengang var det ét besøg, og så traf man en afgørelse. I dag er der langt mere klagesagsbehandling, siger Pia Rask Poulsen og fortæller, at en af hendes første opgaver som nytiltrådt var at reducere rengøringen fra 90 til 60 minutter på grund sammenlægningen med en anden kommune.

— Det accepterede folk. Den var ikke gået i dag, siger hun og fortæller, at jobbet også kræver mere af hende personligt.

— Vi bruger meget mere os selv, og indgår i en relation med borgeren. Vi skal hele tiden sikre os, at vi har observeret korrekt og forklaret os, så de forstår os, og som noget nyt skal vi også ringe og begrunde, hvis vi giver afslag, og der er det ikke nok at sige, at det står i loven. På den måde kræver det mere af én selv.

Vi bruger meget mere os selv, og indgår i en relation med borgeren. Vi skal hele tiden sikre os, at vi har observeret korrekt og forklaret os, så de forstår os, og som noget nyt skal vi også ringe og begrunde, hvis vi giver afslag, og der er det ikke nok at sige, at det står i loven. På den måde kræver det mere af én selv.

Pia Rask Poulsen

Øget selvindsigt

Gennem flere år har Pia været både tillidsrepræsentant og fagkoordinator, og på grund af sin erfaring er hun også flere gange trådt til og har samlet enderne i afdelingen, når der fx har manglet en leder.

— Der er flere, som nok har set mig som et karrieremenneske, og nogle har også spurgt, hvorfor jeg ikke er gået ledervejen, men jeg har ikke ønsket at have personaleansvar, siger Pia Rask Poulsen, der med egne ord har haft ”en del selvrefleksion” undervejs i sit arbejdsliv.

— Jeg har lært mig selv at kende, og fx har jeg opdaget, at jeg er ret konfliktsky og gerne vil have, at alle har det godt, så derfor skal jeg heller ikke være leder. Det ville måske også gå ud over tiden med familien. I det hele taget er jeg meget bevidst om, at hvis jeg prioriterer én ting, så koster det på andre fronter.

Fysisk aktiv

Jobbet er krævende, men Pia er bevidst om at holde fri, når hun går ud af kontoret. Derfor har hjemmearbejde heller aldrig fungeret for hende.

— Jeg skal fysisk have et sceneskift, ellers flyder det sammen, og derfor var coronatiden også håbløst usund for mig, for jeg slukkede aldrig computeren.

I sommerhuset og med bøgerne og løbeturene får Pia ny energi, og især betydningen af fysisk aktivitet er hun med årene blevet meget bevidst om.

— I den periode, hvor man har små børn, får man ikke prioriteret tid til sig selv og til at dyrke motion. Der sørger man for, at børnene kommer til gymnastik og fodbold. Men da jeg var i 40’erne, fik jeg et kæmpe hold i ryggen, og der gik det op for mig, at jeg måtte gøre noget, hvis ikke jeg skulle rende rundt og få ondt allevegne, siger Pia Rask Poulsen, der i den periode fik en ny guru: Bente Klarlund. Sundhedsprofessoren, der prædiker motion som medicin.

— Hun formår at få det ned på et niveau, hvor alle kan være med, og hun siger jo klogt, at hvis man ikke bruger tid på motion nu, så skal man afsætte tid til sygdom på et senere tidspunkt i livet, og det har jeg taget til mig, siger Pia, der de senere år har gennemført fem halvmaraton og styrketræner to gange hver uge.

— Jeg kan mærke, jeg får det bedre, og jeg gider ikke være sådan en, der kommer til at fejle alt muligt, når jeg går på pension, siger hun.

Tid til jura og børnebørn

Hvornår hun skal pensioneres, er dog uvist.

— Der er ingen tvivl om, at jeg på et tidspunkt kommer til at drosle ned, for jeg kan ikke holde til det her job, til jeg bliver 70 år. Både sagerne, det juridiske og computertekniske tærer på én som menneske, og jeg tror, at det bliver vanskeligere at bevare overblikket med alderen. Det har jeg set ved tidligere kolleger, der er blevet slidt op, og jeg er meget bevidst om, at når jeg synes, at jeg ikke kan passe mit arbejde på en for mig tilfredsstillende måde, så skal jeg stoppe og lave noget andet, siger Pia Rask Poulsen, der allerede har en plan for, hvad det kunne være.

— Jeg vil rigtig gerne læse jura. Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg skal bruge det til noget, men mit job har gjort mig interesseret i hele det juridiske felt, siger hun, der sagtens kunne forestille sig at sætte sig i forelæsningslokalet på universitetet blandt en flok unge studerende.

— Det er ikke fordi, jeg tænker, at jeg skulle have læst videre for 10 år siden, for jeg har bevidst valgt ikke at lægge en krævende uddannelse oveni mit arbejde, for så ville jeg ikke have tid til min familie. Jeg er løbende blevet efteruddannet, men det koster jo fritid, som hun siger.

Udover udsigten til at fordybe sig i det juridiske felt, er børnebørn også et argument for at stoppe i tide.

— Det slog mig her for nylig, at dem skal jeg jo også have tid til at passe, så det nytter ikke at blive ved med at arbejde så meget. Jeg vil hjælpe mine børn, ligesom vi i vores lille familie har haft en farmor, der trådte til, når vores børn skulle hentes eller var syge. Så til syvende og sidst bliver det også børnene og familien, der kommer til at forme den sidste del af mit arbejdsliv.