Champagnen boblede i glassene, og der var frisk frugt og slik, da Ane Kirstine Knold og resten af hendes godt sammentømrede studiegruppe trykkede på knappen. Sådan. Nu var bacheloropgaven afleveret. Det højdepunkt, den lille flok veninder med forventning — og en lille smule frygt — havde set frem mod.
— Jeg var så overvældet af lettelse og glæde, at jeg begyndte at tude. Helt fra første semester hører vi, at det er bacheloropgaven, det hele skal munde ud i, og derfor ligger den i baghovedet alle tre et halvt år, og det skaber et vist forventningspres, forklarer Ane Kirstine Knold.
"Jeg vidste, at jeg ville arbejde med mennesker, og den meningsfulde tilgang ræsonnerede med mig som person. Da jeg begyndte på uddannelsen, følte jeg bare, at jeg havde ramt plet.
Ane Kirstine Knold
Forud lå tre måneder med drøftelser og skrivning, og gruppen er stolt over resultatet. En opgave om systematisk udredning af dysfagi i kommunal praksis, som de straks efter aflevering gik i gang med at forberede et mundtligt oplæg om. Denne formiddag er de i fuld gang med forberedelserne, da vi mødes i forhallen på Campus Sundhed. Stedet summer af aktivitet. Ved bordene sidder studerende sammen foroverbøjede over computerne i de sidste drøftelser inden eksamen.
Snart er det også slut for Ane Kirstine, og hun glæder sig, fortæller hun, da vi går op ad trappen fra forhallen.
— Alle muligheder er åbne, og nu skal jeg ud at blive dygtig. Jeg har mange drømme og ønsker til fremtiden. Jeg føler, at jeg står det helt rigtige sted her på tærsklen til arbejdsmarkedet, fortæller hun.
Mange muligheder
Når det netop blev ergoterapeutuddannelsen skyldtes det, at Ane Kirstine i et sabbatår efter gymnasiet arbejdede som servicemedarbejder på Regionshospitalet Gødstrup, hvor der ”var ergoterapeuter alle vegne”, og hun kendte flere, som var ergoterapeuter, og fortalte godt om professionen, forklarer hun, da vi et par etager oppe har sat os i et grupperum.
— Jeg vidste, at jeg ville arbejde med mennesker, og den meningsfulde tilgang ræsonnerede med mig som person. Da jeg begyndte på uddannelsen, følte jeg bare, at jeg havde ramt plet. Det alsidige ved faget tiltalte mig også, for når vi er færdige, kan vi arbejde inden for en bred vifte af områder. Mange i min generation vil nok være mere tilbøjelige til at skifte arbejdsplads gennem livet, og så er det godt at kunne tage en ny retning inden for samme fag, forklarer hun.
Alle muligheder er åbne, og nu skal jeg ud at blive dygtig. Jeg har mange drømme og ønsker til fremtiden. Jeg føler, at jeg står det helt rigtige sted her på tærsklen til arbejdsmarkedet, fortæller hun.
Ane Kirstine Knold
Tilfældig aha-oplevelse
Hun begyndte på uddannelsen sammen med 38 andre, men kun 20 bliver færdige denne sommer.
— Mange fandt ud af, at det ikke var det, de regnede med, eller de ville noget andet. Især efter den første praktik fandt man ud af, om man kunne se sig selv i rollen, fortæller hun.
Selvom Ane Kirstine oprindeligt regnede med at ville arbejde inden for psykiatrien, betød en tilfældighed at hun opdagede et andet speciale.
— Jeg fik min femte-prioritet til vores længste praktik og var rigtig ærgerlig, men da jeg var færdig på M3 i Hobro, som er et rehabiliteringsafsnit, vidste jeg, hvad jeg skulle arbejde med. Det viser bare, at man skal være åben over for aha-oplevelser, fortæller Ane Kirstine Knold.
Flittig og forberedt
Det indre pres er det sværeste ved studietiden, mener hun.
— Jeg er nok, hvad man vil kalde en ”overachiever”. Jeg har høje ambitioner, og det har nogle gange været lidt hårdt. Underviserne er gode til at fortælle os, at høje karakterer ikke er alt, så det handler om mine egne forventninger, forklarer Ane Kirstine Knold.
Ønsket om høje karakterer har fulgt hende siden folkeskolen, og kæresten og studiegruppen har oplevet både tårer og bekymringer til hver eneste eksamen.
— Jeg har virkelig terpet og været presset, og det har været stressende og følelsesladet. Jeg har tudet over bekymringer, som jeg i dag kan se, at jeg ikke burde have haft, for det er altid gået superfint. Men jeg ville gerne holde et højt niveau, og jeg vidste jo aldrig, hvordan det ville gå til eksamen.
Langdistanceløb i fritiden
Der er sagt og skrevet meget om præstationskultur og 12-tals-piger, og Ane Kirstine kender alle historierne. Sideløbende med uddannelsen har hun trænet op til og gennemført tre maratonløb, og hun ved godt, at hun er typen, der vil ”gøre tingene fuldt ud”, som hun siger.
— Jeg passer fint ind i den perfekthedskultur, alle taler om, men jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg har aldrig følt et pres fra mine forældre eller andre. Det er 100 procent inden i mig selv. Jeg tror bare, det handler om min personlighed, at jeg er enormt ambitiøs, når jeg finder noget, der interesserer mig, og de andre i min studiegruppe har det ligesom mig, siger Ane Kirstine Knold.
Tallet tæller
Gennem studietiden har Ane Kirstine ”prøvet at praktisere aktivitetsbalance” i sit eget liv ved ind imellem at minde sig selv om, at hun skal slappe af, se en serie eller løbe en tur, og der er både lavet ugeskemaer og visuelle modeller for at få tingene i balance i fx eksamensperioder, og hun understreger, at ambitionerne ikke er gået ud over hendes mentale helbred.
Hvis jeg skulle give mig selv et godt råd, dengang jeg begyndte, ville jeg nok sige: Tag det nu roligt. Det skal nok gå det hele. Du behøver ikke at være så hård ved dig selv.
Ane Kirstine Knold
— Jeg er nok bare meget ærlig, åben og umiddelbar overfor mine nærmeste, når jeg er presset. Og de er gode til at gribe mig. Men jeg kan godt forstå, at man kan kigge udefra og tænke: Hvem gør du det for? Slap dog af. Jeg tror bare ikke, at jeg kan lade være. Hvis jeg kan løbe lidt længere, så prøver jeg det, og når man først har fået det første 12-tal, vil man gerne have et mere. Folk ville lyve, hvis de sagde, at det ikke handlede om tallet, siger hun og tilføjer:
— Det ville nok være anderledes, hvis vi bare fik ”bestået” eller ”ikke bestået”.
Første job på plads
Allerede inden sidste eksamen har Ane Kirstine skrevet under på sin første jobkontrakt, og når bacheloropgaven er forsvaret, begynder hun som ergoterapeut i Træning og Aktivitet i Herning Kommune, hvor hun også var i praktik på 7. semester. Udsigten til at arbejde med rehabilitering i en kommune, hvor man både skal udrulle helhedspleje og indgå som en del af ABLE-programmet, gør jobbet til en drømmestilling for en udviklingsorienteret person som hende.
— Jeg havde regnet med en sommer på dagpenge, men da stillingen blev slået op, søgte jeg den, og ironisk nok spurgte de slet ikke til mine karakterer til jobsamtalen. De var mere optaget af mig som menneske, siger Ane Kirstine Knold, der her ved redaktionens slutning er blandt de fem ud af holdets 20 dimittender, der har fået arbejde, inden de afslutter uddannelsen.
Men håbet er der.
— Vi har nok alle sammen en oplevelse af, at vi nok skal få et job. Spørgsmålet er, hvor kræsen man kan være i forhold til speciale, og hvor man vil arbejde, siger Ane Kirstine Knold.
I det nye job bliver hun selvtilrettelæggende, og det passer fint med fremtidsplanerne på privatfronten.
— Jeg har nok en klassisk drøm om at starte en familie med min kæreste samtidig med, at jeg balancerer en karriere, og jeg er godt klar over, at der ikke bliver tid til at løbe maraton, når jeg først begynder på arbejdsmarkedet, fastslår hun.
Drømme om fremtiden
Forude venter eksamensfejring og flytningen til det hus, som hun og kæresten har købt i deres hjemby Holstebro.
— Det hele er næsten for godt til at være sandt, som hun siger.
Der er også nye kolleger og nye opgaver lige om hjørnet.
— Jeg håber, at jeg falder til, finder min plads og bliver dygtig. Jeg er spændt på, hvad de kan tilbyde mig af kurser, certificeringer og videreuddannelse. Sådan tænker min generation nok også. Jeg vil fx gerne være klinisk vejleder på et tidspunkt eller blive en del af censorkorpset på uddannelsen, for jeg tror, at jeg har noget at bidrage med. Jeg har da store drømme om fremtiden, og så må vi se, hvad der sker, siger Ane Kirstine, da vi igen går ned ad trappen mod forhallen.
Hun overvejer et øjeblik spørgsmålet om, hvad hun ville sige til sit yngre jeg, hvis hun i dag mødte sig selv som ny studerende.
— Hvis jeg skulle give mig selv et godt råd, dengang jeg begyndte, ville jeg nok sige: Tag det nu roligt. Det skal nok gå det hele. Du behøver ikke at være så hård ved dig selv. For nu kan jeg se, at det halve af det, jeg har gjort, ville have været nok, erkender Ane Kirstine Knold, inden hun forsvinder i forhallen for at finde sin studiegruppe.
Ane Kirstine Knold
26 år.
Bachelor fra ergoterapeutuddannelsen på UCN i sommeren 2026.
Nyansat ergoterapeut i Træning og Aktivitet i Herning Kommune.