Person sidder på trærod i skov med store rødder og træstamme i baggrunden

30. juni 2026

Aha-oplevelsen i praktikken

Under en praktik i psykiatrien fik Sanne Kragelund afprøvet alt det, hun lige havde lært på de første semestre, og særligt mødet med én patient blev afgørende.

Skrevet af Lene Terkelsen, billede af Tobias Nicolai

Det var en mand i det dybeste mørke, som Sanne Kragelund trådte ind til den dag for et år siden. Han var en mand i 60’erne. Forhenværende leder i erhvervslivet. Nu et duknakket menneske med svær depression og vrangforestillinger.

— Kan du ikke lige gå ind til patienten på stue 25 og fortælle, hvad I som ergoterapeuter kan hjælpe med, spurgte en sygeplejerske på vej ud ad døren.

Sanne Kragelund var kun få uger inde i sin praktik på fjerde semester, og psykiatrien på Regionshospitalet Gødstrup var hendes førstevalg. Hun var fuld af gåpåmod, da hun fortalte manden om stedets ergoterapeutiske tilbud og foreslog ham at være med til fællessang og puslespil.

"Det, som er så fint ved ergoterapien er, at vi møder patienterne åbent.

Sanne Kragelund

Men manden kunne ikke lide at synge, og han havde aldrig lagt et puslespil.

— Den salgstale på mit fags vegne fejlede totalt, husker Sanne Kragelund, der evaluerede situationen på vej hjem i bilen.

— Det gik op for mig, at jeg havde været alt for konkret, men jeg tænkte også: Så let skal han ikke slippe.

Næste dag gik hun ind på stuen igen og foreslog at gå en tur. Manden var skeptisk, men Sanne Kragelund lovede ham, at han ”ikke ville få det værre” af turen, som blev den første i en lang række gåture omkring søerne ved Gødstrup. Snart åbnede manden op og fortalte den ergoterapeutstuderende, hvordan han tidligere havde været et socialt menneske med mange interesser. Karrieremand, ægtefælle, far, ven, sportsmand og livsnyder.

— Det, som er så fint ved ergoterapien er, at vi møder patienterne åbent. Vi er som udgangspunkt ikke interesserede i sygdommen og venter længe med årsagsanalysen, og nu kan jeg virkelig se betydningen af ikke at begynde at kloge sig for tidligt. Det havde været nemt at konkludere: Han har en depression, og så begynde der, siger 38-årige Sanne Kragelund.

Betydningen af aktiviteter

Men ergoterapi er ikke et quickfix. Efter tre uger på sengeafsnit 3 for affektive lidelser havde manden stadig vrangforestillinger. Når han og Sanne gik ture, var han overbevist om, at de ville møde tidligere kolleger og andre bekendte. Manden og hans familie var knuste over situationen, lægerne anbefalede ECT-behandling, og netop før og efter de svære situationer med elektrochokbehandling og pårørendesamtaler oplevede Sanne, hvordan aktiviteter kunne lette de svære overgange. Nervøsiteten kunne dulmes, og når ægtefællen havde forladt afdelingen, virkede det som en afledning fra de triste tanker at spille kort eller gå ud i naturen.

Person går på smal sti gennem grøn skov med træer og planter

"Jeg oplevede, at vi som ergoterapeuter har en særlig mulighed for at danne en relation og få vigtige oplysninger fra patienten, og det føltes som en anerkendelse, når overlægen lyttede til mine input.

Sanne Kragelund

— Jeg så, hvor meget aktivitet kan rykke og være med til at bygge patienten op i forhold til at få en identitet igen, fortæller Sanne Kragelund, der bl.a. bad manden om at undervise hende i det område, som han i hele sit professionelle liv havde beskæftiget sig med.

Han fortalte. Hun lyttede og observerede, hvordan det styrkede mandens selvværd at genopdage sine evner, da rollerne blev skiftet. Hun så effekten af ophold i sanserummet, hvor mandens søgende adfærd blev stimuleret af kuglestolen og lyset, og hun oplevede lydhørheden hos de tværfaglige kolleger, der fandt hendes faglige perspektiver nyttige.

— Jeg oplevede, at vi som ergoterapeuter har en særlig mulighed for at danne en relation og få vigtige oplysninger fra patienten, og det føltes som en anerkendelse, når overlægen lyttede til mine input. Men jeg oplevede også, at man skal være dygtig til at forklare sine faglige valg, så andre ikke tror, at man bare sidder og spiller kort. I det hele taget er det vores sværeste opgave: At sætte præcise ord på, hvad vi laver.

Prøvet af i praksis

Mødet med virkeligheden på hospitalsafdelingen gav Sanne et nyt blik på sit fag. Hun så, hvad gåturene betød for mandens udvikling. Aha. Så det var altså det, den aktivitetsbaserede tilgang gik ud på! Hun gennemførte O-TIPM fra start til slut og udfærdigede ugeskemaer og mestringsplaner. Hun satte mål sammen med manden og kortlagde hans sanseprofil.

"For mig var det helt vildt at se, hvor god gavn han havde haft af aktiviteter og ergoterapi i det hele taget. Der var sket så mange gennembrud,

Sanne Kragelund

Redskaber og teorier gav pludselig fantastisk god mening.

Hun stod hele tiden sikkert takket være sin arbejdsprocesmodel, og særligt modellen Value and Meaning in Occupation (ValMO) og Transactional Model of Occupation (TMO) var nyttige redskaber i mødet med de psykiatriske patienter.

— TMO’en var vigtig i forhold til at forstå, hvad der var på spil for en mand, som tidligere havde været erhvervsleder og var taget på vinture og weekendophold med vennerne, men som nu var ramt på sin identitet.

Den vigtigste indsigt var dog oplevelsen af, hvordan den helhedsorienterede og klientcentrerede tilgang gav værdi i praksis.

— På uddannelsen kan vi godt sidde at læse, at det er vigtigt, hvordan vi møder patienten, men hvad betyder det konkret? Først når du ser, hvordan dine uddannede kolleger gør eller oplever det selv, kan du omsætte teorien, siger Sanne Kragelund.

Person står ved træ i tæt skov med grønne grene og blade rundt om

Søger job i psykiatrien

Den mand, der ved første møde ikke kunne drømme om at deltage i fællessang eller lægge puslespil, var både motiveret for at male og lytte til musik, da han efter seks uger skulle udskrives.

— For mig var det helt vildt at se, hvor god gavn han havde haft af aktiviteter og ergoterapi i det hele taget. Der var sket så mange gennembrud, siger Sanne Kragelund.

Når hun fortæller andre studerende om forløbet, er en af pointerne, at det handler om at se mennesket bag patienten. Det kan lyde indlysende for en ergoterapeut, men mange bliver overraskede over, hvor langt man kan nå med aktiviteter og samtaler, fortæller Sanne Kragelund.

Efterfølgende har hun også været i praktik i et neurologisk speciale, men hun er ikke i tvivl om, at hun allerhelst vil arbejde i psykiatrien, når hun er færdig i januar 2027.

— Ergoterapien har meget at bidrage med i forhold til de her patienter, og vi har så mange perspektiver og redskaber, vi kan ty til, fastslår hun.

Sanne Kragelund

  • Studerende på 6. semester, Ergoterapeutuddannelsen i Holstebro.

  • Er oprindeligt uddannet dekoratør og indretningskonsulent og har arbejdet som selvstændig boligstylist i 10 år, men ønskede at arbejde med mennesker og kombinere det med sine kreative evner.

  • Mor til tre børn på 4, 6 og 8 år.

  • [email protected]

Fem afgørende faktorer for en god praktik …

… ifølge Sanne Kragelund:

  1. Tid. For at opnå den nødvendige forståelse, er det vigtigt at få mulighed for at gå i dybden med patienterne og have tid til at arbejde ud fra en arbejdsprocesmodel fra A til Å.

  2. Tillid. Min kliniske vejleder lod mig ret hurtigt få ansvar og gå efter min faglige mavefornemmelse. Det gav mig en sikkerhed at vide, at andre mente, at jeg kunne klare det.

  3. Mod. De studerende skal turde at gribe de opgaver, som de bliver præsenteret for.

  4. Sparring. Det er afgørende at have erfarne kolleger, man kan spørge til råds og vende både tvivl og succeshistorier med.

  5. Nysgerrighed. Alle muligheder for at kigge andre fagligheder over skulderen er en gevinst.

Ergoterapi set med patientens øjne

I en godkendt proces efter selve forløbet på afsnit 3 bad Sanne Kragelund manden om at beskrive sine oplevelser, og skriveøvelserne blev en vigtig aktivitet for ham. Her et uddrag: ”For mig var billedet af ergoterapi oprindeligt noget med hjælpemidler og at sidde rigtigt på en stol. Men ret hurtigt begyndte jeg at opleve andre facetter – en oprigtig interesse for mig som menneske: Min baggrund, mine interesser og de relationer, jeg har.”

”Dialogen og aktiviteterne med den ergoterapeutstuderende blev et slags frikvarter fra indlæggelsen – et pusterum, jeg virkelig nød. Lægens og sygeplejerskens tilgang var efter min opfattelse, helt forståeligt, mere målrettet symptombehandling, men med ergoterapi blev der skabt et rum, hvor jeg kunne være mere end min sygdom.”