Vores sundhedsvæsen mangler personale. Det fylder hver dag i medierne, og det vil påvirke os alle sammen – direkte eller indirekte.
Mange ergoterapeuter mærker det tydeligt, og så længe tilrettelæggelsen af arbejdet kører efter skabelonen ”plejer”, kan det være svært for den enkelte ergoterapeut ikke at havne i rollen som substitut for det manglende plejepersonale.
Det er ikke meningen, og derfor er det nødvendigt at tænke nyt.
Ergoterapeuter bidrager gerne til en løsning, og vi har gode forudsætninger for at gøre det – med ergoterapi.
En god løsning vil være at reorganisere arbejdet, så det bliver mere rehabiliterende, forebyggende og tværfagligt. Lige nu er der momentum for at gribe muligheden for reorganisering og øget rehabilitering.
Ergoterapeuter er mestre i rehabilitering, og interessen for ergoterapeuters kernefaglighed stiger. Flere får øjnene op for, at der er potentiale i ergoterapi. Men potentialet kan kun foldes ud, hvis rammerne giver ergoterapien plads.
Rehabilitering er nøgleordet, fordi det ikke kun er godt for den borger, der bliver mere selvhjulpen og aktiv i sin hverdag. Det er også godt for samfundet, fordi rehabilitering udskyder eller reducerer behovet for pleje.
Og netop ”pleje” er et andet nøgleord lige nu, for vi er nødt til at udfordre definitionen på plejeopgaver.
Hvis en borger har et træningspotentiale, er der en oplagt mulighed for, at ergoterapeuter med deres kernekompetencer kan gå ind og træne hverdagens aktiviteter med borgeren. Både i rehabiliteringen og ved sektorovergange er der et stort potentiale i at bruge ergoterapeuter. Men har borgeren alene behov for pleje, må plejepersonale på banen.
Mange steder i sundhedssektoren er virkeligheden lige nu ikke så ligetil – måske fordi manglen på plejepersonale kommer til at overskygge nytænkningen. Derfor er vi i Etf i dialog både lokalt, regionalt og på Christiansborg-niveau. Vi tænker med og råber højt for at bringe ergoterapeuter i spil som en del af løsningen – med alle de gode ergoterapeutiske kompetencer.
Leder af formand Tina Nør Langager, bragt i Ergoterapeuten #8.