Meningsfuld ergoterapi, ja tak

Mangel på sygeplejersker og SOSU-assistenter betyder, at arbejdsgiverne nu appellerer til ergoterapeuterne. Det giver god mening, hvis betingelserne er de rette.

Når en borger i Odder med nedsat funktionsevne bliver udskrevet fra hospitalet, står ergoterapeut Karoline Thalund Jensen fra team Aktiv Hverdag klar til at tage imod, så overgangen til egen bolig bliver så glidende som muligt for borgeren.

Alt efter behov vil Karoline i de følgende dage, uger eller måneder i hovedsagen tage sig af al pleje og genoptræning af borgeren i hjemmet: Morgenpleje, udlevering af medicin, bad, udskiftning af kateterposer og lignende.

- Undervejs vurderer jeg, om borgeren har potentiale i retning af at kunne udføre opgaverne selv, og vi fastholder dem i Aktiv Hverdag lige så længe vi kan se muligheder for, at borgeren kan blive mere selvhjulpen, siger Karoline Thalund Jensen.

Hun vurderer, at et forløb typisk varer mellem to og fire uger, men det kan sagtens strække sig over kortere eller længere perioder. Det afgørende er, at hun kan observere og træne med borgeren, indtil hun kan sende en vurdering videre til visitationen, som på grundlag af Karolines anbefalinger bevilger hjælp i det fornødne omfang.

- Det kan være, at jeg har gjort borgeren selvhjulpen med hensyn til madlavning og personlig pleje, men til gengæld kan borgeren måske ikke selv tage kompressionsstrømper på. Så vil min vurdering være, at borgen skal have hjælp til det, siger Karoline Thalund Jensen, der på en normal uge pendler mellem cirka tre borgere som hun i gennemsnit besøger tre gange dagligt.

Derudover har hun andre træningsopgaver. Kun når hun har fri, får borgerne besøg af andet personale.

- Vi forsøger så vidt muligt kun at være de samme personer, der skiftes til at se borgeren i de forskellige vagtlag, siger hun.

Pleje giver god mening

Det er for det meste en af Aktiv Hverdags fem ergoterapeuter, der varetager opgaven med at vurdere borgerne efter servicelovens § 83a, og for Karoline giver det værdi, at hun også varetager plejeopgaver, selv om det ikke lige var det, hun lærte på ergoterapeutuddannelsen.

- Det giver rigtig god mening for mig at se, om borgeren for eksempel kan stå ved håndvasken og vaske sig forneden eller om den pågældende skal have hjælp eller støtte til det. Mine sygeplejerskekolleger har desuden lært mig op i at bemærke tegn på eksempelvis begyndende svamp, så på den måde føler jeg mig også på sikker grund i forhold til at varetage plejeopgaver, siger hun.

Som en sidegevinst oplever hun også, at borgerne er meget taknemmelige for at få besøg i hjemmet af én kontaktperson fra kommunen i den første tid efter hospitalsopholdet.

- Jeg får opbygget en tillid hos borgerne, fordi vi er de samme få personaler fra Aktiv Hverdag, der kommer i deres hjem, og den tillid betyder, at de tør stole på mig, når jeg motiverer dem til at udføre en aktivitet, som de havde afskrevet muligheden for, at de nogensinde skulle udføre igen, siger Karoline Thalund Jensen.

Elsker ergoterapeuter

Odder-modellen er inspireret af Fredericia-modellen og har fungeret siden 2012, og det er derfor ikke nyt, at ergoterapeuter bevæger sig ind i gråzonen mellem ergoterapi og pleje. Men de senere år har sundhedsvæsnet været mærket af mangel på sygeplejersker og sosu-assistenter, og det har i stigende omfang fået kommuner og regioner til at bejle til ergoterapeuterne. Nordfyns Kommune har sågar skrevet ”Vi elsker ergoterapeuter” i et stillingsopslag, og interessen smitter også af på de opgaver, som formand for Ergoterapeutforeningens Region Syd, Anna-Marie Laustsen, varetager.

- Vi oplever i øjeblikket et momentum, og jeg får rigtig mange henvendelser om emnet i øjeblikket både fra ledere og fra tillidsrepræsentanter, siger hun.

I de seneste uger har hun diskuteret mulighederne med en kommunal sundhedschef, en direktør for social- og arbejdsmarkedsområdet, en leder af hjemmeplejen, sygehusledelsen i psykiatrien, direktionen på OUH og en række tillidsrepræsentanter. Til alle møder har hun fremført sit mantra for, hvordan arbejdet skal organiseres, hvis ergoterapeuter skal fatte interesse for at gå ind i stillingerne: Stillingerne skal indeholde en rehabiliterende, forebyggende og tværfaglig tilgang samt tage afsæt i ergoterapeutiske kernekompetencer.

- Mange steder i sundhedsvæsnet har man oplevet, at ergoterapeuter kan løse opgaver på en mere rehabiliterende og effektiv måde, så jeg tror, at interessen for at bringe ergoterapeuter i spil både hænger sammen med manglen på sygeplejersker og sosu-assistenter, men også med de gode oplevelser, man har med ergoterapeuternes indsats, siger Anna-Marie Laustsen.

Hun mener, at et tæt samspil mellem faggrupperne er afgørende for at lykkes med at erstatte sygeplejersker og sosu-assistenter med ergoterapeuter, og det vil kræve ændringer af, hvordan arbejdet organiseres.

- Vi er nødt til at se på, hvad den enkelte borger har brug for i en given situation: Er det en sygeplejerske, en sosu-assistent eller en ergoterapeut? Det er vigtigt at ledelsen understøtter, at de enkelte faggrupper kan bruge deres kernefaglighed, siger Anna-Marie Laustsen.

Hun er stødt på arbejdspladser, hvor ønsket om tværfaglighed er besluttet øverst i organisationen, men at principperne ikke bliver forklaret tydeligt nok til lokale ledere.

- Jeg kender til eksempler på, at ergoterapeuter er mødt op på en ny arbejdsplads og har fået at vide, at de skulle udføre præcis de samme opgaver som deres sosu-kolleger og på præcis samme måde. Det gider ergoterapeuter ikke, for det giver ingen mening for dem, og derfor finder de hurtigt et andet arbejde, forklarer Anna-Marie Laustsen.

Afstanden til ergoterapi var for lang

Botilbuddet Brande Åcenter i Ikast-Brande Kommune er af de steder, hvor ledelsen i de senere år har ansat flere ergoterapeuter og gjort det efter nøje overvejelser. Brande Åcenter består af fire huse med hver otte beboere, der alle er multihandicappede og har for flertallets vedkommende en udviklingsalder på mellem et halvt og halvandet år. Centret råder desuden over et aktivitetstilbud og en aflastningsenhed.

- Tidligere havde vi en konsulterende ergoterapeut, der kunne rekvireres til sparring og hjælp med hjælpemidler. Der var simpelthen for lang afstand til ergoterapeuten, og derfor besluttede ledergruppen for et par år siden at der skulle være ergoterapeuter ansat i alle husene, så de kunne være tæt på de borgere, der bruger rigtig mange hjælpemidler. Samtidig skulle ergoterapeuterne guide kollegerne med hensyn til gode arbejdsstillinger, som er vigtigt på en arbejdsplads som vores, siger teamleder Janne Bentzen Meinertz, der selv er uddannet pædagog.

I dag er 11 ud af i alt 130 stillinger i Brande Åcenter besat af ergoterapeuter. Ud over at tilføre arbejdspladsen mere ergoterapi, er det også nemmere at tiltrække ergoterapeuter til arbejdet end for eksempel pædagoger.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har svært ved at rekruttere pædagoger. Til gengæld får vi omkring 10-15 ansøgere, når vi slår en ergoterapeutstilling op, siger Janne Bentzen Meinertz.

Bedre fornemmelse for borgerne

Rikke Jeremiassen er en af de forholdsvis nyansatte ergoterapeuter i Brande Åcenter. Hun har lang erfaring med formidling af hjælpemidler og undervisning i forflytninger fra tidligere job.

- Det giver rigtig god mening at arbejde ude i husene, fordi jeg får en meget bedre fornemmelse for de enkelte beboere, end da jeg sad i en myndighedsafdeling og besøgte dem hver anden måned, siger hun.

Sammen med de øvrige faggrupper varetager hun alle de opgaver, som knytter sig til beboernes pleje — men altid med et ergoterapeutisk sigte. Når hun møder på arbejde, bliver hun tildelt to beboere, som hun skal følge i løbet af dagen. Hun sørger for at de kommer op, får morgenmad, deltager i aktiviteter, kommer hen at hvile og hvad beboerne ellers har brug for.

- Det er hands-on ADL-træning dagen igennem. Jeg prøver at inddrage beboerne i alle ADL-relaterede aktiviteter i det omfang, det er muligt: Spisning, bad og påklædning. Desuden har jeg hver uge timer til ”ren” ergoterapi, hvor jeg kigger på hjælpemidler, inddrager min viden om sanseintegration og udarbejder sanseprofiler. Jeg prøver også at vise flaget, hvis jeg ser nogle problematikker omkring arbejdsstillinger blandt kollegerne, siger Rikke Jeremiassen.

Hvert af de fire huse i Brande Åcenter har afsat fire ugentlige timer til ren ergoterapi. Teamleder Janne Bentzen Meinertz forventer, at ergoterapeuterne anvender deres monofaglighed i arbejdet.

- Som leder forventer jeg, at ergoterapeuterne bruger deres faglighed i de planer, de lægger for borgerne. De skal bruge deres særlige ergoblik til at gøre kollegerne og mig opmærksom på, når noget skal rettes til, siger hun.

Aftenvagter

De fleste ergoterapeuter har faste arbejdstider i dagtimerne, men med de nye stillinger følger ofte også et krav om at skulle påtage sig skiftende vagter. Rikke Jeremiassen arbejder både i dag- og aftenvagter.

- Det giver mig et større kendskab til beboerne, når jeg kan følge dem fra morgenstunden til sengetid, og de har ikke samme funktionsniveau over hele dagen, siger hun.

På Holbæk Sygehus skal ergoterapeuter og fysioterapeuter også inden længe til at indstille sig på at skulle arbejde om aftenen. Det sker, når de i løbet af 2022 skal indgå i normeringen på apopleksiafdelingen. To terapeuter skal her dag være på vagt frem til klokken 21. På forhånd modtages ideen med blandede følelser hos ergoterapeuterne.

- Udsigten til aftenvagter går på to ben. Det private ben siger ”øv,” fordi det kan være irriterende for et normalt familieliv. Det professionelle ben siger ”ja tak,” fordi det er virkelig svært at argumentere imod. På en aftenvagt kan man observere patienterne spise aftensmad og sørge for, at de kommer ind og ligger rigtig godt, når de skal sove, og det kan være værdifuldt for ergoterapeuter også at deltage i, siger tillidsrepræsentant for ergoterapeuterne Dorte Helgogaard.

Ergoterapeuter og fysioterapeuter har siden 2016 måttet træde akut til med hjælp til patienter på akut geriatrisk afdeling og apopleksiafsnittet. Årsagen var en kombination af overbelægning og mangel på plejepersonale. Terapeuterne skulle varetage hjælpe til med at sørge for patienternes basale behov for mobilisering, måltider og toiletbesøg – alt sammen ud fra en rehabiliterende tilgang.

- I begyndelsen var det en frivillig ordning, fordi vi kunne se, at patienterne ikke kom ud af sengene og hele rehabiliteringen blev nedprioriteret. Senere blev ordningen mere formaliseret og fik titlen ”Øget tilstedevær.”  Samtidig fik vi tilført resurser til arbejdet fra en velvillig ledelse, siger Dorte Helgogaard.

Endokrinologisk afsnit blev føjet til ordningen, og det er her, at terapeuternes tilstedeværelse i dag udgør den tydeligste forskel i forhold til tidligere, vurderer Dorte Helgogaard.

- Tidligere kom vi kun i afsnittet, hvis vi fik en henvisning. I dag er vi der 3,5 timer dagligt, og vi kan se, at den rehabiliterende tankegang vinder indpas, når vi motiverer patienterne selv yde en indsats. Så kan de faktisk lidt mere, end de selv tror, siger hun.

Terapeuterne deltager også i afsnittets konferencer og kan for eksempel stille spørgsmål til, om hjælpemidler er tænkt ind, når patienter skal udskrives.

Rehabilitering skal italesættes

En konsekvens af, at terapeuterne har deres faste gang på de tre medicinske afdelinger i dagtimerne — og snart også i aftentimerne, er, at de bevæger sig ud i det, Dorte Helgogaard kalder gråzonen mellem pleje og terapi.

- Det er vigtigt, at ergoterapeuter italesætter rehabiliteringen i opgaverne. Hvis en opgave for eksempel drejer sig om vask forneden, kan den løses ved, at ergoterapeuten går ind til patienten sammen med en fra plejepersonalet. Her vil ergoterapeuten kunne sikre, at patienten bliver så aktiv som mulig, og så er det plejen, der tager sig af selve vaskedelen, forklarer Dorte Helgogaard.

Hun erkender dog, at der kan opstå situationer, hvor faggrænserne bliver udfordret.

- Der vil naturligvis være gråzoner, hvor man vil stille sig selv spørgsmålet: Har jeg kompetencer til denne opgave eller ej? Her er det vigtigt, at man tør sige fra og sige højt, at den opgave har jeg ikke kompetencer til at udføre. Og så kan man jo tilføje: Er der andet jeg kan gøre?

Dorte Helgogaard mener, at kulturen og travlheden på de enkelte afdelinger spiller en rolle for, i hvor høj grad det er muligt at italesætte skillelinjerne mellem kompetenceområderne.

- Jo mere pres, der er på en afdeling, desto større er sandsynligheden for, at man bliver presset til at påtage sig opgaver, hvor man siger til sig selv: Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger hun.

For at sikre, at nye ergoterapeuter i de tre medicinske afsnit under ”Øget tilstedevær” ikke bliver suget ind i plejeopgaver og ender som ”minisygeplejersker”, er der etableret et mentorforløb.

- Nye terapeuter følger med en erfaren i begyndelsen. De nye kan sparre med mentoren om, hvordan de oplevede bestemte situationer, og de bliver ikke koblet på ”Øget tilstedevær”, før de føler sig klædt på til det, og det er vigtigt at have lidt erfaring med sig for at kunne stå fast på sin faglighed, siger Dorte Helgogaard.

Opfyldelse af et længe næret ønske

Men det er ikke alle opnormeringer af ergoterapeuter, der sker som følge af sygeplejerske- og sosumangel. På Rigshospitalet var det igennem 10 år et ønske blandt ergoterapeuterne at opgradere faget, fordi især dysfagiindsatsen var næsten fraværende på flere afdelinger.

Da ønsket endelig blev indfriet, blev yderligere seks ergoterapeuter ansat per 1. april 2020, så det samlede antal nåede op på 18.

- Vi stod nu i en situation, hvor vi skulle ud til patienter, som måske har mødt en ergoterapeut en enkelt gang til en vurdering. Nu kunne vi også tilbyde træning til dem. Vi besluttede derfor, at det var vigtigt, at vi skulle vise, hvad i vi kunne. I stedet for kun at snakke om det, fortæller afdelingsterapeut Rikke Holst.

I begyndelsen observerede ergoterapeuterne, at nogle afdelinger stort set ingen anelse havde om, hvad ergoterapeuter kan, andre havde udelukkende kendskab til dysfagi. Øvelsen for ergoterapeuterne bestod nu i at gøre reklame for alle de andre ting, som ligger i den ergoterapeutiske værktøjskasse.

- Vi opsøgte nogle afdelinger, hvor vi fra vores ”gamle” ergoterapeuter vidste, at der var behov for ergoterapi. Vi gjorde konkret det, at ergoterapeuterne gik ud på de pågældende afdelinger og vurderede enkelte patienter og meldte tilbage til lægerne eller plejepersonalet, at de for eksempel havde været med en patient på badeværelset og set bestemte kognitive dysfunktioner, siger Rikke Holst.

Samtidig valgte ergoterapeuterne at være tilstede blandt patienterne frem for at tage på rundtur til personalemøder på afdelingerne for verbalt at fortælle, hvad de kunne. Noget tyder på at metoden virkede. Ergoterapeuterne har i hvert fald fået mange positive tilbagemeldinger fra afdelingerne.

”Vi anede ikke, at I havde den palet af kompetencer – det er da helt fantastisk,” citerer Rikke Holst reaktionerne fra afdelingerne.

Men selv om ergoterapien er blevet mere synlig på Rigshospitalet, er Rikke Holst bevidst om, at det fortsat kræver en masse benarbejde for at bevare kendskabet til faget.

- Vi er kommet godt fra start, og ergoterapeuterne trives og er overordnet stolte af det arbejde, de udfører, men det er vigtigt, at vi bliver ved med det. Det tager nogle gange længere tid at ændre andres opfattelse af en, end man lige regner med, siger Rikke Holst.