Hvem er vi?
Det særlige dagtilbud Ragnhild er et specialpædagogisk dagtilbud (§32) normeret til 16 børn i alderen 0-6 år. P.t. har vi børn i alderen 3-6 år.
Vi arbejder bl.a. med børn indenfor autismespektret og anden psykisk nedsat funktionsevne. Denne skønne og mangfoldige børnegruppe indeholder sensitive børn med vidtrækkende motoriske, sansemæssige og kommunikative udfordringer. Fælles for dem alle er, at de har brug for massiv støtte i hverdagen.
I tæt samarbejde med forældrene tilbyder vi børnene et roligt og fleksibelt miljø, hvor en anerkendende tilgang og brugen af alternative kommunikationsmidler er i højsædet.
Ragnhild ligger på Ryparken i København Ø nær rolige og grønne omgivelser, som både børn og voksne nyder godt af. Institutionens åbningstid er kl. 07.15-16.15 alle hverdage.
Børnene er fordelt på to stuer.
På sigt skal Ragnhild flytte til en helt nybygget institution med plads til 36 børn. Det forventes, at vi flytter tidligst i ultimo 2027.
Personalegruppen rummer pædagoger, pædagogmedhjælpere, fysio- og ergoterapeut samt gårdmand, køkken- og rengøringspersonale.
Specialklyngens kerneopgave
Vi skaber rammer for, at børn med særlige behov får de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring til at mestre livet. Dette gør vi i samarbejde med børnenes forældre.
Ragnhild er en del af Specialklyngen i Københavns Kommune. Specialklyngen består af i alt syv (snart otte) særlige dagtilbud for børn i alderen 0-6 år. Institutionerne ligger rundt om i Københavns Kommune.
Som terapeut i Specialklyngen bliver du en del af et større netværk bestående af 25 fysio- og ergoterapeuter. Vi mødes fire-seks gange årligt til faglige oplæg og sparring. Ergoterapeuterne har også fire-seks monofaglige møder årligt, hvor der er plads til sparring.
Du får medindflydelse og muligheden for kompetenceudvikling på kurser og temadage. Der er også mulighed for at stille op som tillids- og arbejdsmiljørepræsentant.
Hverdagen som ergoterapeut
Du vil blive en del af et lille fysio- og ergoterapeutteam. Vi er medskabende, i forhold til at børn med udviklingsforstyrrelser får de bedste forudsætninger for trivsel og læring til at mestre livet.
Det gør vi bl.a. gennem oralmotorisk træning, træning af finmotorik, motorisk udfordrende leg, herunder madleg, kognitive opgaver, sansestimulering og arousalregulering. Formålet er især at forbedre barnets funktionsniveau og evne til selvregulering, at kunne udtrykke sig og indgå i socialt samvær.
I praksis skal du arbejde med børnene i forløb, enten alene eller i samarbejde med andre faggrupper. Du skal derfor kunne prioritere dine opgaver og implementere projekter i en pædagogisk hverdag i samarbejde med det pædagogiske personale.
Din kerneopgave består i at analysere og tydeliggøre det enkelte barns kompetencer, udfordringer og potentialer. Herudfra tilrettelægges og udføres et individuelt og meningsfyldt træningsforløb med fokus på barnets selvstændighed, sanseintegration, motoriske udvikling og mentale sundhed.
I forbindelse med operationer eller videre udredninger kan der være behov for din faglige vurdering i dialog med hospitaler.
Vi laver også små holdtræninger, eksempelvis ’ninjahold’, ’de badeglade’, finmotoriske og oralmotoriske hold.
Tværfagligt samarbejde
Vi arbejder ud fra troen på, at vi med en tværfaglig indsats kommer længst. Derfor sparer vi med og lærer af hinanden på tværs af professioner. Udover det daglige samarbejde med pædagoger foregår den tværfaglige indsats også i dialog med blandt andet psykologer, bandagister samt fast tilknyttet talehørekonsulent. Derudover tilbyder vi løbende tværfaglig supervision, hvor vi drøfter hverdagens udfordringer.
Vi søger en ergoterapeut, der
- har erfaring med børneergoterapi
- har erfaring med fagspecifikke behandlingsmetoder fx OPT og SOS Feeding og sanseintegration
- arbejder selvstændigt, tager ansvar og er omstillingsparat
- deltager aktivt i tværfagligt samarbejde med flere faggrupper
- har et tålmodigt og roligt sind
- kan rådgive og vejlede i brugen af hjælpemidler
- kan udføre skriftlig dokumentation og journalføring
- gerne har kendskab til og interesse for alternative kommunikationsformer, herunder Tegn Til Tale og PECS.
- har en legende tilgang til børnenes træning
- kan videregive og instruere kolleger og forældre i de specifikke ergoterapeutiske indsatser, både skriftligt og mundtligt
- har kendskab til specialpædagogiske tilgange
- er nysgerrig, opsøgende og tør afprøve relevante tiltag
Derudover lægger vi vægt på, at du er loyal og imødekommende i samarbejdet med forældre, kollegaer og klyngens ledelsesteam.
Vi kan tilbyde dig
- mentorordning, hvor man tilknyttes en ergoterapeut i en af de andre institutioner i klyngen
- et selvstændigt og alsidigt arbejde
- en fysisk aktiv hverdag
- monofaglig kompetenceudvikling og sparring
- tværfaglig læring, udvikling og samarbejde
- professionelle kollegaer
- et positivt og ligeværdigt arbejdsfællesskab
- medansvar og indflydelse
- en arbejdsplads, der har fokus på arbejdsfællesskaber, kommunikation/sprog og det gode børneliv
- tydelig ledelse og kommunikation
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden udgør 27 timer ugentligt. Ansættelse er fra den 1. oktober 2024. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med Københavns Kommune og principperne i Ny Løn. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Du bliver ansat i Indre By/Østerbro Specialklyngen, som består af syv (snart otte) kommunale særlige dagtilbud for børn i alderen 0-6 år. Vi arbejder gerne på tværs af institutionerne i vores arbejdsfællesskab, og vi forventer og giver plads til, at alle i klyngen søger medindflydelse og tager medansvar.
Yderligere information
Besøg Ragnhilds
hjemmeside. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte pædagogisk leder Malene Bak Thomsen på 2931 1078 (kun i uge 33).
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 18. august 2024
Vi holder samtaler i uge 34.
Ansøgning skal sendes igennem dette link:
https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=200927&DepartmentId=23120&MediaId=4728&SkipAdvertisement=true