Kravindsamling til OK26
Seneste materiale om kravindsamling
Herunder finder du de relevante dokumenter i forbindelse med kravindsamlingen.
Tilbagemelding fra kravindsamlingen
Kravindsamlingen er færdig, og vi er i fuld gang med at gennemgå alle jeres bemærkninger og forslag, så vi er klar til at stille krav til OK26. I Ergoterapeutforeningen sætter vi stor pris på det store engagement fra jer medlemmer og de mange vigtige perspektiver, som I har givet os til at tage med videre i forhandlingsarbejdet.
Vi er undervejs i arbejdet blevet opmærksomme på nogle enkelte bemærkninger fra jer, som vi gerne vil følge op på. Særligt fordi nogle bemærkninger vedrører ønsker, som vi allerede har lavet aftaler om ved OK24 eller tidligere.
Opsparing af frihed
Alle ergoterapeuter har mulighed for at spare frihed op. Få svar på alle dine spørgsmål her:
Læs vores Q&A om opsparing af frihed
Fra 1. april 2025 blev det muligt for alle ergoterapeuter ansat i regionerne og kommunerne at opspare op til 15 dages frihed som kan bruges på et senere selvvalgt tidspunkt. På statens område trådte ordningen i kraft 1. maj 2024.
Formålet er at skabe øget fleksibilitet for dig ved at kunne opspare frihed til senere afvikling.
Ergoterapeutforeningen har fokus på opgaveglidning
I ETF har vi en særlig indsats med skærpet fokus på ergoterapeuters faglighed. Vi oplever flere henvendelser fra medlemmer, som føler sig pressede på fagligheden, og vi oplever, at ergoterapeutiske opgaver i stigende grad bliver udvandet af blandt andet plejeopgaver og pædagogiske opgaver.
Problematikken blev fremlagt overfor arbejdsgiverne til overenskomstforhandlingerne i 2024. For at få indsigt i, den opgaveglidning der sker, udførte ETF i forlængelse deraf en undersøgelse blandt TR og FTR, på både kommunale og regionale arbejdspladser. Vi undersøgte udfordringer med opgaveglidning og med at fastholde fagligheden på arbejdspladserne. Samtidig havde vi fokus på også at undersøge de arbejdspladser, hvor man lykkes med at have fokus på ergoterapi og anvende ergoterapeuters kernekompetence i samspil med andre faggrupper.
Baseret på undersøgelsens resultater har ETF udarbejdet to inspirationskataloger, som giver konkret hjælp til at fastholde fagligheden.
- Det ene katalog er henvendt til TR, hvor formålet er at hjælpe TR til at støtte ledelse og kolleger i at have fokus på og fastholde den ergoterapeutiske faglighed på arbejdspladsen. Desuden kan kataloget hjælpe TR til at støtte medlemmerne i at tilknytte sig arbejdspladsen og professionen, så ergoterapeuterne ikke søger væk fra arbejdspladsen eller helt ud af faget.
- Det andet katalog er henvendt til de ergoterapeuter, som ikke har en TR på arbejdspladsen. Det er typisk ene-ergoterapeuten, der arbejder blandt andre faggrupper, og som kan have svært ved at fastholde fokus på fagligheden, når man står uden monofaglige kollegaer eller har en leder, som ikke er ergoterapeut, og derfor ikke nødvendigvis kender til ergoterapeutens kompetencer og kerneopgave. Formålet med kataloget er igen, at støtte ergoterapeuten i at have fokus på sin faglighed, og støtte ergoterapeuten i dialogen med tværfaglige kollegaer og ledelse for at fastholde fokus på fagligheden og samtidig kunne bidrage til den fælles opgaveløsning på tværs af fagligheder.
Kompetenceudvikling – søg kompetencefondene
Vi er blevet spurgt, om ergoterapeuter ikke også kan omfattes af kompetencefondene. Alle ergoterapeuter har været omfattet af fondene siden 2021.
Som ergoterapeut har du mulighed for at søge kompetencefondene på det kommunale, regionale og statslige område. Du kan søge midler til kortere eller længere uddannelsesforløb.
Fondene giver støtte til deltagergebyr, materialer, transport og ophold og er et supplement til de økonomiske midler, der i forvejen anvendes til kompetenceudvikling på arbejdspladsen.
Den Kommunale Kompetencefond: Puljen åbner igen tirsdag den 5. august 2025
Den Regionale Kompetencefond: Puljen åbner igen onsdag den 10. september 2025
Den statslige kompetencefond: Puljen åbner igen tirsdag den 23. september 2025 kl. 10.00
Læs mere om Efter- og videreuddannelserne til ergoterapeuter
Kompensation for store bededag til alle ergoterapeuter
Vi er blevet spurgt, om vi vil aftale en kompensation for store bededag, men det er allerede sket.
Ved OK24 aftalte vi en økonomisk kompensation fra den 1. maj 2024, hvor den særlig feriegodtgørelse, som udbetales én gang årligt, blev forhøjet med:
0,53 pct. for ansatte i kommunerne
- Ny procentsats ergo-/fysioterapeuter 2,83
- Ny procentsats kandidater 2,48
0,54 pct. for ansatte i regionerne
- Ny procentsats < 10 års anc. 3,39
- Ny procentsats 10 år+ og KU 2,49
- Ny procentsats kandidater 2,49
0,52 pct. for ansatte i staten
- Ny procentsats 2,02
Samtidig ophørte udbetaling af løntillæg efter lov om konsekvenser ved afskaffelse af store bededag.
Krav om kontraktansættelse ved chefstillinger
Denne fritekst har givet anledning til at understrege, at gode ansættelsesvilkår for ledere er afgørende. Det er også blandt de 8 temaer, som vi tager med til forhandlingerne.
Hvad angår chefstillinger har vi på det kommunale område en aftale om dobbeltorganisering ved ansættelse på chefaftalen. Hertil, har Akademikerne aftalt en ny regional chefaftale ved OK24 på det regionale område. Denne aftale dækker ikke-administrative chefer. Hvis denne bemærkning giver anledning til uddybning, vil vi meget gerne kontaktes på [email protected]
Privatpraktiserende ergoterapeuter
Vederlagsfri ergoterapi og offentligt tilskud til ergoterapi i privat praksis er desværre ikke sundhedsfaglige ydelser, der prioriteres offentlige midler til.
ETF har gennem flere år arbejdet målrettet for, at ergoterapi – ligesom andre sundhedsfag – skal kunne tilbydes med offentligt tilskud i privat regi. ETF mener, at borgerens frie valg også skal gælde ergoterapi. Politisk mødes forståelse flere steder, men økonomisk er der ikke fundet plads til ergoterapi endnu.
Behovet er klart: Flere børn og unge mistrives, mange voksne har senfølger efter sygdom, og kravene til uddannelse og arbejdsliv stiger. Ergoterapi kan støtte mennesker til et aktivt og meningsfuldt liv – også uden for det offentlige system.
Hvem er kunderne?
Pensionsselskaber og forsikringsselskaber med sundhedsforsikringer er kunder hos privatpraktiserende ergoterapeuter, lige som virksomheder, kommuner og borgere køber ydelser hos ergoterapeuter.
Hvem er de praktiserende?
Der er ca. 210 medlemmer der arbejder som privatpraktiserende, altså selvstændige ergoterapeuter. De spænder bredt over de fleste fagretninger inden for ergoterapi. Klub for PrivatPraktiserende Ergoterapeuter er et aktivt netværk af og for medlemmerne og arbejder blandt andet for branding og øget kendskab til ergoterapi i privat regi.
Virtuelle kick-off-møder
Forud for kravindsamlingen har vi afholdt virtuelle kick-off-møder, hvor formand Tina Nør Langager og forhandlingschef Sine Dreyer Skjoldan sætter scenen.
Se de afholdte møder på det kommunale, regionale og statslige område:
Videoerne fra de tre kick-off-møder er kun for medlemmer
For at kunne se videoerne skal du være medlem i Ergoterapeutforeningen og logge ind på hjemmesiden. Du logger ind ved at klikke på "Mit ETF" øverst i højre hjørne:
