Her finder du svar på de spørgsmål, som medlemmerne stillede under den virtuelle gennemgang af OK24-forliget på det regionale område den 11. marts. Har du fortsat spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ergoterapeutforeningen på [email protected].


Hvorfor vil vi gerne over på den samlede AC-overenskomst - det giver os mindre i løn. Hvilke andre fordele er der ved AC-overenskomsten?

At komme på en større samlet overenskomst vil give bedre muligheder på mange områder, som samlet vil stille ergoterapeuter godt i deres ansættelse. Vi vil således ikke på AC-overenskomsten for at få mindre i løn - tværtimod - målet vil være at få højere løn.

Jeg har et spørgsmål vedr. fuld harmonisering med AC for akademikere med fysio- og ergoterapeutbaggrund. På min arbejdsplads får akademikere som traditionelt hører under Djøf og DM rådighedstillæg som stiger automatisk de første otte år. Dette medfører en lønforskel på 7.000 kr. (inkl. pension) pr. måned mellem akademikere med fysioterapeutbaggrund og andre akademikere med otte års anciennitet. Det er en uretfærdig forskel, som skaber stor frustration. Ved OK21 lykkedes det at få skabt ligestilling mellem akademikere fra Djøf og DM og akademikere med fysioterapeutbaggrund i forhold til rådighedstillæg på det statslige område. Hvordan gik det med forhandlingerne på det regionale område ved OK24?

Vi er ikke aftalt over på AC-overenskomsten ved OK24. Fordelen vil være, at vi bliver en del af en større flok. Vi vil stræbe efter en overgang, der sikrer en lønfremgang - men det skal forhandles ifm. tilpasning til AC-lønskalen.

Ved rekrutteringsvanskeligheder i regionerne burde man så ikke se på at hæve løn og pension i forhold til det kommunale område?

 Det er to adskilte OK-områder og de regionale arbejdsgivere kigger i højere grad på tværs internt på deres egne faggrupper, når der forhandles overenskomster.

Det er rigtigt, at der var ønske om højere pensionsindbetaling. Den skulle være lige så høj som i kommunerne. Forskellen er med disse overenskomster blevet endnu større. Hvad er forklaringen på det? 

 De to ansættelsesområder er adskilte og fungerer helt overordnet med deres egen overenskomstøkonomi. Der er forskellige økonomiske udgangspunkter, og det giver forskellige muligheder for at lave konkrete aftaler ved overenskomstforhandlingerne.

Er der forskel på ergo- og fysioterapeuter ansat hhv. i region og kommune? Ergo- og fysioterapeuter ansat i regionen forhøjes pension med 1,99%, og med 2,22% i kommunen. Denne forskel forstår jeg ikke?

 Det er to forskellige arbejdsgivere, og derfor to forskellige økonomiske kasser, midlerne stammer fra. Der er som resultat af dette forskelle på de forlig, vi er endt med. Rammen på de 8,8 % er dog ens på alle tre offentlige arbejdsgiverområder.

Men det er problematisk i forbindelse med nye kollegaer, der kommer fra en kommunal arbejdsplads, som umuligt vil kunne opretholde den kommunale løn i regionen. Det er bare øv, når man gerne vil have flere kollegaer. Ved godt, det er to forskellige arbejdsgivere. Men i sin tid steg kommunale lønninger jo også for bedre at kunne rekruttere. Bare noget at tage med jer.

Ja - der er jo sådan det er. I takt med stigende rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer må man jo antage, at de regionale arbejdsgivere må indrette sig herefter.


Jeg vil gerne have svar på, om lønstigningen beregnes på grundløn? Eller også på tillæg?

Alle løndele reguleres - dvs. grundlønssatser, værdien at et tillæg, særydelser mv.

Hvordan kan det være at de 8,8 % aldrig har været til forhandling?

De var bestemt til forhandling, men aftalen endte med 8,8 %. Måske - og til gengæld - blev der så noget usædvanligt udmøntet meget store lønstigninger allerede nu pr. 1. april, ligesom det nye lønindeks nok også kan tilskrives et solidt pres herom, når nu rammen blev fastholdt så firkantet.

Den reelle grundløn stiger. Er det overenskomstforhandlet løn eller hele lønnen? (lokale tillæg mv.)?

Det er hele lønnen, dvs. også grundlønssatser og værdien af lokalt aftalte tillæg mv.

Ledelsen på min arbejdsplads, har meddelt, at de lønstigninger, der er aftalt ved OK24, skal findes inden for eget budget, og at det kan betyde afskedigelser. Er det rigtigt?

Det er ikke korrekt. Overenskomstforbedringer kommer automatisk ud til arbejdspladserne, ligesom pengene kommer ud til kommuner og regioner som en del af økonomiaftalerne. Det er derfor, at det er finansministeren, der sætter den økonomiske ramme. Trepartsmidlerne kommer også direkte ud til regionerne og kommunerne. Så der følger finansiering med aftalerne.


Hvad er reststigning?

Reststigning er et skøn over den lønudvikling, der sker ud over de aftalte generelle lønstigninger - bl.a. lokallønsaftaler og forskydninger i sammensætning af personalegrupper. Man kan sige, det er forudsat, at de samlede lønforbedringer ud over generelle lønstigninger og reguleringsordningens udmøntning også vil rumme 0,20%.

Har arbejdsgiver fortsat ønsket at bibeholde lokalløn eller er det et ønske fra arbejdstager?

Arbejdsgiver har et ønske om fortsat at anvende lokal løndannelse, og vi på arbejdstagersiden har et ønske om, at det skal fungere efter hensigten. Vi ved desværre, at mange af jer ikke oplever, at lokal løn fungerer. 


Har det indflydelse, om du er ansat med en kandidat eller på basisvilkår i forhold til at få udbytte af lønstigningerne?

Lønstigningerne er ensartede/de samme for kandidater og fys/ergo i det almindelige lønforløb.


Hvornår gælder det med den særlige feriegodtgørelse fra?

Det gælder fra den 1. maj 2024.

Hvorfor er der denne forskel på den særlige feriegodtgørelse?

Stigningen for alle grupper er den samme, nemlig 0,54%. Forskellene i stigningerne kan forklares med resultaterne af tidligere overenskomstforhandlinger.


Kan de 15 dage overføres fra år til år ligesom d. 6. ferieuge?

Ja - de kan gemmes fra år til år, og bruges efter aftale undervejs og saldoen kan så blive fyldt op igen.

Hvor lang tid kan man havde opsparingen af feriedage stå? Kan man spare sammen over flere år?

Man kan have opsparingen stående gennem flere år. Der er ikke aftalt en 'slutdato' og der kan til hver en tid stå max 15 dage på di opsparing. Opsparing af frihed administreres af din arbejdsgiver.

Afviklingsperioden - er det fra år til år?

De skal ikke bruges fra år til år, men kan gemmes fremadrettet.

Kan man overfører de opsparede dage til en anden arbejdsgiver?

Det korte svar er ja, men efter aftale.

Der er mange spørgsmål om, hvordan det helt konkret vil foregå med øget fleksibilitet - skal man aftale med nærmeste leder eller via HR afd.?

Du skal konkret aftale afholdelse af opsparet frihed med din arbejdsgiver. Hvis du har benyttet den anden mulighed med opsparing af penge fra dit fritvalgstillæg hos PKA, kan de opsparede penge bruges i forbindelse med tjenestefrihed uden løn eller til et andet helt selvvalgt formål.


Hvad sker der med vores pensionsopsparing, hvis vi vælger at udnytte hele frit valgs muligheden?

Det er ETFs og DFys anbefaling, at man bør spare 16 procent op i pension. Frit valg er en mulighed for den enkelte i forhold til den livsfase, man er i. Det giver fleksibilitet. Derfor er vi også tilfredse med, at man årligt kan tage stilling til sit frit valg, og at man samtidig har mulighed for at beslutte, at frit valget skal være helt eller delvist af den del af pensionsbidraget, der ligger over 15 procent. Vores høje pensionssats giver jer en unik mulighed for at udnytte frit valgs kombinationsmuligheder.  

Kan man vælge at indbetale pengene fra 15 % pension op til 18,75 % til sit eget pengeinstitut?

Man kan vælge alt over 15 % udbetalt som løn eller pension. Det er helt individuelt, om man ønsker at indbetale alt over 15% i eget pengeinstitut.

Skal man fra start vælge, om det er pension eller opsparingen? 

Nej - du vil i udgangspunktet fra 1.4.25 få en forhøjede pension, men vil du have det som løn, skal du aktivt vælge det. Du kan ændre dit valg en gang årligt i oktober måned.


Vagttillæg: gælder det også, hvis man kun arbejder dagvagt i weekenderne?

Ja - du får fra 2025 47 % i tillæg for weekendtimerne mod i dag, hvor du får 42 % i tillæg til timelønnen i weekendtimerne.

Tæller timer på søgne-/helligdage med i beregningen for vagttillægget?

Ja - det, der tæller med, er timer udenfor dagtimerne mandag til fredag på "almindelige" arbejdsdage, det vil sige alle de timer der udløser særydelser efter døgnarbejdstidsaftalen.

Er weekendarbejde også tænkt ind i de 300 timer i forhold til vagttillægget, sammen med de skæve tidspunkter?

Ja - weekendarbejde tæller med i de 300 timer. Det er i det hele taget timer udenfor dagtimerne mandag til fredag på almindelige dage (SH-dage er ikke almindelige dage), det vil sige alle de timer der udløser særydelser efter døgnarbejdstidsaftalen.

De 300 timer vagtarbejde, hvordan beregnes de? Er det fra år til år der laves en opgørelse? Jeg tænker, at vi på min arbejdsplads vil ligge tæt på de 300 timer årligt.

Vagtarbejdet beregnes fra år til år og følger kalenderåret. Timerne tælles op af de timer, hvor du også får særydelser. Det er aftalt med regionerne, at det skal gøres synligt på lønsedlen, hvor mange timer, du har tjent op, sådan at det er muligt at fælge med.

For at ergoterapeuter kan få oparbejdet de 300 timers vagtarbejde, så får vi jo ikke fx aftentillæg fra kl. 17.00 som sosu-ass. og pædagoger får, så vi er allerede bagud der. Er det noget man vil/kan ændre?

Det er korrekt, at SOSU-assistenter og pædagogers aftentillæg starter kl. 17, mens ergo- og fysioterapeuters aftentillæg starter kl. 18. Dog skal det bemærkes, at særydelserne hæves ligeligt for alle grupper (med 5 %). Ændringer kan vi tidligst fremsætte ønske om ved kommende overenskomstforhandlinger.

Jeg har en masse kollegaer, som helt sikkert vil se frem til den nye overenskomst, men også alle meldte ind, at der er udfordringer med 1. maj, som er en særlig fridag. Og de efterspørger, om man har kigget på det, ved denne overenskomst?

Vi har stillet krav om dette også her ved OK24. Det er dog et særligt ergo/fys-krav, og Danske Regioner er ikke indstillet på at ændre i fridagsreglen.

Er det korrekt, at I har set arbejdstidsreglerne mere generelt? Særligt tænker jeg på de uvarslede vagter.

Vi har hævet særydelserne med 5 procentpoint for hhv. aften, nat og weekend. Derudover er der aftalt et vagttillæg for de medarbejdere, der har 300 timers vagtarbejde udenfor almindelig arbejdstid. Vi har ikke forhandlet ændringer ift. varsling af vagter denne gang.

Der igangsættes dog et periodeprojekt mellem overenskomstens parter, der har til formål at understøtte og sikre mere attraktive regionale arbejdspladser. I dette vil arbejdstilrettelæggelse behandles.


Hvor længe er man nyansat? Hvad er definitionen på en nyansat?

Det er ikke beskrevet på anden måde end nyansat, så der er ikke sat en tidsmæssig afgrænsning. Det vil naturligt indebære, at TR i hvert fald i tilknytning til tiltrædelsen sætter sig samme efter nærmere aftale med den nye kollega. 

Hvad menes med institution? Er det en geografi eller et sygehus, som kan dække flere geografier? 

En institution er en overordnet enhed, som kan have lokale afsnit/enheder på forskellige matrikler og fx. i forskellige byer.


Hvad med medfædre? 

Barselsloven og forliget er knyttet op på at, at et barn er født af en mor. Du kan derfor ikke have en ”medfar”. Enten har et par adopteret et barn, eller også har den ene far fået et barn med en mor, som den anden far så vil være ”socialforældre” til. Svaret er derfor, at de tre ekstra ugers barsel alene omfatter fældre/medmødre.


Hvad har I aftalt for at beskytte fagligheden?

Vi har fremført klart og tydeligt over for arbejdsgiverne, at der er væsentligt, at der sikres plads til vores ergo/fys fagligheder. Vi oplever, at drøftelserne har gjort indtryk på arbejdsgiverne, så det har været klogt, at vi har adresseret det. I overenskomsterne er der allerede gode definitioner af, hvad vi laver som ergo og fys, og vi har sagt til arbejdsgiverne, at de definitioner kommer vi til at gøre en aktiv indsats for at håndhæve. Vi vil derfor både fra ergoterapeuterne og fysioterapeuternes side opfordre jer til at tage fat i os, hvis I eller en kollega får et ansættelsesbrev, hvor plejeopgaver er en del af stillingen. Samtidig vil vi fortsætte med at klæde vores TR og ledere og alle medlemmer på til at fortsætte dialogen om, hvordan vores kompetencer bruges klogt.

Under OK24-webinariet for det kommunale område blev der nævnt, at man skulle tage kontakt til ETF eller Danske Fysioterapeuter, hvis man fik et ansættelsesbrev, der involverede plejeopgaver. Men hvis man søger en stilling som ergo- eller fysioterapeut, hvor arbejdsgiveren i jobopslag/processen oplyser, at der indgår plejeopgaver, kan I vel ikke gøre noget ved det, hvis man takker ja til den stilling? Kan det uddybes, i hvilke situationer, I kan gøre noget ift. stillinger med plejeopgaver? 

Din beskrivelse er netop de udfordringer, som vi har haft fokus på at gøre arbejdsgiver opmærksom på under forhandlingerne. Hvis du får et ansættelsesbrev, hvor der ex. står, at 10 timer er plejeopgaver og 27 timer er ergo- eller fysioterapi, så vil vi meget gerne høre fra jer.

Jeg er jobsøgende ergoterapeut lige pt, og jeg oplever, at der er opslået mange stillinger indenfor plejehjem, bosteder mv. hvor der søges ergoterapeut/pædagog/psykomotoriskterapeut m.fl., fordi de har svært ved at få det nødvendige personale. Derfor søger de alternativer faggrupper. Dette gør dog at man som ergoterapeut ikke kan være sikker på hvor meget af ens arbejdsdag egentlig er ergoterapi. Jeg synes dette er en svær situation at stå i, da man jo som jobsøgende skal søge flest mulig jobs, men jeg har uddannet mig som ergoterapeut fordi jeg vil arbejde som ergoterapeut. I forhold til "flere om vagtarbejdet", hvordan er der, hvis noget, i OK-forhandlingerne, der sikrer, at eksempelvis jeg som ergoterapeut skal lave ergoterapi og ikke være "vikar" for plejepersonale = nedprioritering af ergoterapi? 

Vi har ved overenskomstforhandlingerne gjort en stor indsats for at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på netop fysioterapeuters og ergoterapeuters faglighed. I overenskomsten er de ergoterapeutfaglige opgaver tydeligt beskrevet og vi har gjort meget ud af denne drøftelse med arbejdsgiversiden.


Udlignes områdetillæggene fuldstændig på sigt eller?

Ja, på meget lang sigt, da det er en meget tung økonomisk omgang. Projektet påbegyndes ved at løfte fra bunden, altså først at løfte område 0 op mod område 1 osv. Men det er et langstrakt projekt.

Skal det forstås sådan, at os ansat på område 0 nu får et tillæg?

Nej ikke lige sådan. Parterne vil løfte værdien af satsen for fx. trin 4 i område 0.

Udlignes områdetillæggene eller løftes alle?

Et projekt påbegyndes ved at løfte fra bunden - altså først at løfte område 0 op mod område 1 osv. Men det er et langstrakt projekt.