Som tillidsvalgt er du Ergoterapeutforeningens repræsentant på arbejdspladsen, og du har en vigtig rolle i at løse en stribe opgaver for dine kollegaer.
Ergoterapeutforeningen er et fællesskab for ergoterapeuter, og vi varetager både fællesskabets og individets interesser. Det samme gælder dig som TR: Du varetager både fællesskabets og det enkelte medlems interesser på arbejdspladsen.
Som tillidsvalgt er du også samarbejdspartner for ledelsen på din arbejdsplads. Her er din opgave at sætte dét på dagsordenen, som har betydning for dine kolleger, og ETF mener, at vejen til indflydelse er en medskabende tilgang.
I rollen som TR kan du være med til at finde løsninger, som styrker arbejdspladsens – og dermed kollegernes mulighed for at løse kerneopgaven inden for gode rammer og med gode vilkår.
Det forudsætter bl.a., at du:
- Taler ind i de udfordringer, der måtte være med at løse kerneopgaven.
- Bidrager til og tager medansvar for løsninger og forandringer ved at bringe den ergoterapeutiske faglighed i spil.
- Forsøger at blive en del af beslutningsarenaerne.
For at lykkes med medskabelse er det vigtigt, at du opbygger gode relationer til både kolleger, ledelse og ETF, og at du finder en balance i de forskellige forventninger.
I dialogen med ledelsen er det en fordel at have en undersøgende tilgang, hvor I deler perspektiver og afstemmer forståelsen af arbejdspladsens udfordringer med at løse kerneopgaven, når I skal indgå forpligtende aftaler om løsninger/tiltag.
I forhold til kollegerne står du som TR i spidsen for fællesskabet, og alt efter, hvad I ønsker af samarbejdet med ledelsen, kan du både udfordre og understøtte fællesskabet.
ETF-medlemmer og valggrundlaget
Når dine kolleger har valgt dig som repræsentant, er det vigtigt at du holder dig for øje, hvornår du repræsenterer de kollegaer, der er medlemmer af ETF, og hvornår du taler på vegne af hele dit valggrundlag på arbejdspladsen.
Du repræsenterer medlemmer af Ergoterapeutforeningen i følgende situationer:
- I individuelle samtaler med medlemmet. Fx hvis medlemmet har konkrete arbejdsrelaterede udfordringer som mistrivsel eller for høje krav i opgaven.
- I rollen som bisidder. Fx ved tjenstlige-, omsorgs- og sygefraværssamtaler. Altså alle individuelle samtaler, der vedrører et medlem.
- Som sparringspartner. Fx i forbindelse med barsel, seniorordning og ændring af arbejdstid.
- Gennemgang af lønseddel.
- Sparring om den enkeltes indstilling til de årlige lokale lønforhandlinger
- Forhandling og indgåelse af aftaler om nyansatte ergoterapeuters løn, herunder bistand og dialog med ansøger.
- Samarbejdsfladerne som TR: ETF, medlemmet, AMR og ledelsen.
Du repræsenterer valggrundlagets fælles interesser i følgende situationer:
- Forhandler nyansatte ergoterapeuters løn med fokus på, at alle indplaceres på sammenlignelige vilkår.
- Forhandler og indgår aftaler på vegne af valggrundlaget i forbindelse med lokale aftaler om arbejdstid, forhåndsaftaler og de årlige lokale lønforhandlinger.
- Fokus på forandringer og trivsel på arbejdspladsen.
- Samarbejdsflader mellem ETF, ledelse, AMR, TR og kollegerne.
Du repræsenterer hele arbejdspladsens interesser, hvis du sidder i et samarbejdsudvalg:
Hvis du er valgt som medarbejderrepræsentant til et samarbejdsudvalg, fx et SU- eller MED-udvalg, repræsenterer du flere kolleger end dit valggrundlag. Det er vigtigt, at du aftaler med de andre medarbejderrepræsentanter, hvordan I involverer alle kolleger og får deres input til dagsordenen inden møder i det pågældende udvalg.
Tillidsrepræsentant i ETF
- få det bedste afsæt som TR
Et oplæg til drøftelser med kolleger, TR-suppleant, AMR og din leder: Find pjecen her