Som TR-suppleant har du både opgaver, rettigheder og særlige vilkår. Få overblik og information på siden her.
Det vigtigste, du skal vide, er, at hvis din TR ikke er ergoterapeut, så er det som TR-suppleant dig, der har forhandlings- og aftaleretten for flere faggrupper, fordi ETF har uddelegeret den.
Præcis hvad det betyder, kan du læse om i afsnittene herunder. Her finder du også information om dine andre opgaver, rettigheder og vilkår som TR-suppleant.
TR-suppleantens rolle og opgaver
Du og din TR er valgt til at varetage medlemmernes interesser på arbejdspladsen. I er ETF's repræsentanter på medlemmernes arbejdsplads og handler med udgangspunkt i de politiske beslutninger, som foreningens hovedbestyrelse træffer.
Læs mere:
Ifølge TR-reglerne har en TR-suppleant først TR-opgaver og pligter, når TR er fraværende. TR-suppleanten bliver da midlertidigt fungerede TR.
Læs TR-reglerne her:
- KL: MED-håndbogen
- DR: MED-håndbogen
- Staten: Cirkulære om TR i staten - Generelle bemærkninger til Cirkulæret pkt.
Læs om ”Suppleantens rolle og opgave i TR's fravær” længere nede på siden.
Læs om muligheden for at dele opgaverne mellem TR og TR-suppleant under ”Samarbejde mellem TR og TR-suppleant” længere nede på siden.
TR-suppleant for flere faggrupper
Når din TR er ergoterapeut
Når din TR er ergoterapeut, har du kun TR-opgaver i TR's fravær.
Læs om ”Suppleantens rolle og opgaver i TR's fravær” længere nede på siden.
Læs om muligheden for at dele opgaverne mellem TR og TR-suppleant under ”Samarbejde mellem TR og TR-suppleant” længere nede på siden.
Når din TR ikke er ergoterapeut
Når din TR ikke er ergoterapeut, skal du være opmærksom på, at ETF har uddelegeret forhandlings- og aftalekompetencen til dig. Det betyder, at du har retten til at indgå lokale aftaler om løn, arbejdstid og senioraftaler/-ordninger for de ergoterapeuter, du repræsenterer.
Det gælder fra den dag, du er valgt. Derfor skal du sørge for hurtigt at blive klædt på til at varetage forhandlings- og aftaleretten.
Som udgangspunkt tager din TR sig af alle andre TR-opgaver.
Kom godt fra start på TR-grunduddannelsen
Som TR-suppleant for andre faggrupper kan du også tage grunduddannelsen til TR. Den vil give dig en god start og et fundament at bygge videre på. Husk at aftale med din leder, at du kan få tjenestefri med løn til at deltage, inden du tilmelder dig et modul på TR-grunduddannelsen.
TR-kurser og TR-møder
ETF tilbyder dig som TR-suppleant for andre faggrupper samme mulighed for at deltage i kurser og møder som TR.
Hold dig orienteret
ETF anbefaler, at du orienterer dig på etf.dk og på etf.dk/tillidsrepræsentant, så du har en idé om, hvor du der kan hente viden, vejledninger, aftaler, inspiration m.v.
TR-suppleantens rolle og opgaver i TR’s fravær
I TR's fravær bliver du midlertidigt fungerende TR og overtager TR's pligter, opgaver og ansvar.
Fravær af få dages varighed betyder normalt ikke, at du skal overtage igangværende opgaver fra TR.
Hvornår du tager over, beror altid på en konkret vurdering af situationen på arbejdspladsen, den aktuelle opgave og hvor længe TR er fraværende.
Du kan have brug for at aftale med TR, hvilke opgaver, du eventuelt midlertidigt skal tage dig af, og om der er noget, du skal være særligt opmærksom på.
Mange spørgsmål kan du finde svar på på etf.dk, fx under ”Løn og arbejdsliv”.
Bliver du kontaktet af et medlem eller af arbejdsgiver om en akut personsag, kan du altid ringe til en af ETF's forhandlingskonsulenter for at få rådgivning eller sparring.
Ring på tlf: 8882 6270 mellem kl. 10-15.
Når TR er fraværende i længe tid
Er TR fraværende i længere tid – fx på grund af barsel eller sygdom - overtager du alle TR's pligter, opgaver og ansvar.
Følgende spørgsmål kan være gode at få svar på, inden TR går på fx barsel:
- Hvilke opgaver er i gang, og hvad har ledelsen og/eller kollegerne fokus på?
- Hvilke rammer og vilkår har TR for at varetage sin funktion?
- Hvilke lokale aftaler er indgået for ergoterapeuter og/eller andre på arbejdspladsen, som du er TR for. Fx lokale aftaler om løn og arbejdstid?
- Er der anden viden, der har betydning for TR-hvervet?
Når TR er fraværende i længere tid, giver ETF dig mulighed for at tage TR-grunduddannelsen.
Samarbejde mellem TR og TR-suppleant
ETF anbefaler, at du og din TR hurtigt efter valget får talt om jeres forventninger til samarbejdet. I kan finde inspiration i pjecen "Tillidsrepræsentant i ETF - afklarede forventninger".
Selvom TR-suppleanten ifølge TR-reglerne først har TR-opgaver, pligter og ansvar, når TR er fraværende, er en løbende dialog om, hvad der sker på arbejdspladsen, en fordel for jer begge.
Om at dele opgaverne mellem TR og TR-suppleant
På nogle arbejdspladser er der tradition for, at TR og TR-suppleanten deler opgaverne mellem sig. Det gælder især hvis man arbejder på hver sin geografisk adskilte arbejdsplads.
ETF anbefaler, at TR og TR-suppleanten kun deler opgaverne mellem sig, hvis ledelsen er indstillet på at give suppleanten samme vilkår som TR til at varetage opgaverne, og tid og mulighed for også at deltage på ETF’s TR-grunduddannelse, TR-møder mv.
Når du/I repræsenterer flere arbejdspladser
Det er altid vigtigt at prioritere dialog med medlemmerne i valggrundlaget.
Når du repræsenterer flere arbejdspladser, er det vanskeligt at have føling med situationen, og hvordan dine kolleger har det, hvis I ikke holder hinanden orienteret.
Det er også vigtigt, at I ind imellem mødes for at tale om det, der optager jer, og hvad gruppen ønsker, at TR skal prioritere at arbejde med i hverdagen.
Dine vilkår som TR-suppleant
Som TR-suppleant er du altid omfattet af TR-beskyttelsen. Først når TR er fraværende, og du træder til som fungerende TR, får du de øvrige rettigheder og vilkår.
Selv om du som TR-suppleant ikke har ret til fx at bruge den fornødne tid, kan du og din leder måske alligevel blive enige om, at TR og du får mulighed for at mødes om de forhold, der har indflydelse på ergoterapeuternes arbejdsforhold mv. Det er særligt vigtigt, hvis du og TR arbejder på forskellige matrikler.
Midlertidigt fungerende TR
I TR's fravær bliver du midlertidigt fungerende TR og har samme vilkår og rettigheder som din TR.
Du har altid TR-beskyttelse
Som TR-suppleant er du omfattet af TR-beskyttelsen, uanset om du midlertidigt fungerer som TR eller ej.
Den såkaldte TR-beskyttelse sikrer, at du kan udøve dit hverv uden at frygte at blive afskediget.
TR-beskyttelsen betyder, at en tillidsvalgt kun kan afskediges, når arbejdsgiver kan begrunde det med ”tvingende årsager”. Der er den almindelige opfattelse, at der skal meget til, før der er tale om tvingende årsager.
Kontakt straks ETF, hvis du bliver indkaldt til tjenstlig samtale, får en påtænkt opsigelse eller bliver bortvist.
Ring på tlf: 8882 6270
Registrer din tid
Har du som TR-suppleant faste TR-opgaver, eller er du midlertidigt fungerende TR, anbefaler ETF, at du registrerer den tid, du bruger på TR-opgaverne.
Skriv hver gang du har en TR-opgave:
- Hvad er opgaven?
- Hvornår udførte du den?
- Hvor meget tid har du brugt på den?
Registreringen kan du bruge til en snak/forhandling med din leder om dine vilkår for at varetage hvervet som TR-suppleant, eller for de opgaver du varetager i en arbejdsdeling med TR.
De opgaver, der fx skal være tid, er:
- MED- møder inklusive forberedelse og opfølgning
- Dialog og møde med kollegerne – også ved geografisk adskilte arbejdspladser
- Personsager – akut og løbende
- Holde dig ajour med ny viden og hvad der foregår på arbejdspladsen, herunder orientering om ansættelse og afskedigelse
- Forhandlinger om fx løn og arbejdstid inklusive forberedelse og opfølgning
- Forhandling af tillæg
- Dialog og samarbejde/møder med leder og AMR
- Sparring, kurser og møder i ETF
Ifølge TR-reglerne skal du have den nødvendige og tilstrækkelige tid til TR-arbejdet, når du fungerer som TR.