Som tillidsvalgt i Ergoterapeutforeningen har du en afgørende rolle, når der er besparelser, som kan medføre afskedigelser på arbejdspladsen.
Helt overordnet er der to trin i en besparelsesproces:
• En politisk proces, hvor forslaget om besparelser er i høring
• En lokal proces, hvor I lokalt har mulighed for, via samarbejdsudvalget eller MED udvalget, at søge indflydelse på hvordan processen forløber på din arbejdsplads.
Her er nogle anbefalinger til, hvordan du bedst håndterer situationen.
Besparelser bliver ofte først drøftet på politisk niveau eller i øverste MED- eller samarbejdsudvalg (SU). Sørg for hurtigt at kontakte din regionsformand i ETF, hvis du får information om, at der er besparelser under opsejling, da regionsformændene kan påvirke de politiske processer ved at kontakte nøglepolitikere. I tæt samarbejde kan I planlægge jeres tilgang til at få indflydelse på sagen. Husk også at involvere din fællestillidsrepræsentant (FTR), hvis I som tillidsvalgte har valgt en FTR.
Hvis du ikke selv sidder i dette udvalg, bør du kontakte de repræsentanter, der gør. Det er også i MED/SU udvalget I kan drøfte alternative løsninger til afskedigelser.
Husk, at du som tillidsrepræsentant ikke bør komme med input til, hvilke kriterier ledelsen skal bruge for at vælge, hvem der skal afskediges.
Du kan bidrage med at komme med input til at sikre en fair og transparent proces, så forløbet bliver så gennemsigtig som muligt i forhold til dine kolleger.
• Dialog og støtte: Vær i tæt kontakt med medlemmerne for at forstå deres bekymringer og behov. Husk, at det ikke kun er de afskedigede, der er berørte, men hele arbejdspladsen.
• Informationsdeling: Undersøg om arbejdspladsen giver mulighed for at søge om psykologhjælp, eller kompetenceudvikling til dem, der måtte blive indstillet til afsked.
• Personlig støtte: Tal med ledelsen om at få tid til møder med valggrundlaget for at drøfte deres behov.
Du kan støtte medlemmet ved at:
• Tilbyde dig som bisidder til samtaler med ledelsen.
• Tale med medlemmet om processen i forhold til afskedigelsen.
• Hjælpe medlemmet med at tage kontakt til ETF, når de er indstillet til afsked.
Husk, at du har tavshedspligt i forhold til, hvem der er indstillet til afsked. Det er op til den enkelte at dele denne information.
• Sørg for at gå i dialog med ledelsen om valggrundlagets bekymringer og bidrag til en god proces før, under og efter en afskedigelsesrunde.
• Overvej hvordan I kan samarbejde i TRIO og med arbejdsmiljørepræsentanten for at sikre en god proces.
• Ændring af arbejdsopgaver: Når der er indstillet til afsked, vil der være færre kolleger til at varetage opgaverne. Derfor er det vigtigt at drøfte med ledelsen, hvilke konsekvenser besparelserne vil få for opgavevaretagelsen, og hvordan arbejdsopgaverne skal prioriteres fremover.
Kontakt ETF så tidligt som muligt i processen, så vi kan rådgive dig om de konsekvenser afskedigelser kan have. Når der er truffet beslutning om, at der skal finde afskedigelser sted og den enkelte medarbejder, der påtænkes opsagt, er informeret herom, vil der være en såkaldt partshøring. Partshøringen giver den berørte medarbejder mulighed for at komme med indsigelse til den påtænkte afsked. Det er derfor meget er vigtigt, at det enkelte medlem kontakter foreningen inden fristens udløb for partshøringen.
Hold tæt kontakt til andre tillidsrepræsentanter og hent sparring fra dem, der har erfaring med lignende situationer.