For Astrid Therkildsen er forklaringen på, hvorfor hun er medlem af Ergoterapeutforeningen ganske simpel: Fordi hun er ergoterapeut.
Er du uddannet ergoterapeut, skal du være medlem af Ergoterapeutforeningen.
Så simpelt mente Astrid Therkildsen, det kunne siges, da hun blev færdiguddannet ergoterapeut, og lige så simpelt er det for hende i dag – 23 år senere.
”Jeg har været medlem af Ergoterapeutforeningen lige så længe, som jeg har været uddannet ergoterapeut. Da jeg meldte mig ind, tænkte jeg, det var relevant at være medlem af en forening, der både arbejder for udvikling af vores fag og for vores vilkår som ergoterapeuter. Det tænker jeg også i dag,” fortæller Astrid Therkildsen, som er ergoterapeut og tillidsrepræsentant på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Hun har været tillidsrepræsentant på Hammel Neurocenter i omtrent seks år og blev det af omtrent en lige så simpel årsag som til hendes medlemskab af ETF:
”Jeg går op i, at mine kolleger har det så godt som muligt på arbejdet. Derfor ville jeg gerne være TR,” fortæller hun.
Med TR-hvervet er hun – som en ekstra bonus – også blevet klogere på sin arbejdsplads, betydningen af overenskomster og det politiske arbejde, der kobler sig dertil.
”Set fra et helt lokalt perspektiv som ergoterapeut kan overenskomstforhandlinger og -rettigheder synes langt væk, men på TR-uddannelsen lærer man utroligt meget om sine egne vilkår. Det er superspændende, og det giver også et bredere perspektiv for, hvad vi som ergoterapeuter er en del af – blandt andet gennem ETF,” påpeger Astrid Therkildsen.