Den 25-årige studerende Ninett Aarøe Sørensen blev oplyst, da hun overværede et oplæg.
Hun hedder Ninett Aarøe Sørensen. Hun er 25 år og læser til ergoterapeut på University College Lillebælt i Odense. Og når hun lige om lidt krydser målstregen og får sit eksamensbevis, skal hun formentlig leve af dagpenge i en periode. Medmindre hun finder et job, straks hun forlader skolen.
Den lille detalje er hun selvfølgelig optaget af. Og det er de godt klar over i den lille underskov af fagforeninger og a-kasser, der glad og gerne kaster deres snøre ud og falbyder sig til allehånde faggrupper. Herunder også de unge, der er på vej ind på arbejdsmarkedet.
Det har Ninett Aarøe Sørensen også oplevet for nylig. Først blev hun ringet op af en sælger fra ASE. Så blev hun kontaktet af Krifa. Og søreme om ikke endnu en ASE-sælgeren ringede og lovpriste firmaets forretningsmodel:
- Jeg fik at vide, at jeg kunne spare 500 kroner om måneden ved at blive kunde hos dem. Og ligesom de to andre forsikrede han mig om, at jeg ville opnå samme sikkerhed som i andre a-kasser, fortæller Ninett Aarøe Sørensen.
Hun lod sig dog ikke lokke. Hverken første, anden eller tredje gang. Hun er nemlig ret tilfreds med at være elevmedlem i Ergoterapeutforeningen. Og så oplevede hun det som ’lidt underligt’, at ingen af sælgerne kunne forklare ’det der med sikkerheden’.
- Bortset fra det tænkte jeg ikke så meget over deres henvendelser, siger Ninett Aarøe Sørensen.
Det gjorde hun til gengæld, da hun kort efter overværede et oplæg, som Anna-Marie Laustsen holdt for hende og hendes medstuderende på 7. semester. Anna-Marie Laustsen er forhenværende formand for ergoterapeuterne i Region Syd, og hun fortalte blandt andet de studerende om jobsøgning og om Ergoterapeutforeningens arbejde.
- Før jeg oplevede Anna-Marie, havde jeg godt hørt udtrykket rigtige fagforeninger. Men jeg havde aldrig tænkt på, at der så også må være nogle, der er forkerte. Men den dag så jeg lyset – og jeg kunne pludselig forstå forskellen på de gule foreninger som ASE og Krifa og så på en rigtig fagforening, der som vores indgår overenskomster og ved, hvad det er, vi arbejder med, siger den 25-årige studerende.
Hun er vokset op i Odense-forstaden Korup i en familie, hvor begge forældre som noget helt naturligt har været medlem af deres fagforening. Ellers er det ikke et emne, der har fyldt meget omkring middagsbordet, men nu er Ninett Aarøe Sørensen på omgangshøjde med, hvad det handler om:
- De gule blander alle mulige fag sammen. Hos os er man medlem, fordi man er ergoterapeut. Det er fagets forening. Den er skabt af ergoterapeuter, og den arbejder for ergoterapeuter, og det må simpelt hen give den bedste viden og de bedste erfaringer. Både når det handler om vores løn og den slags og om fagets udvikling. Det vil jeg gerne betale 500 kroner ekstra for om måneden, siger hun og tilføjer:
- De gule er sådan nogle, der hægter sig på de overenskomster, andre har lavet. Sådan en vil jeg ikke være. Og hvis vi alle var medlemmer hos de gule, ville vores rettigheder forsvinde.
Er der ting, Ergoterapeutforeningen kan gøre bedre?
- Det ved jeg såmænd ikke. Det skulle da lige være at bruge endnu flere kræfter på at oplyse om foreningens arbejde og være synlige blandt de studerende. Det havde i hvert fald en voldsom betydning, at Anna-Marie var til stede i lokalet den dag. Hvis hun havde sagt de samme ting på en film på Facebook, havde jeg ikke set den færdig. Det gav sådan en fin dialog at sidde over for hende. Hun var der ikke for sin egen skyld. Hun var der for vores.
Hvad betyder begrebet solidaritet for dig?
- Åååh, hvad skal jeg svare. Det er et stort spørgsmål. Det betyder vel, at vi hjælper hinanden. At vi er hinandens sikkerhedsnet.
Hvad så med fællesskab?
- Det er nemmere. For eksempel er vores hold her på skolen et godt eksempel på et rigtig godt fællesskab, fordi vi hjælper hinanden og deler interesse for faget og glæder os til at komme i gang, siger Ninett Aarøe Sørensen.
I sin bacheloropgave, som hun lavede sammen med to holdkammerater, undersøger hun om psykiatriske patienters brug af sanserum har betydning for deres deltagelse i andre aktiviteter, og det er et felt, Ninett Aarøe Sørensen er faldet for efter sine praktikophold:
- Psykiatrien er mit favoritområde. Jeg var også meget glad for at arbejde med neurorehabilitering, men det er ikke afgørende, når jeg nu skal finde arbejde. I virkeligheden foretrækker jeg nok at starte med nogle småvikariater et par steder for at snuse til endnu flere hjørner af faget, siger hun.
Og hvis ASE eller Krifa ringer igen?
- Jamen, det håber jeg, de gør. Nu kan jeg nemlig give dem kvalificeret modstand…
