Hvordan arbejder jeg med relationsdannelse? Hvordan vurderer jeg borgerens ressourcer?

”Gør du så bare rent?”, er der bekendte, som udbryder, når de hører, at Cecilie Gry Christiansen er handicaphjælper, og ja, en del af jobbet er rengøring, indkøb og tømning af postkasse, men det er også meget, meget mere.

— Når jeg gør rent, giver det mulighed for at spejle sig i aktiviteten, og jeg kan hjælpe med at lave en graduering, så borgeren kan være med på sit niveau, fortæller Cecilie, der før sommeren afsluttede sjette semester på ergoterapeutuddannelsen i København.

Inge, som Cecilie er hjælper for, skal dog ikke kun have hjælp til praktiske gøremål, men også til at skabe overblik i dagligdagen, fordi hun efter en ulykke har fået en hjerneskade, som sammen med gigt og svær knogleskørhed udfordrer hendes hverdag.

— Som hjælpere sørger vi for at skabe en struktur og sikre, at hun får noget at spise og drikke eller undgår at løfte for tungt, så det er ikke rehabilitering, men mere habilitering vi er der for, fortæller Cecilie.

Langt borgerforløb

Det var tilfældigt, at Cecilie på første semester faldt over en jobannonce, hvor Inge søgte en ergoterapeutstuderende som hjælper i en BPA-ordning. Jobbet var kun cirka fire timer hver 14. dag, men Cecilie så det som en mulighed for at prøve et længerevarende borgerforløb.

— Det når man ikke i sine praktikker, og hvis jeg f.eks. arbejdede på plejehjem, ville det også være en anden kontakt, jeg ville få til borgerne.

Hun fik jobbet og fandt hurtigt ud af, hvor meget hun kunne bruge sin nye faglighed.

— Jeg bruger aktivitetsanalysen til at graduere niveauet og se på omgivelserne, og så arbejder jeg meget med relationsdannelse, siger Cecilie og peger på bl.a. Intentional Relationship Model (IRM) som et af de redskaber, hun tager afsæt i.

Vokser med opgaven

Der er dage, hvor Inge er stresset og træt, når Cecilie møder ind. Andre dage har hun overskud til f.eks. en tur i naturen. Cecilie bruger sit ergoterapeutiske blik til at spore sig ind på dagsformen.

— I starten kunne det være svært at håndtere, hvis Inge var stresset, men så kunne jeg sparre med hjerneskadecenteret eller de andre i hjælperteamet. Nogle dage er hun ramt af hjernetræthed, og det skal jeg tage højde for i min måde at kommunikere på. Jeg vurderer også hele tiden, hvor meget hun selv kan, og hvornår jeg skal tage over, og det er jeg blevet bedre til med tiden, fortæller Cecilie, der også har fået større forståelse for Inges fysiske formåen.

— I starten foreslog jeg at sjippe til den træning, vi står for, men det viste sig, at det må man ikke med knogleskørhed, og jeg får feedback med det samme, så jeg skærper også min faglighed omkring sygdomslære.

Team af hjælpere

Cecilie er én af otte studerende, som hjælper Inge, og de mange hjælpere sparrer om stort og småt i en facebookgruppe.

— Dér overleverer vi, hvis der er noget, man ikke har nået, eller noget der er værd at være opmærksom på, f.eks. humøret, fortæller Cecilie, der fremhæver, at hun i teamet får mulighed for at øve sine samarbejdsevner og det tværfaglige samarbejde, idet der i teamet også er studerende fra medicin, fysioterapeut- og psykologuddannelsen.

I jobbet arbejder hun desuden med de hjælpemidler, som Inge bruger, bl.a. en rollator, et ordblindeprogram til computeren og et digitalt white board/kalender.

— Jeg har lært sindssygt meget. Det er spændende at arbejde med et menneske, som både har mange udfordringer og mange ressourcer, siger Cecilie.

Om et halvt år er hun færdig på studiet, og der er ikke kun ét drømmejob ude i horisonten.

— Jobbet har sammen med uddannelsen givet mig en bedre forståelse af, hvad en ergoterapeut kan arbejde med, så jeg kan se enormt mange muligheder, fastslår hun.

Inge er et opdigtet navn, da den borger, som Cecilie Gry Christiansen er hjælper for, ønsker at optræde anonymt. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Gode råd om jobbet som hjælper

  • Forpligt dig. Når du siger ja til et job som hjælper, skal du være indstillet på at have det i længere tid.
  • Kend din rolle. Du bliver betalt for at udføre nogle opgaver. Husk dem og vær opmærksom på din rolle som professionel. I kan sagtens hygge jer imens.
  • Få erfaring. I starten kan det være svært at spore sig ind på et andet menneske, men det bliver lettere med tiden.
Faa en billig studieforsikring

Derfor er jeg medlem