De bakser med høje krav og lav selvtillid, og som deres vejleder skal man hele tiden balancere mellem at skærme og skubbe. For Dorte Ebbesen Pallesen har rollen som klinisk underviser været lærerig - også på det personlige plan, hvor hun er gået fra at ville fikse de unges følelse af utilstrækkelighed til i højere grad at kunne rumme deres usikkerhed.
BLÅ BOG
- Dorte Ebbesen Pallesen
- Ergoterapeut og klinisk underviser
- Odense Kommune
- [email protected]
Hver fredag samler Dorte Ebbesen Pallesen sine studerende til en ”ugeevaluering”, hvor de gennemgår interventioner og reflekterer over det ergoterapeutiske fokus i deres arbejde. Men mødet er i høj grad også en temperaturmåling på de studerendes trivsel. Hvordan har de det? Har de planer for weekenden? Hvordan er aktivitetsbalancen i deres liv? Den slags er nemlig næsten lige så vigtigt som den faglige indsats, har Dorte erfaret.
— De unge i dag er ekstremt pressede. Både af krav på uddannelsen og i deres privat- og fritidsliv. Mange tror, at de skal kunne tingene, før de nærmest er kommet i gang. Derfor arbejder jeg meget med relationen til de studerende, så de føler, at de kan komme til mig, fortæller Dorte Ebbesen Pallesen, der har studerende fra første og femte semester.
Dorte er ergoterapeut i Odense Kommunes Børneterapi og har sin hverdag i en specialbørnehave, hvor hun arbejder med små børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Et attraktivt praktiksted, der hvert år bliver søgt af mange håbefulde studerende. Studerende, der møder topmotiverede, men som ofte bærer på noget tungt. Nogle har eksamensangst. Andre generel angst. Nogle er under udredning for en psykisk diagnose eller mistrives.
— Det er mere reglen end undtagelsen, at når jeg tager imod studerende, så er mindst en tredjedel af dem sårbare, og tendensen er støt stigende, siger Dorte Ebbesen Pallesen, som fra starten opfordrer de unge til at sætte ord på deres udfordringer.
— Jeg skal jo kunne hjælpe dem, og derfor er jeg nødt til at kunne kende tegnene på fx deres angst. For nogle studerende er det nok bare lige at have sagt, hvad de er udfordret af, og så er det ikke sikkert, at det kommer til at fylde, når de er her. Men vi skal tit tage hensyn.
— Jeg skal holde mig ajour med, hvad der foregår på uddannelsen, men også med de unge mennesker.
Rollen som klinisk underviser bidrager også til hendes egen praksis.
— De studerende kommer med den nyeste viden og stiller en masse spørgsmål, som betyder, at jeg hele tiden skal reflektere over, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør, forklarer hun, og til spørgsmålet om, hvorvidt hun har udviklet sig som kliniske underviser, udbryder hun et stort ”JA!”.
— Først og fremmest er jeg blevet en bedre leder. Jeg har altid godt kunnet lide at have struktur, og når man har tre studerende ad gangen, er det nødvendigt både at kunne koordinere og strukturere ned i detaljen, for jeg har stadigvæk mine egne kerneopgaver med børnene ved siden af.
Men rollen som klinisk underviser har også ført andre indsigter med sig.
— I starten troede jeg nok, at jeg kunne lave de studerende om, når jeg mødte de her sårbare unge. Jeg tænkte: ”Det kan da ikke passe, at der er så mange unge, der har det så slemt. Hvad er der dog galt med dem?” Men det tænker jeg ikke længere. Det er mig, der skal kunne rumme de studerende. Ikke lave dem om.
— De unge i dag er ekstremt pressede. Både af krav på uddannelsen og i deres privat- og fritidsliv. Mange tror, at de skal kunne tingene, før de nærmest er kommet i gang. Derfor arbejder jeg meget med relationen til de studerende, så de føler, at de kan komme til mig, fortæller Dorte Ebbesen Pallesen, der har studerende fra første og femte semester.
Dorte er ergoterapeut i Odense Kommunes Børneterapi og har sin hverdag i en specialbørnehave, hvor hun arbejder med små børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Et attraktivt praktiksted, der hvert år bliver søgt af mange håbefulde studerende. Studerende, der møder topmotiverede, men som ofte bærer på noget tungt. Nogle har eksamensangst. Andre generel angst. Nogle er under udredning for en psykisk diagnose eller mistrives.
— Det er mere reglen end undtagelsen, at når jeg tager imod studerende, så er mindst en tredjedel af dem sårbare, og tendensen er støt stigende, siger Dorte Ebbesen Pallesen, som fra starten opfordrer de unge til at sætte ord på deres udfordringer.
— Jeg skal jo kunne hjælpe dem, og derfor er jeg nødt til at kunne kende tegnene på fx deres angst. For nogle studerende er det nok bare lige at have sagt, hvad de er udfordret af, og så er det ikke sikkert, at det kommer til at fylde, når de er her. Men vi skal tit tage hensyn.
Styrker egen praksis
Da Dorte Ebbesen Pallesen for fem år siden valgte at blive klinisk underviser, var hun drevet af et ønske om at udvikle sig, og rollen har da også været med til at holde hende på tæerne, oplever hun:— Jeg skal holde mig ajour med, hvad der foregår på uddannelsen, men også med de unge mennesker.
Rollen som klinisk underviser bidrager også til hendes egen praksis.
— De studerende kommer med den nyeste viden og stiller en masse spørgsmål, som betyder, at jeg hele tiden skal reflektere over, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør, forklarer hun, og til spørgsmålet om, hvorvidt hun har udviklet sig som kliniske underviser, udbryder hun et stort ”JA!”.
— Først og fremmest er jeg blevet en bedre leder. Jeg har altid godt kunnet lide at have struktur, og når man har tre studerende ad gangen, er det nødvendigt både at kunne koordinere og strukturere ned i detaljen, for jeg har stadigvæk mine egne kerneopgaver med børnene ved siden af.
Men rollen som klinisk underviser har også ført andre indsigter med sig.
— I starten troede jeg nok, at jeg kunne lave de studerende om, når jeg mødte de her sårbare unge. Jeg tænkte: ”Det kan da ikke passe, at der er så mange unge, der har det så slemt. Hvad er der dog galt med dem?” Men det tænker jeg ikke længere. Det er mig, der skal kunne rumme de studerende. Ikke lave dem om.
Lys på det gode
Dorte Ebbesen Pallesen har deltaget i flere seminarer og temadage om sårbare studerende, og for hende er der et ”før” og ”efter” det oplæg, hun for et par år siden hørte i klubben af kliniske undervisere. Her talte teolog Christian Hjortkær om den voksende følelse af utilstrækkelighed, som rammer moderne unge. Undervejs udpegede han præstationssamfundets mange idealer og krav til de unge, og hans ord skabte en ny forståelse.— Han gjorde det klart for mig, at det ikke er de studerende, det er galt med. De prøver bare at passe ind i en samfundsstruktur, fortæller Dorte Ebbesen Pallesen, der under oplægget blev bevidst om, hvor mange gange de unge bliver mindet om, at de bare ”skal tro på sig selv”.
— Det har jeg også gået og sagt til mine studerende, men det er lige præcis det, de ikke gør, så det skal vi holde op med, sagde han, og den pointe ramte mig direkte, fortæller den kliniske underviser, der siden da har omformuleret det til et ”Jeg tror på dig”.
— De fleste studerende er meget bange for at fejle, og derfor prøver jeg også hele tiden at lyse på det, som de gør godt. Selvfølgelig skal jeg også være ærlig og konstruktiv, men man kommer altså langt med en anerkendende tilgang.
Høje krav
Mange studerende er også usikre på deres faglige identitet, oplever Dorte.— Og det gør det ikke nemmere, at de kommer i en børnehave, hvor det arbejde, vi laver som terapeuter, nogle gange ligner pædagogernes, fordi begge faggrupper arbejder ind i hverdagsrehabilitering.
Derfor hjælper hun både ved de ugentlige evalueringssmøder, i den daglige feedback og i skriftlige fremstillinger de studerende til at få øje på det ergoterapeutiske fokus i forhold til en aktivitet.
Samtidig støtter hun de studerende, der har udfordringer, ved at tage særlige hensyn. Fx lader hun dem begynde på samme stue som sig selv, så de ikke fra starten står alene med børnene.
— Vi skal passe på de studerende, og jeg siger også til dem, at de skal sige til, hvis de mener, at jeg skal sænke barren, siger Dorte Ebbesen Pallesen.
Vis hensyn
Dorte oplever, at de studerende skal nå en hel masse, for den kliniske undervisning foregår ikke kun i de 30 timer, hvor den studerende er i børnehaven. Skemaet lyder på 42 timer, så der er også krav om studierelateret arbejde hjemme, og størstedelen oplever arbejdsbyrden som stor, fortæller hun:— I mit velkomstbrev til dem skriver jeg altid, at min erfaring er, at det er en god ide at sætte deres fritidsjob på pause, mens de er i praktik, og undervejs finder de fleste ud af, at det er en god ide, men det kommer bag på nogle, at de er nødt til det.
Der er nemlig høje krav fra uddannelsen til de unges tilegnelse og kobling af teori, metode og nyeste viden på området.
— Man kan næsten drukne ved bare at læse alle de læringsudbytter, der er i semesterbeskrivelsen. Det er helt anderledes, end da jeg blev uddannet, og nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne skrue lidt ned for kravene fra uddannelsessystemet. For nogle studerende er det endda også alt for meget at være her 30 timer, forklarer hun.
”Men vi kan jo ikke pakke de unge ind i vat”, kunne indvendingen lyde. For efter uddannelse venter et arbejdsliv, hvor man ikke kan få særaftaler og ekstra støtte. Hvor man skal arbejde 37 timer og være noget for patienter og borgere.
Men så simpelt er det ikke, mener Dorte Ebbesen Pallesen:
— Det er virkelig en balance, for det er krævende, og de skal leve op til en masse, men vi skal samtidig have respekt for dem og rumme dem. Nogle gange kan jeg næsten føle, at det er mine børn, og hvis ikke det er mig, der passer på dem midt i al det her — hvem gør så?
— Selvfølgelig skal vi træne dem i at være professionelle og i at adskille arbejde og privatliv, men vi må godt tage hensyn. At der er mange sårbare, er et vilkår, og det skal vi håndtere. De studerende skal jo forhåbentlig ud og være mine kolleger lige om lidt, og det skal ikke være mig, der skræmmer dem væk.
Ikke behandler
Nogle får et angstanfald eller er lige ved at smelte ned, mens de står midt i en opgave, og i sådan nogle situationer sætter Dorte pris på at kunne sparre med sin fysioterapeutkollega, der også er klinisk underviser.— Vi kan godt føle, at vi står i et krydspres mellem at skulle give omsorg til børnene og omsorg til studerende, og der er det vigtigt at have nogen at snakke med, siger Dorte Ebbesen Pallesen, der er meget bevidst om, at hun ikke er de unges behandler.
— Det er også derfor, jeg lige fra starten spørger ind til, om de studerende får hjælp andre steder, forklarer hun.
De mange hensyn er en af de største udfordringer som klinisk underviser, oplever Dorte. Dertil kommer opgaven med at sørge for, at alle tager det nødvendige med sig fra praktikken.
— De unge har ekstremt forskellige forudsætninger, behov og måder at lære på, og det kan nogle gange være svært at sikre, at de lærer nogenlunde det samme.
Imellem de 10 ugers forløb med studerende har Dorte Ebbesen Pallesen en pause, hvor hun kan koncentrere sig fuldt ud om sit arbejde med børnene, og det er fint med et åndehul, oplever hun.
— Men når jeg så skal i gang igen, glæder jeg mig, for det er lige spændende at møde dem hver gang.