Langt oppe i Sverige, helt oppe ved den nordlige polarcirkel, ligger Umeå. Det var her Kristina Tomra Nielsen rejste til, da hun i 2010 ville læse, hvad der svarede til en kandidatuddannelse i ergoterapi.

— Dengang var det ikke muligt at videreuddanne sig indenfor ergoterapi i Danmark, så jeg måtte tage næsten til Lapland, forklarer Kristina Tomra Nielsen, der fik sine 120 ECTS-point og siden vendte hjem og tog en ph.d. ved Syddansk Universitet.  

Professor i ergoterapi Karen la Cour har en lignende historie. Hun rejste til USA for få en kandidatuddannelse, og sin ph.d. tog hun i Sverige. Da hun i 2008 blev ansat på Syddansk Universitet præsenterede hun efter nogle år ideen om en kandidatuddannelse for sin ledelse, der sagde ja, men da andre sundhedsprofessioner også gerne ville etablere kandidatuddannelser, blev hun bedt om at vente, og i 2014 — samme år som også sygeplejersker og jordemødre fik deres — blev kandidatuddannelsen i ergoterapi så en realitet.   

— For mig handlede det om, at de ydelser, vi leverer i sundhedsvæsenet, skal være evidensbaserede, forklarer Karen la Cour, der udover at være initiativtager også blev uddannelsens første studieleder. 

— Vi stod i en situation, hvor man kunne tage en bachelor, men ville man videre med at forske, måtte man til udlandet. Fødekæden var ikke hel, og jeg så det som helt nødvendigt for at kvalificere og videreudvikle faget, at vi fik en kandidatuddannelse, fortsætter hun.

Bygger bro 

I dag hedder den nyudnævnte uddannelsesleder på kandidatuddannelsen i Odense Kristina Tomra Nielsen, og hun glæder sig selvsagt over, at ergoterapeuter ikke længere behøver at rejse til udlandet for at bygge videre på deres professionsbachelor og over, at det nu er muligt at videreuddanne sig inden for ergoterapi på både bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau. Hun fremhæver, hvordan ergoterapeuter med en kandidatuddannelse i ergoterapi — uanset ansættelsessted og stilling — bidrager til udvikling af faget. 

— Det er især deres kompetencer til at kvalitetsudvikle og evidensbasere praksis, der bidrager til udviklingen. Og det gælder uanset om man arbejder i klinisk praksis, med udvikling, uddannelse eller forskning, siger Kristina Tomra Nielsen. 

Kandidaterne har kompetencerne til at fungere som brobyggere mellem forskning og praksis, vurderer hun, for de er uddannede til at søge efter at oversætte og implementere den nyeste viden i praksis.

— Ude omkring i landet går der en masse kandidater, som arbejder fokuseret på at udvikle og sætte retning for fremtidens ergoterapi. De kaster et reflekteret og kritisk blik på den eksisterende praksis, peger ind i udviklingsområder og igangsætter udviklingsprocesser, siger Kristina Tomra Nielsen.

 
Det er især deres kompetencer til at kvalitetsudvikle og evidensbasere praksis, der bidrager til udviklingen. Og det gælder uanset om man arbejder i klinisk praksis, med udvikling, uddannelse eller forskning.
 

130…

… Så mange ergoterapeuter med en kandidatuddannelse i ergoterapi er i alt dimitteret fra Syddansk Universitet i perioden fra 2016-2023.
Kilde: SDU
 
 

Den typiske studerende i perioden 2019-2023

  • Er kvinde.
  • Har en gennemsnitsalderen på mellem 30 og 36 år. 
  • Kommer fra Fyn eller Nord- og Midtjylland.
  • De fleste er dimitteret med en professionsbachelor- uddannelse fra enten University College Lillebælt (UCL) i Odense eller VIA University College i Aarhus/Holstebro.
    Kilde: SDU

Forbedret praksis

Også professor Karen la Cour fremhæver, hvordan kandidatuddannelsen i ergoterapi har styrket både den ergoterapeutiske forskning og praksis — og dialogen på tværs.
- Jeg har oplevet, at der har været en tendens til at tale om forskning versus praksis, men de to ting er jo gensidigt afhængige af hinanden, og det er der kommet en større forståelse for, så man i højere grad end tidligere arbejder sammen, siger Karen la Cour, der let kan udpege et par af de konkrete områder, hvor uddannelsen og det forskningsmiljø, der er groet ud af den, har været med til at gøre en forskel. Det gælder fx ADL-området, hvor professor og forsker Eva Wæhrens har bidraget til en væsentlig udvikling. 
- Der er blevet udviklet flere evidensbaserede metoder til at undersøge aktivitetsproblematikker og metoder til at måle, om der er en effekt eller ej, fortæller Karen la Cour, der oplever, at indsatsen har været med til at ”forbedre praksis”, som hun siger.
Også indenfor palliation og kræftområdet har forskningsprojekter bidraget med ny viden om betydningen af ergoterapi, og det har ydermere været med til at åbne andre faggruppers øjne for ergoterapeuters arbejde, vurderer Karen la Cour:
- Og det er sket ikke bare i kraft af, at der er kommet flere ph.d.’er og mere forskning, men også fordi der er kommet kandidater, som har kunnet forholde sig kritisk til viden og være med til at introducere og implementere den i praksis. 

Vurdér effekten 

En af dem, der har vejledt adskillige af de nye kandidater og ph.d.-studerende, er seniorforsker Jeanette Reffstrup Christensen, der fra 2016-2023 var uddannelsesleder på kandidatuddannelsen.

For hende er argumentet for kandidatuddannelsen også indlysende: Vi skal vide, at det, vi gør, rent faktisk har en effekt, og det er særligt aktuelt i et sundhedsvæsen med flere komplekse patienter og færre hænder, påpeger hun.
- Vores fag er ikke særligt evidensbaseret, og vi bruger stadig mange ressourcer på at lave en hel masse behandling, selvom vi ikke ved, om det virker. Ligesom vi stiller krav til alle andre sundhedsprofessioner om evidens, skal vi også sikre, at vi selv sætter ind, hvor vi gør den største forskel, siger Jeanette Reffstrup Christensen.
Derfor skal der forskes og kastes et kritisk blik på praksis, og det handler ikke bare om hensynet til samfundsøkonomien, men også om hensynet til den enkelte patient, der ikke skal trækkes igennem en masse genoptræning, hvis vedkommende kunne have fået en lige så god livskvalitet uden, som Jeanette Reffstrup Christensen pointerer.
- Vi skal undersøge lige præcis, hvad vi skal gøre for hvem og i hvilket omfang, så vi doserer indsatsen bedst muligt, og det kræver, at vi har nogle større randomiserede forsøg, understreger hun.

Flere kandidater ønskes

I USA er det en forudsætning for at kunne praktisere som ergoterapeut, at man har en kandidatgrad. Men ville det også være et ønskescenarium herhjemme? 

- Ja, det har i hvert fald været den retning, det er gået i, mener Jeanette Reffstrup Christensen.

- Hvis du spørger mig — og jeg er vel at mærke ikke længere ansat på uddannelsen og har derfor ikke aktier i, hvor mange kandidatstuderende, der starter — så mener jeg, at flere kandidater ville være en fordel, fordi patienterne og ergoterapeuternes opgaver i nogen grad kommer til at ændre sig fremover. En fremtid med små ungdomsårgange og mange flere ældre med multisygdom vil betyde, at der bliver brug for flere kandidater, der har et højt kritisk, refleksivt niveau, så de kan forholde sig til, om man bruger kræfterne rigtigt. Lidt firkantet kan man sige, at med den økonomiske situation, vi ser ind i, er vi nødt til hele tiden at få størst mulig effekt for pengene, siger hun. 
Karen la Cour og Kristina Tomra Nielsen mener også, at en langt større andel skal have en kandidatuddannelse, for godt nok er mange allerede lykkedes med at være brobyggere mellem universiteterne og praksis, men der er brug for mange flere, påpeger Karen la Cour:
- Der er brug for dem til at implementere ny viden i praksis, men også for at de kan bringe praksis ind i forskningen.

Mere forskning ønskes

Det tager tid at få ændret kulturen fra ”vi plejer” til ”der er evidens for”, påpeger Jeanette Reffstrup Christensen.
- Typisk går der 12-15 år, fra man har fundet ud af noget i forskningen, til det breder sig til praksis, og der er stadig lang vej. Men det hjælper selvfølgelig, at der kommer flere og flere ud, som forholder sig kritisk til det vi gør, og som ser på, om der er noget vi kunne gøre bedre. Men vi mangler stadig megameget evidens. Vi skal også have langt flere kandidater, som kan være med til at løfte klinisk praksis, siger Jeanette Reffstrup Christensen. 
Også Karen la Cour peger på, at der stadig er et stykke vej.
- Der er slet ikke lavet nok store RCT-studier, og vi har brug for meget mere forskning og mange flere kandidater, understreger hun.

For patientens skyld

Nu kan kandidatuddannelsen fejre 10-års jubilæum. Hvor mange flere år skal der gå, før ergoterapeuter arbejder ud fra den nyeste evidens? 

Til det spørgsmål minder Kristina Tomra Nielsen om, at evidensbasering af praksis er en kæmpe udfordring og et stort udviklingsområde — selv i de lande, hvor ergoterapeuter i mange år har været en del af det akademiske felt, som vi først for nylig er trådt ind i herhjemme. Det var først i 2001, at ergoterapeutuddannelsen blev til en professionsbachelor, og med et årti bag sig er kandidatuddannelsen også stadig ny.  
- Vores tidslinje er ikke lang, og hvis man fx kigger på antallet af kandidater, ph.d’er og professorer indenfor ergoterapi, så er vores kurve jo begyndt noget senere end i så mange andre lande, så det er svært at sige noget om, hvornår vi er i mål med evidensbaseret praksis, siger hun.
Også Jeanette Reffstrup Christensen mener, at en fast målstreg er urealistisk at jage efter. 
- Forskning udvikler sig hele tiden. Vi bliver hele tiden klogere, og praksis skal hele tiden fodres. Men den dag, hvor der på alle arbejdspladser med flere end tre ergoterapeuter ansat er en ergoterapeut, som er evidensansvarlig, er vi da ret langt, siger hun. 
Midt i iveren efter evidensbaseret praksis og flere kandidater handler det om at holde sig det egentlige mål for øje, påpeger Kristina Tomra Nielsen:
- Vi skal gøre det for borgerne og patienternes skyld. Ikke fordi det står i bøgerne eller i de videnskabelige artikler. Vi — og alle andre sundhedsprofessionelle — skylder dem, det handler om, at vi baserer vores ydelser på et solidt vidensgrundlag, og her ser jeg kandidaterne som et vigtigt bindeled mellem forskning og praksis og som bannerførere for ny viden. På den lange bane vil det også betyde, at vi som ergoterapeuter fortsat har en berettigelse.  
 

Antal optagne på kandidat- uddannelsen
(2-årig på fuld tid):

I perioden 2014-2023:
2014: 24
2015: 17
2016: 16
2017: 30
2018: 27
2019: 22
2020: 17
2021: 6
2022: 11
2023: 7
Kilde: SDU
 
 
 
 

Tre korte om kandidaten

Uddannelsesleder Kristina Tomra Nielsen svarer:
1: Hvordan er interessen for uddannelsen?
- Den var høj i de første år, så dalede den i en periode, og nu ser det ud til, at den begynder at stige igen, så på nuværende tidspunkt har vi mere end 20 førsteprioritetsansøgere, der har søgt ind til september 2024, og vi er jo slet ikke færdig med at optage.  

2: Hvad er de typiske spørgsmål fra ergoterapeuter, der overvejer at søge ind på uddannelsen?
— De fleste er optaget af, hvilke stillinger de kan træde ud i, når de har afsluttet uddannelsen, og der kan vi fortælle, at mange fx bliver udviklings- eller ledende terapeuter i kommuner eller regioner. En del er også blevet ansat som adjunkter på UC’erne. Andre bliver ansat i basisterapeutstillinger med opgaver i klinikken. Og så er der selvfølgelig også nogen, der går videre ind i et ph.d.-forløb. 

3: Hvad er den store forskel på kandidatuddannelsen i ergoterapi og andre sundhedsfaglige kandidatuddannelser?
— Mange har en forestilling om, at man på fx den sundhedsfaglige kandidatuddannelse på Syddansk Universitet (SDU) får meget mere videnskabsteori og forskningsmetodik end på kandidatuddannelsen i ergoterapi, men sandheden er, at der på SDU er fælles undervisning på præcis de fag. Nogle tror, at de afgrænser deres muligheder ved, at de tager en monofaglig kandidatuddannelse, men tværtimod kan det i mange stillinger være mere attraktivt at få en ansat, der har videreuddannet sig indenfor ergoterapi og samtidig har nogle generelle kompetencer, end en, der er uddannet til at håndtere mere generelle sundhedsfaglige problemstillinger.


Ergoterapeuten

Det var fantastisk at få lov til at nørde på fuld tid

Ergoterapeuten

Den første årgang

Ergoterapeuten

Jeg troede ikke en ph.d.-uddannelse var noget for mig

Ergoterapeuten

Jeg ville have mere faglig selvtillid