Myter og usikkerhed kan afholde ergoterapeuter og andre fagprofessionelle fra at tale om borgerens selvmordstanker, og det kan få fatale konsekvenser, fastslår en ergoterapeut Sally Wulff Jørgensen, der forsker i området.
Lad os begynde med et tankevækkende fakta. Hvert år tager 600 danskere deres eget liv. Til sammenligning dør godt 200 årligt i trafikken. De dræbte på de danske veje får stor bevågenhed, og politikere og borgere kræver større sikkerhed.
Færre taler om, hvordan man kan forebygge, at så mange i den anden gruppe dør. Og det til trods for, at forskning viser, at forebyggelse virker.
— Selvmord er et voldsomt tabu i Danmark, men jo bedre vi er til at tale om det, jo flere liv redder vi, forklarer Sally Wulff Jørgensen, der er ergoterapeut, ph.d. og akademisk medarbejder på Center for Selvmordsforskning.
Ifølge hende har ergoterapeuter al mulig grund til at interessere sig for selvmordsforebyggelse, fordi de netop beskæftiger sig med mennesker, der på grund af fx en funktionsnedsættelse, kroniske smerter eller psykisk sygdom, kan opleve, at livet er svært.
— Jeg tænker, at ergoterapeuter har en force i forhold til at tale om det, fordi de i forvejen afdækker folks problematikker og derfor er helt tæt på, hvad der er svært ved livet lige nu, siger Sally Wulff Jørgensen.
Myter overleveres
I visse lande, fx USA og Canada, findes der specifikke programmer til at uddanne fagprofessionelle i selvmordsforebyggelse, men i Danmark bliver viden typisk overleveret fra mund til mund. I den proces, er der høj risiko for, at myter får lov at leve videre, fortæller Sally Wulff Jørgensen:— Vi fortæller en masse om selvmord, som ikke bygger på fakta. Jeg har selv været i psykiatrien, og jeg har helt sikkert også været med til at genfortælle nogle af de myter.
Samtidig er de fleste fagprofessionelle utrygge ved at spørge andre til deres selvmordstanker. Og hvad skal man overhovedet stille op med personer, der taler om, at de ikke har lyst til at leve mere? Er der tilbud, som de kan tage imod, eller bliver de alligevel kørt hurtigt hjem igen fra psykiatrisk skadestue?
Myterne og tvivlen kan føre til, at man som ergoterapeut slår det hen eller lader som om, man ikke hører, hvad den anden siger, når vedkommende giver udtryk for, at han eller hun ikke ønsker at leve mere.
— Men man skal ALTID spørge. Bare det at tale om det kan redde liv, fordi det skaber håb, pointerer Sally Wulff Jørgensen.
Tre myter om selvmord
• ”Hvis en person snakker om selvmord, gør de ikke alvor af det”Folk, der taler om selvmord har høj risiko for selvmordsforsøg.
• ”Ved at gå ind i snakken, giver jeg næring til ideen og øger dermed risikoen”
Forkert. Men lad personen selv fortælle om sine planer, så du undgår at give konkrete ideer til metoder.
• ”Det handler bare om opmærksomhed”
Det er et råb om hjælp, når et menneske giver udtryk for, at det ikke ønsker at leve, og derfor skal det altid tages alvorligt.
Undersøg og afværg
Men hvad gør man så, når bekymringen melder sig? Ja, det vigtigste er ifølge Sally Wulff Jørgensen at spørge. Uden at dømme og dysse ned. Undersøg borgerens historie. Hvorfor er livet ikke værd at leve? Og er der noget, der holder vedkommende tilbage fra at gøre alvor af planerne? Fx et barn eller en anden relation, som man sammen kunne kontakte.
— Den time eller to, du ender med at bruge, kan potentielt redde et liv, siger Sally Wulff Jørgensen.
Det har også afgørende betydning at bede om lov til at fjerne eventuelle hjælpemidler, fx piller, og så er det vigtigt at huske på, at bare fordi en person har tanker om at dø, er det ikke ensbetydende med, at personen rent faktisk ikke ønsker at leve.
— Der er stor forskel på tanker og handling, og det kan man godt spørge ind til ved at sige ”Når du siger sådan der, betyder det så, at du har lyst til at tage dit eget liv?”, for ofte er det slet ikke tilfældet, forklarer Sally Wulff Jørgensen.
Ældre og unge i høj risiko
Ældre mænd og unge kvinder er de grupper, der har højest risiko for at forsøge selvmord, men kønnene handler forskelligt, fortæller Sally Wulff Jørgensen.— Der er flere kvinder end mænd, som har selvmordsforsøg, men der er mange flere mænd, som mister livet til selvmord. Det kan forklares med, at mænd oftest bruger voldsommere metoder, mens kvinderne stadig kan nå at blive fundet.
Har et menneske tidligere forsøgt selvmord, er risikoen fire gange højere for, at personen vil forsøge igen. Mens ældre mennesker typisk har planlagt handlingen gennem længere tid, har de unge kortere fra tanke til handling.
— De får idéen, og så gør de det. For nogle går der kun en time, forklarer Sally Wulff Jørgensen, der betoner, at man altid — uanset personens alder — skal handle her og nu, hvis man har en bekymring.
— Det er næsten umuligt at gøre noget forkert, så længe man tager samtalen. Selvfølgelig må vi ikke sige: ”Nej, det har du da ikke tænkt dig at gøre”, for så lægger vi skammen over på den anden, men holder vi os til åbne spørgsmål, der undersøger den andens motiver og tanker, kan vi gøre en stor forskel.
Hvad gør du?
• Spot. Læg mærke til advarselssignaler. Det kan både være direkte tegn i adfærd eller omgivelser, fx mundtlige udsagn som ”jeg har ikke lyst til at leve mere”, og piller eller reb, eller indirekte tegn, fx at personen giver sit kæledyr væk.
• Spørg. Stil åbne og ikke dømmende spørgsmål. Undgå at lægge ordene i munden på den anden. Lad i stedet vedkommende selv fortælle historien.
• Fjern. Bed om lov til at fjerne fx piller, reb eller andre remedier.
• Overlevér. Sørg for, at personen bliver henvist til det rette tilbud. I nogle tilfælde handler det måske blot om at overlevere din bekymring for personens sindstilstand til fx en aftenvagt eller et familiemedlem.
Et råb om hjælp
Selvom selvmordsraten herhjemme i mange år har været stort set uændret, ser forskerne tegn på udvikling. Fx viser undersøgelser en bekymrende tendens til, at piger og kvinder i højere grad end tidligere har overtaget mændenes mere dødelige metoder, fortæller Sally Wulff Jørgensen.Derimod viser den voksende andel af unge, der mistrives og udøver selvskade, sig ikke i selvmordsstatistikkerne, forklarer hun.
— Selvskade er ikke et ønske om at dø. Det er i højere grad en copingstrategi. Men vi ved, at jo længere tid folk har udøvet selvskade, jo voldsommere bliver det, og derfor kan det føre til selvmord.
Et nyt studie viser, at mange selvmordsforsøg foregår i løbet af dagen eller om aftenen, hvilket understreger betydningen af fagpersonalets rolle, siger Sally Wulff Jørgensen.
— For det understreger pointen om, at det er et råb om hjælp. Ellers kunne borgeren jo gøre det om natten, hvor der er mindre risiko for at blive fundet.
Personligt kunne hun godt tænke sig, at undervisning i selvmordsforebyggelse blev obligatorisk for fagpersonale på lige linje med fx hjertestarterkurser, men her og nu opfordrer hun blot til at spørge i stedet for at slå det hen.
— Og i virkeligheden skal vi som ergoterapeuter gøre det samme, som når vi spørger til folks øvrige hverdagsliv: Være åbne og undersøgende og se hele vejen rundt.
Livslinien
Hvis du er blevet berørt af artiklen eller har selvmordstanker, som du mangler én at dele med, så kontakt Livslinien på tlf. 70 201 201
Hør mere på Ergo24
Sally Wulff Jørgensen
Ergoterapeut, can. scient. san. i ergoterapi og ph.d.
Akademisk medarbejder, Center for Selvmordsforskning
