Den kliniske undervisning har afgørende betydning for de studerendes evne til at udvikle en ergoterapeutisk professionsidentitet, og underviseren indtager en hovedrolle i processen. Det konkluderer et forskningsprojekt, som Kathrine Skovdal Hansen og Kim Lee har gennemført.

Hvad vil det sige at arbejde som ergoterapeut? Hvad bidrager jeg med? Virker teorien i praksis? Og hvordan adskiller min opgave sig fra de andre faggruppers?

Det er typisk med en vis forsigtighed, at ergoterapeutstuderende tager de første skridt ind ad døren til virkeligheden på en arbejdsplads, for hvem er de egentlig?

De færreste føler sig flyvefærdige, men i mødet med borgere og patienter, er de nødt til at komme på vingerne, og så sker magien ofte efter nogle uger. De fleste letter — godt hjulpet på vej af den kliniske underviser. De får greb om rollen og opgaverne og begynder langsomt at udvikle en identitet som ergoterapeuter.

Den forvandling har Kathrine Skovdal Hansen og Kim Lee sammen med et par kolleger set nærmere på i et forskningsprojekt, hvor de har interviewet en række studerende. Målet var at finde frem til, hvordan de kliniske undervisningsforløb er med til at skabe en ergoterapeutisk professionsidentitet, hvilket kort fortalt er det, der giver en praktiserende ergoterapeut selvtillid og kompetence til at sige: ”Det her er, hvem jeg er som ergoterapeut, og her er, hvad jeg kan bidrage med”.

- Vi kan konstatere, at det er i den kliniske undervisning, at de studerende for alvor lærer de

ergoterapeutiske opgaver at kende, og at den kliniske underviser spiller en vigtig rolle i forhold til at være med til at skabe deres professionsidentitet, fastslår Kathrine Skovdal Hansen.

Nødvendig kernefaglighed

Men hvorfor er det så vigtigt med den professionsidentitet? Jo, når det er afgørende at kende sit fags umistelige kerne, og forstå hvad der er adskiller det fra andre professioner, så er det bl.a. fordi, det er forudsætningen for, at man kan forstå og formidle sin faglige eksistensberettigelse til andre.

- Hvis man kommer ud i praksis med en usikker professionsidentitet, kan man ikke være tydelig overfor patienter, borgere og andre faggrupper i forhold til, hvad man bidrage med, forklarer Kathrine Skovdal Hansen.

Et studie viser desuden, at jo tidligere de studerende udvikler deres professionsidentitet, jo større er sandsynligheden for, at de gennemfører uddannelsen.

De fleste kender en sygeplejerske eller har stiftet bekendtskab med sygeplejefaget på en anden måde, så de har en idé om, hvad det går ud på, men det er anderledes for ergoterapeuter

BLÅ BOG

Kathrine Skovdal Hansen

  • Cand.scient.san.publ, udviklingsterapeut
  • Tidligere lektor på UC Syd
  • Regionshospitalet Gødstrup
  • [email protected]

Kim Lee

  • Ergoterapeut, master i sundhedsantropologi, erhvervs-ph.d. i antropologi, lektor 
  • UC Syd
  • [email protected] 

Fagets DNA

Historisk set har ergoterapeuter altid haft svært ved at forklare omverdenen, hvad deres umistelige kerne er, og hvordan ergoterapi kan bidrage til verden, fastslår Kathrine Skovdal Hansen og Kim Lee, og deres data viser, at de studerende er usikre på ergoterapifagets indhold og bredde allerede inden studiestart og i de første semestre.

- De fleste kender en sygeplejerske eller har stiftet bekendtskab med sygeplejefaget på en anden måde, så de har en idé om, hvad det går ud på, men det er anderledes for ergoterapeuter, siger Kim Lee.

Resultatet stemmer overens med den undersøgelse, som to studieambassadører fra Ergoterapeutforeningen for nylig lavede, og som viste, at mange ergoterapeutstuderende famler efter deres faglige identitet.

Fra case til menneske

Men i praktikken begynder de studerende at forstå, hvad deres nye rolle går ud på, og hvordan teorien rent faktisk kan bruges.

- Det kan godt være, at vi har fortalt dem en hel masse på uddannelsen, men det er noget andet at opleve det i praksis. Det er i virkeligheden nok først omkring fjerde semester med de længerevarende praktikker, at de får en klar fornemmelse af, hvad et ergoterapeutisk forløb er for noget, siger Kathrine Skovdal Hansen og giver et eksempel på, hvordan ordene fra undervisningslokalet først for alvor bliver foldet ud i virkeligheden, når fru Jensen ikke er en fiktiv case på tavlen, men et levende menneske med helt specifikke forhold, ønsker og behov.

- Det er fx ekstremt svært at undervise i, hvordan man bruger arbejdsprocesmodeller. Det bliver lidt noget, ”vi leger”, særligt når det gælder udførelsesanalyser, og de studerende har svært ved at forstå det, når de ikke har en konkret borger eller patient med en form for fysisk, kognitiv eller social udfordring foran sig. Der kan den kliniske underviser lettere bruge teorien og stille de relevante spørgsmål, så den studerende forstår det fuldt ud, siger Kathrine Skovdal Hansen.

Knyttet til faget

Relationen mellem den studerende og den kliniske underviser har stor betydning, viser undersøgelsen. Men det behøver ikke at betyde, at de skal være bedste venner, understreger Kim Lee:

Fx fortalte en af de studerende i sit interview, hvordan hende kliniske underviser havde været meget direkte og kontant over for hende, men at hun havde lært hende en hel masse alligevel.

Skal underviseren bidrage til, at den studerende udvikler en professionsidentitet, er det dog nødvendigt, at den studerende føler sig tryg. På arbejdspladsen og i sin profession.

- For den kliniske underviser handler det om at skabe et tilhørsforhold, så de studerende kan se sig selv i praksis og oplever, at deres bidrag bliver værdsat og indgår som en del af en større sammenhæng, forklarer Kathrine Skovdal Hansen.

Faktisk viser international forskning, at jo bedre den kliniske underviser lykkes med at skabe et tilhørsforhold mellem den studerende, faget og stedet, desto højere professionsidentitet får vedkommende, og jo mindre praksischok vil den studerende opleve efter uddannelsen, ligesom vedkommende bliver længere i faget.

Blik for forudsætninger

Vellykket klinisk undervisning handler dog ikke kun om underviserens bidrag. Det kræver noget af begge parter, pointerer Kim Lee. Den studerende må også byde ind og engagere sig.

Det handler om at gå med ind i det læringsrum, som underviseren skaber, siger han og peger på, at kravene til den kliniske underviser øges i takt med, at der kommer flere og flere studerende med faglige og personlige udfordringer på ergoterapeutuddannelserne. Det stiller krav til begge parter.

- Den kliniske underviser skal være dygtig til at aflæse, hvad den enkelte studerende lige præcis har brug for, og til at give hver enkelt evnen til at tro på egne evner. Nogle skal skubbes ud i det for at lære at flyve. Andre har brug for tryghed, og det kræver gode menneskelige egenskaber at se, hvem der har brug for hvad, siger Kim Lee.

Løfter niveauet

Netop i forhold til at guide unge, der kommer med svage studiemæssige forudsætninger, ind på arbejdsmarkedet, spiller underviseren en betydningsfuld rolle.

Det er nemt at være klinisk underviser for studerende fra middelklassen eller akademikerfamilier, men når der kommer nogen med en anden baggrund, skal underviseren også få dem godt igennem, og der oplever jeg, at de kliniske undervisere er rigtigt gode til at løfte og udligne niveauet, siger Kim Lee.

Det er også underviseren, som skal spotte, om den studerende rent faktisk egner sig til at have et job tæt på andre.

- Ergoterapi er et relationelt fag, og det er i den kliniske undervisning, at man kan teste, om de studerende er i stand til at varetage en terapeutisk relation til borgere og patienter. Det har vi ikke mulighed for på skolerne, siger Kim Lee.

Ny funktion i fremtiden

Både Kathrine og Kim oplever, at der er en frugtbar udveksling mellem uddannelserne og de kliniske undervisningssteder, men de forudser, at man i fremtiden kommer til at gentænke den kliniske undervisning og undervisningen på skolerne, bl.a. fordi gruppen af studerende har ændret sig.

- Vi får langt flere af dem, man kategoriserer som ”low performance”-studerende, og derfor skal vi arbejde på en ny måde på at få bygget bro mellem teori og praksis, påpeger Kim Lee.

Også Kathrine Skovdahl Hansen ser et behov for nytænkning af den kliniske undervisning, fordi ergoterapeuter i stigende grad får nye og mere generiske og tværfaglige roller.

Og jeg tror ikke, at de fleste uddannelser og kliniske undervisningssteder endnu er gearede til den nye virkelighed, hvor ergoterapeuter indgår i en anden kontekst, fastslår hun.

Men i et sundhedsvæsen, hvor monofagligheden er under pres, og man i stigende grad arbejder på tværs, er det netop vigtigt at have styr på sin professionsidentitet, understreger Kim Lee.

- Sundhedsprofessionelle laver mere og mere opgaveglidning, og en høj kernefaglighed er afgørende for at kunne byde ind i et tværprofessionelt samarbejde, påpeger han.

Otte vigtige træk hos den kliniske underviser

Ifølge Kathrine Skovdal Hansen og Kim Lee er det afgørende, at den kliniske underviser:

  • Er alsidig. Den kliniske underviser skal præsentere den studerende for mange former for ergoterapi, men også mange måder at være ergoterapeut på.
  • Italesætter kernefagligheden. For at skabe en professionsidentitet er det nødvendigt at fokusere på det unikke – hvad er det særlige ved ergoterapeutens tilgang og rolle? Og hvordan adskiller det ergoterapeutiske perspektiv sig fra andre faggruppers?
  • Er fagligt forankret. At være klinisk underviser handler ikke kun om formel uddannelse. Det er også vigtigt, at underviseren selv har en stærk professionsidentitet, som de studerende kan spejle sig i.
  • Er en dygtig underviser. Det er afgørende, at den kliniske underviser tager højde for den enkelte studerendes læringsforudsætninger og er god til at oversætte og knytte teorien til praksis.
  • Bekræfter den studerende. Mange unge har meget høje krav til sig selv, og det er vigtigt, at den kliniske underviser skaber et læringsmiljø og en psykologisk tryghed, så de studerende oplever, at de ikke behøver at gøre alting perfekt, og at der er plads til dem – også selvom de har udfordringer.
  • Giver konkret og meningsfuld feedback. De studerende kan have svært ved at tage imod råd og anvisninger, som er for abstrakte eller kommer fx for tidligt eller sent i forhold til det, de beskæftiger sig med.
  • Gør de studerende parate til arbejdsmarkedet. For nogle unge er overgangen fra at være studerende til at kunne fungere i et job en stor mundfuld. Den kliniske underviser skal derfor også lære de unge om betydningen af fx mødetider, fravær og brug af mobiltelefon.
  • Forandrer sig. Ny teknologi, nye opgaver og organiseringer stiller krav til løbende omstilling hos den kliniske underviser.

Om forskningsprojektet

  • Hvad? ”Professionsidentitet blandt ergoterapeutstuderende et kvalitativt studie”
  • Hvem? Forfatterne til forskningsartiklen om projektet er Kim Lee, Kathrine Skovdal Hansen, Ann Jensen og Jeanette Reffstrup Christensen.
  • Hvordan? Der er foretaget 17 interviews med ergoterapeutstuderende fra to danske professionshøjskoler.
  • Hvornår? Studiet blev foretaget i perioden april 2018 til september 2020.
  • Resultat? Informanterne var alle enige om, at det er i den kliniske undervisning, at de lærer de ergoterapeutiske opgaver, og at den kliniske vejleder spiller en stor rolle.
  • Læs artiklen om forskningsprojektet: I Tidsskrift For Professionsstudier nr. 36, 2023: www. tidsskrift.dk/tipro

Citater fra undersøgelsen

”Altså, jeg synes, praktikkerne er gode, fordi det er dem, der ligesom gør at man tænker: ”Jo, det er det her jeg skal.”

”Min praktikvejleder hun var, ja hvad kan man sige, virkelig hård, jeg kunne faktisk ikke særligt godt lide hende, men hun var virkelig god til at forklare hvad det gik ud på, og hun var virkelig god til at lave den der kobling mellem skolen og virkeligheden, så man kan sige at jeg nok lærte mere på de 6 uger end jeg har på hele uddannelsen.”

”De her dygtige terapeuter, de gør at man bliver nysgerrig og motiveret, og man får endnu mere lyst til faget.” 

Tema: Den kliniske underviser


Ergoterapeuten

Vi skal passe på de studerende

Ergoterapeuten

Plads til dumme spørgsmål

Ergoterapeuten

Man skal være lidt af en menneskekender