Forklar

Hvorfor er det svært at forklare ergoterapi, og kan der være andre grunde end dine kommunikationsevner, når dine kolleger eller leder stadig ikke forstår, hvad du laver? Vi bad to garvede ergoterapeuter dele deres erfaringer – og en forsker i tværprofessionelt samarbejde om at forklare, hvad der kan være på spil.

Skal man tale kort og intenst? Forsøge at belære den anden? Eller blot sukke dybt? Spørgsmålet om, hvad man som ergoterapeut ”egentlig laver?” kan udløse alt fra afmagt til kampgejst, men faktum er, at rigtig mange igen og igen møder netop det spørgsmål. Fra den tværfaglige kollega, borgeren eller bordherren.

- Generelt er der et eller andet i ergoterapi, som giver os problemer med at forklare os, og på en eller anden måde er vi ikke helt lykkes med det, som Helle Andrea Pedersen, der er leder af Klinik for ergo- og fysioterapi Vordingborg siger.

- Når en fysioterapeut taler om træning, er det lettere forståeligt, at det kræver viden at lave lige netop den træning. Det skaber en hurtigere genkendelse og dermed anerkendelse. Men folk kan have svært ved at se, hvad der foregår, når vi fx tegner med patienten eller går i køkkenet for at bage. Det bliver lidt usynligt og ligner noget, som de selv kunne gøre, siger den erfarne ergoterapeut og leder.

Kunsten at brygge te

Når Helle Andrea Pedersen skal præcisere, hvorfor omverdenen kan have svært ved at forstå ergoterapi, henviser hun til den videnskabelige artikel ”Making a Cup of Tea as an Honours Degree Subject”. 

I artiklen beskriver den engelske forsker og ergoterapeut Jennifer Creek, hvordan ergoterapeutiske behandlingsmetoder er yderst komplicerede, selvom de umiddelbart ser banale ud. En pointe, forfatteren eksemplificerer med te-brygning som aktivitet.

- I virkeligheden kan vi sagtens forklare, hvad vi laver. Vi kan sige en masse om aktivitetsanalyse, nærmeste udviklingszone, arbejdsprocesmodeller, COPM, og jeg skal komme efter dig. Vi kan tale i timevis om ergoterapi og lave en lang og vægtig analyse af at brygge en kop te. Men det bliver hurtigt lidt for langhåret for folk, så vi taber dem, siger Helle Andrea Pedersen.

Faglig fremfor synlig

Så snart ergoterapeuten har en ballstick-bold i hånden, bliver indsatsen umiddelbart mere tydelig, påpeger Helle Andrea Pedersen, der dog advarer mod at forsøge at gøre ydelsen ”synlig” — bare for at andre skal forstå, hvad ergoterapeuter laver. 

- Nogle af de ergoterapeuter, jeg har ansat, har af og til talt om, at de gerne ville være mere synlige, men vi skal ikke gøre noget bare for at være synlige. Det første spørgsmål, vi skal stille os selv, er ikke: Hvordan bliver vi synlige? Vi skal i stedet spørge: Hvordan bruger vi vores faglighed bedst muligt lige her? Så, når jeg går ud med kugledyner, så gør jeg det ikke for at være synlig. Jeg gør det af en faglig grund. Og når jeg fortæller om mine metoder på et personalemøde, så gør jeg det også af en grund, understreger Helle Andrea Pedersen.

Hun mener, at en anden årsag til forklaringsproblemet er, at ergoterapeuter primært er optaget af arbejdet med patienten. Ikke af kommunikationsopgaven.

- Men hvis vi udelukkende fokuserer på den kliniske ræsonnering i forhold til den enkelte patient, så kan vi få svært ved at forklare vores bidrag til andre, siger hun.

Hendes egen forklaring er ligetil:

- Når jeg fortæller folk, hvad ergoterapi i psykiatrien er, siger jeg, at ligesom man kan genoptræne en hånd, så kan man rehabilitere sindet og hverdagslivet. Det kan de fleste godt forstå. 

Banalt og bredt

Spørger man Kristian Obenholt, erfaren nordjysk ergoterapeut indenfor arbejdsmarkedsområdet, er udfordringen ved at forklare faget også, at ”det kan have en klang af at være enormt hverdagsligt”, som han siger. 

- Mange af vores opgaver handler om aktiviteter og dagligdagen, og det kan virke så basalt og banalt. Indenfor mit område skal jeg fx lære folk at passe på sig selv uden at overgøre det, og der kan man godt tænke, jamen kan de ikke selv klare det? Skal du virkelig rådgive dem om det, siger Kristian Obenholt, der også peger på bredden som en kommunikationsudfordring:

- Vi rummer så mange elementer af andre fag. Vi har fysiologien som fysioterapeuter, vi har sygdomslære som sygeplejersker, og vi har pædagogik og psykologi, og vi tilpasser det hele efter den enkelte og individuelle mål, så det aldrig bliver lige ud ad landevejen — heller ikke at forklare. Men det nemmeste er nok at begynde i lige netop det hjørne, hvor man som sundhedsprofessionel selv befinder sig og holde sig til at have fokus på mestring af daglige aktiviteter, siger Kristian Obenholt, der har været ansat i Hjørring Kommune siden 2017. 

Inden han blev ergoterapeut, var han elektriker, og dengang satte omverdenen aldrig spørgsmålstegn ved hans profession. 

Men med titlen som ergoterapeut blev det sværere, og det har taget nogle år at finde ud af at forklare, hvad han gør. 

- I dag tilpasser jeg altid min forklaring efter, hvem jeg taler med, siger Kristian Obenholt, der har erkendt, at der ikke findes én forklaring, som kan skabe forståelse hos alle typer af tilhørere.

- Når jeg taler med ergoterapeutkolleger, kan vi hurtigt blive enige om, at ergoterapeuter er verdens vigtigste folkefærd, men når vi overfor andre skal forklare, hvad vi helt præcist laver, så bliver det sværere og afhænger af sammenhængen, siger Kristian Obenholt, der bl.a. oplever at skulle argumentere for sin fagligheds relevans i tværfaglige sammenhænge. 

- Jeg kan fx mene, at en opgave med energiforvaltning ligger hos mig som ergoterapeut, mens en sygeplejerske kan mene, at det er hendes område, siger Kristian Obenholt, der betoner ergoterapeuters evne til lige netop at tilpasse efter patientens specifikke behov og situation.
- Vi er bedst til at hjælpe med at optimere dagligdagen med de aktiviteter og miljøer, som borgeren færdes i, fordi vi er uddannet til at kunne udføre en detaljeret analyse af daglige aktiviteter og energiforbrug og kan hjælpe med konkrete energiforvaltningsstrategier til individuelle behov og livsstile ud fra ressourcer og begrænsninger.

Bagud på point

Problematikken med, at ergoterapeuter særligt skal forklare sig i fx tværfaglige sammenhænge, er ”på ingen måde overraskende”, fastslår lektor på Roskilde Universitet Sine Lehn. Hun forsker i tværprofessionelt samarbejde og peger på, at ergoterapeuter ofte er dem, der bliver ”inviteret ind” i et samarbejde, som typisk bliver sat i gang af læger og sygeplejersker. 

- Læger og sygeplejersker er ofte selvskrevne, mens andre små professioner, fx ergoterapeuter, diætister eller psykomotorikere, nogle gange er mere ”nice to have”. I og med at de er gæster, får de fra starten en mere sårbar position og dermed en anden adgang til samarbejdet, forklarer Sine Lehn.

De retningslinjer, der ligger til grund for samarbejdet, er også typisk udarbejdet af læger og sygeplejersker, ligesom det er dem, der lægger planen og derfor præger deres individuelle forståelse af, hvad ergoterapeuter kan bidrage med i processen, mener Sine Lehn.

- Læger og sygeplejersker ved ikke nødvendigvis, hvad det er for kompetencer, den enkelte ergoterapeut har, og man kan heller ikke forlange, at en læge eller sygeplejerske skal have den fulde indsigt, for der sker rigtig meget udvikling og specialisering indenfor professionen, og det veksler også fra ergoterapeut til ergoterapeut.

Sine Lehn peger også på, at den biomedicinske viden og lægefagligheden typisk vægter højest, hvorfor andre fagligheder risikerer at blive marginaliseret. En diagnose vil i reglen vægte højere end fx et argument om ”meningsfuldhed”, påpeger hun. 

- Så de professioner, der har andre typer af viden, som fx inddrager det sociale, psykologiske og pædagogiske aspekt, er i den henseende ofte i udgangspunktet bagud på point. 

Ikke bare dit ansvar

Opgaveglidning betyder desuden, at der kræves en større faglig fleksibilitet i det moderne sundhedsvæsen, og der er ergoterapeuter i en position, hvor de forventes at løse nye opgaver, der måske ligger på kanten af den ergoterapeutiske faglighed, konstaterer Sine Lehn:

- Krav til fleksibilitet rammer nogle professioner, fx ergoterapeuter, hårdere og hurtigere end andre, og det er med til at skabe uklarhed om, hvad man hver især kan og skal løse. Det er ikke længere hugget i granit, men hele tiden i bevægelse.

Af den grund er der i stigende grad behov for, at ergoterapeuter tydeliggør, hvad de kan byde ind med, pointerer Sine Lehn. 

- Men det er ikke bare den enkelte ergoterapeuts ansvar. Der er nødt til at være et rum, hvor man kan komme på banen med sin faglighed, og hvor der er mulighed for at tale om samarbejdet og skabe forståelse for og kendskab til hinandens faglighed og kompetencer. 

I et presset sundhedsvæsen er tiden til faglige dialoger om samarbejdet, hvor man kan få lov at præsentere sine kompetencer, dog sparsom, forklarer hun. 

- Tit bliver der lagt en plan, og så handler det bare om at føre den ud i livet. Så som ergoterapeut skal man kunne skubbe på og insistere på at få en faglig samtale, så planen reelt trækker på den viden og de kompetencer, som de forskellige professioner kan byde ind med, siger Sine Lehn. 

Husk det hyggelige

For nylig mødte Helle Andrea Pedersen en samarbejdspartner, som hun var sikker på, havde grundlæggende styr på, hvad ergoterapeuter kan. 

- Og så siger hun alligevel noget, som viser, at hun stadig ikke ved det, fortæller Helle Andrea Pedersen: 

- Hun taler godt nok om kreative aktiviteter, men hun begynder også at snakke om fysisk aktivitet, og jeg tænker: Hvor pokker har hun det fra, fortsætter Helle Andrea Pedersen, der gav sig til at forklare samarbejdspartneren, der har sygeplejebaggrund, om hverdagslivet, recovery og tilpasning af aktiviteter.

- Men jeg kunne se, at det blev lidt svært at forstå. Hun tænker hverdagsliv på sin måde, mens vi ser det mere detaljeret og forskningsbaseret, siger Helle Andrea Pedersen og påpeger, at det at arbejde målrettet med tebrygning eller kagebagning er aktivitetsvidenskab — med tryk på videnskab.

Helle Andrea Pedersen advarer i samme åndedrag imod, at ergoterapeuter i iveren efter at vise deres faglighed for omverdenen og aflive fordomme om faget, fokuserer så meget på synlig funktionstræning, at de glemmer aktivitetens meningsfulde værdi i sig selv.

- Det må gerne være rart og hyggeligt at bare en kage, og vi skal ikke være så bange for, at der er en kollega, som stikker hovedet ind i køkkenet og siger: ”Nej, hvor hyggeligt”, når de ser os arbejde med patienten. Vi er ikke mindre faglige af den grund.