31-årige Simone Bundgaard-Egeberg får Ropox-prisen, fordi hun udmærker sig både som tillidsrepræsentant og som ambassadør for ergoterapeuters rolle i udviklingen af velfærdsteknologiske løsninger.

Egentlig havde Simone Bundgaard-Egeberg meldt afbud til mødet om terapeutfaglig sparring tirsdag den 29. oktober for i stedet at sidde hjemme og skrive sin første opgave på kandidatstudiet i ergoterapi på Syddansk Universitet (SDU). Men for første gang i løbet af sin treårige ansættelse ved Haderslev Kommune blev hun beordret på arbejde af sin leder. 

– Hun sagde til mig, at en af de specialeansvarlige terapeuter sad og græd, og jeg derfor var nødt til at deltage i sparringsmødet. Da jeg ankom, kunne jeg se, at næstforperson i ETF Margrethe Boel var koblet op på en onlineskærm, og jeg tænkte, at det måske handlede om nogle opsigelser, som jeg skulle tage mig af som TR, fortæller Simone Bundgaard-Egeberg.

Men i stedet for at håndtere bål og brand fik hun at vide, at fysio- og ergoterapeutkollegerne i afdelingen Senior og Rehabilitering havde indstillet hende til at modtage Ropox-prisen – og Margrethe Boel kunne fortælle, at hun havde vundet.

– Jeg blev naturligvis overrasket, for jeg vidste ikke, at kollegerne havde indstillet mig, og jeg er meget beæret over, at mine fagfæller mener, at jeg har gjort mig fortjent til hæderen, siger Simone Bundgaard-Egeberg.

Siden 2021 har Simone været ansat som velfærdsteknologisk konsulent og dermed en vigtig drivkraft i at udvikle Haderslev Kommunes velfærdsteknologiske satsning e-distriktet, der er en plejeenhed med otte social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske, der udelukkende benytter velfærdsteknologiske løsninger til især medicinhåndtering. 

– Min rolle er blandt andet at teste nyt udstyr samt at udforme in- og eksklusionskriterier, så borgerne får de rette løsninger. Det er ikke tilstrækkeligt at have eksempelvis en medicinrobot på hylden. I øjeblikket benytter vi fem forskellige og er ved at teste endnu en, så vi har et udvalg, der passer til borgernes individuelle behov, fortæller hun.

Aktuelt fra ERGO24
 
 

Sparer 2200 ugentlige besøg

Medicinrobotterne hjælper borgerne med at huske at tage deres medicin på de rigtige tidspunkter og i de rette doser. 140 borgere i e-distriktet benytter sig af løsningen, der hver uge sparer afdelingen for 2.200 fysiske besøg hos borgerne og dermed for den køretid, der er forbundet med et hjemmebesøg. 

Tallene skal ses i lyset af, at Haderslev Kommune, når vi om få år kan skrive 2027, vil have 14 procent flere borgere over 80 år end den havde i 2022, og at kommunen ligger i Danmarks såkaldte udkant, hvor det er svært at rekruttere plejepersonale.

Simone Bundgaard-Egebergs jobbeskrivelse omfatter ikke borgerkontakt, og derfor fik hun i begyndelsen af sin ansættelse en del kommentarer fra kolleger, der ikke kunne se fidusen i at ansætte en ergoterapeut i den nyoprettede stilling. Men det har ændret sig, og i dag er der en generel accept af, at lige præcis en ergoterapeut har de rette kvalifikationer til at forene borgernes behov med velfærdsteknologiske løsninger.

– Mine fagkolleger og ETF har heldigvis bakket mig op hele vejen, og jeg er stolt af at arbejde i den kommune i Danmark, der i dag er førende på området - uden at jeg dog vil tage hele æren for det, siger hun.

I dag virker hun også som velfærdsteknologisk konsulent i andre af kommunens forvaltninger og holder også eksterne oplæg om kommunens erfaringer.

God til svære samtaler

Ud over sit engagement i velfærdsteknologien har hun også gjort sig fortjent til Ropox-prisen på grund af sit hverv som tillidsrepræsentant.

– Jeg blev valgt til TR, fordi mine kolleger mente, at jeg ville være god til det, og jeg har benyttet min position til at tale terapeutfaget op ved enhver lejlighed og i alle ledelseslag. Det betyder, at lederne bliver mindet om, hvad vi som terapeuter kan tilbyde, og i dag er jeg glad for at kunne sige, at der er flere terapeuter ansat i min afdeling end tidligere, siger hun.

Simone Bundgaard-Egeberg har også ry for som TR ikke at gå af vejen for at tage ”de svære samtaler,” hvad enten de involverer kolleger eller ledere.

– Det har aldrig ligget mig fjernt at påtage mig den rolle, men jeg har også følt mig godt klædt på af ETF til at tage ”den konstruktive dialog”, siger hun.

Erhvervskandidat

Siden 1. september har hun kun arbejdet 25 timer om ugen som velfærdsteknologisk konsulent. Resten af tiden har hun studeret ergoterapi som erhvervskandidat ved SDU. Hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad hendes speciale skal handle om, men et godt bud kunne være velfærdsteknologi.

– Det er et emne, der har interesseret mig, siden jeg tog min bachelor og var med til at udvikle en app med ergoterapeutiske undersøgelsesredskaber. På kandidatstudiet har jeg bemærket, at det ofte er det velfærdsteknologiske område, jeg vælger, når vi fx får til opgave at gennemføre en litteratursøgning, siger hun.

Om kandidatstudiet vil give hende smag for sidenhen at gå forskervejen, vil hun ikke helt afvise.

– Men i så fald skal det være praksisnær forskning, siger hun.

Sensor ved sengen

Og der er rigeligt at tage fat på. Velfærdsteknologien bliver stadig oftere bragt i spil, når kommunernes udfordringer på velfærdsområdet er på dagsordenen. Simone Bundgaard-Egeberg tror, at sensorteknologien bliver et af de næste trin i udviklingen. 

– En sensor ved sengen vil kunne alarmere personalet på et plejehjem eller bosted, hvis en borger fx forlader sengen om natten. Det vil give tryghed for begge parter. Desuden vil det give færre forstyrrelser på nattevagten i form af de klassiske nat-kig til borgerne, siger hun.

Mange spillere på markedet står på spring for at introducere sensor-teknologierne. Men i øjeblikket er det især grænser for privatlivets fred, der forhindrer en implementering af teknologien.

– Jeg tror dog, at reglerne med tiden bliver ændret, siger hun.

25.000 til to marsvin

Med Ropox-prisen følger 25.000 kroner, som Simone endnu ikke har besluttet sig for, hvordan hun vil bruge.

- Jeg besluttet mig for, at pengene skal bruges til noget betydningsfuldt, så jeg kan tænke tilbage på den hæder, der er forbundet med prisen. Hvad det bliver, ved jeg ikke endnu. Min datter på syv år mener, at jeg vil blive lykkelig, hvis jeg investerer i to marsvin. 

Ropox-prisen

Læs mere her