Løn&Ansættelse
Udskriftsvenlig

Hvornår er ændringerne så væsentlige, at de skal varsles?
Ændringer i ens ansættelsesforhold skal som udgangspunkt altid varsles. Det springende punkt er, hvornår en ændring er så væsentlig, at man skal varsles med sit individuelle opsigelsesvarsel, og hvor man, såfremt man ikke vil acceptere ændringen, kan vælge at betragte sig som værende opsagt.

Såfremt der er tale om en (mindre væsentlig) vilkårsændring, kræves der blot et passende varsel, således at medarbejderen kan nå at indrette sig herpå. 

Væsentlige vilkårsændringer:
Vurderingen af hvornår en vilkårsændring så er væsentlig, at den skal varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel, kræver oftest en konkret og individuel vurdering. Nogle eksempler på, hvornår der kan være tale om væsentlige stillingsændringer, som kræver individuelt varsel er følgende:

  • Hvis du bliver varslet over i en stilling, der ikke omfattes af din nuværende ansættelseskontrakt
  • Hvis du bliver varslet over i en stilling, som giver dig ringere indtjeningsmuligheder f.eks. på grund af en ændring i ansættelsesgraden
  • Hvis der sker ændringer i din arbejdstid f.eks. ansættelsesgrad eller tidspunktet for arbejdets udførelse og det ikke er i overensstemmelse med din ansættelseskontrakt
  • Hvis din nye stilling er geografisk placeret således, at du får en væsentlig forøget transporttid mellem hjem og arbejde

Vilkårsændringer kan være ok ved større omstruktureringer
Ved større omstruktureringer er der, jf. retspraksis, en videre adgang for arbejdsgiver til at varsle vilkårsændringer med et kortere varsel end det individuelle opsigelsesvarsel. Altså må den enkelte medarbejder i sådanne situationer tåle mere vidtrækkende vilkårsændringer inden de kan karakteriseres som værende væsentlige. Det er dog forsat vigtigt, at der foretages en individuel vurdering i den konkrete situation.

Individuelle aftaler
Arbejdsgivere har i nogle situationer lagt op til, at der skal indgås frivillige, individuelle aftaler med medarbejderne vedrørende ændringer i ansættelsesforholdet. En frivillig, individuel aftale kan stille en medarbejder ringere end f.eks. funktionærloven tilsiger.

Generelt gælder det, at Etf. fraråder at der indgås individuelle aftaler, der stiller den enkelte medarbejder ringere end lovgivningen foreskriver. Skulle et medlem stå i en sådan situation, anbefaler Etf, at man søger vejledning hos sin TR eller Etf.

Læs mere om at indgå frivillige aftaler her >