Hjem > SHK og FF - hvad er hvad?

SHK og FF - hvad er hvad?

Forhandlingerne ved OK18 foregår både i Sundhedskartellet (SHK) og Forhandlingsfællesskabet (FF).

Sundhedskartellet består af 11 sundhedsorganisationer og har ca 112.000 medlemmer. Sammen med blandt andet Dansk Sygeplejeråd og Danske Fysioterapeuter forhandler Ergoterapeutforeningen en række af de vilkår, som er beskrevet i overenskomsterne og arbejdstidsaftalerne for ansatte i kommuner og regioner. Lønmodellen, pensionssatserne og satserne i arbejdstidsaftalen er eksempler på vilkår, som forhandles sammen i Sundhedskartellet.  Der er et forhandlingsforløb med KL, som repræsenterer kommunerne og et tilsvarende forløb med regionernes repræsentanter og organisationerne koordinerer løbende under forhandlingerne.

Organisationerne i Sundhedskartellet koordinerer også løbende i forhold til fagpolitiske emner.

Forhandlingsfællesskabet opstod som følge af en sammenlægning  af det tidligere KTO og Sundhedskartellet. Der er 51 medlemsorganisationer og ca. 564.000 medlemmer.  De aftaler som enten vedrører alle der er ansat i kommunerne eller alle med regional ansættelse bliver forhandlet i regi af forhandlingsfællesskabet. Lønstigningerne i overenskomstperioden, ferieaftalen og vilkårene for barsel mv.  er eksempler på emner som forhandles af Forhandlingsfællesskabet. Forhandlingerne foregår separat, så der er et forhandlingsforløb med KL, som repræsenterer kommunerne og et tilsvarende forløb med regionernes repræsentanter. Der koordineres løbende underforhandlingerne mellem organisationerne.

På det statslige område deltager Ergoterapeutforeningen som en del af CO10-samarbejdet, når overenskomster og aftaler skal fornys. CO10 står for Centralorganisationen af 2010.