Medlemskab
Udskriftsvenlig

Alle offentligt ansatte ergoterapeuter er tilknyttet en pensionsordning i Pensionskassen for Sundhedsfaglige. Pensionskassen administreres af Pensionskassernes Administration (PKA). På PKA´s hjemmeside kan du f.eks beregne din egen pension.

Det er overenskomstbestemt, hvor stor en del af lønnen, der indbetales i pension hver måned. Det er arbejdsgiveren, der indbetaler pensionsbidraget til PKA, ligesom det også fremgår af din lønseddel, hvor meget, der er indbetalt.

Offentligt ansatte ergoterapeuter har iflg. overenskomsterne flg. pensionsordninger:

Kommunalt ansatte efter basisoverenskomsten: 16,95 %.

Kommunalt ansatte ledere: 16,98 %.

Regionalt ansatte, både basis- og ledere: 16,03 %.

For kommunalt- og regionalt ansatte indbetales der 2 % i pension af særydelser. ( Særydelser er tillæg, der udbetales for at arbejde aften, nat, weekend mv.)

Undervisere på So-su-skoler: 16,3 %

Øvrige ansatte indenfor statens område: 18 %

Det fremgår af Etf´s lønkatalog, hvor stort et beløb, der indbetales i pension hver måned for kommunalt- og regionalt ansatte. Du kan også udregne beløbet ved at bruge vores lønberegner.

Har du spørgsmål, der vedrører selve pensionen, beregning her af, udbetalinger mv. bedes du kontakte PKA. Det gør du via www.pka.dk eller  på tlf. 39 45 45 40.

Offentligt ansatte ergoterapeuter har været omfattet af en pensionsordning siden 1959.

Er du privatansat ergoterapeut, hvor Etf ikke har overenskomst, skal du selv aftale med din arbejdsgiver, om- og med hvilke vilkår, du er omfattet af en pensionsordning. Husk at få det skrevet ind i ansættelseskontrakten.

Nyt fra 1.1.2012

Regionalt ansatte

Regionalt ansatte ergoterapeuter kan vælge at få indbetalt mere i pension, end hvad der er aftalt i overenskomsten, mod at der reduceres med tilsvarende beløb i den udbetalte løn.

Den ansatte skal skriftligt meddele sin arbejdsgiver om størrelsen af den forhøjede indbetaling og i hvor lang tid den højere indbetaling skal finde sted.

Den enkelte region kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og hvornår valg og omvalg kan foretages.

Samtidig forhøjes ATP-satsen fra D- til C-sats. Det månedlige beløb, der indbetales til ATP stiger dermed fra 96 kr til 115 kr. pr. måned.

Kommunalt ansatte

For månedslønnede indføres der frit valg mellem mere i løn eller større indbetaling til pension, svarende til 0,34 % i forhøjelse af pensionsbidragssatsen.

Der udbetales fritvalgstillæg, med mindre andet aftales med arbejdsgiveren. Fritvalgstillægget er ikke pensionsgivende.

Ønsker du, at der indbetales den højere pension, skal du give din arbejdsgiver besked senest den 1. oktober, så det kan træde i kraft fra den 1.1. det følgende år.

Ønsker du senere at foretage et omvalg, skal du også meddele det til din arbejdsgiver senest den 1.oktober året inden ændringen træder i kraft den følgende 1. januar.

Nyansatte skal ved ansættelsen give arbejdsgiveren skriftlig besked om, hvorvidt man ønsker ekstra pensionsindbetaling eller fritvalgstillægget udbetalt.

Her ud over har kommunalt ansatte ret til at få indbetalt mere i pension, end hvad der er aftalt i overenskomsten, mod at der foretages tilsvarende reduktion i den udbetalte løn. Den ansatte skal skriftligt give sin arbejdsgiver besked om størrelsen af det forhøjede beløb, samt i hvor lang tid det ønskes indbetalt.

Fra den 1. januar 2012 forhøjes ATP-satsen fra D- til C-sats. Det månedlige beløb, der indbetales til ATP stiger dermed fra 96 kr til 115 kr. pr. måned.

Enklere regler for medlemmerne af pensionskassen

Fra 1. juli 2005 benytter PKA-pensionskasserne samme regler som det offentlige ved tilkendelse af førtidspension. Det blev vedtaget på pensionskassernes generalforsamlinger i april '05.

Reglerne gør det enklere og mere overskueligt for medlemmerne at søge førtidspension, da de skaber overensstemmelse mellem de to pensionssystemer − pensionskassen og det offentlige. Fremover skal medlemmerne altså kun igennem ét afklaringsforløb, nemlig i kommunen. Får de tilkendt offentlig førtidspension, er de også berettiget til førtidspension fra pensionskassen.

Læs mere om reglerne i medlemsbladet Pensionskassen, som også findes på www.pka.dk

Besøg pka på www.pka.dk
eller ring 39 45 45 45.

Myndighederne har i oktober 2011 givet grønt lys til fusionen mellem fire PKA-pensionskasser. Dermed er Pensionskassen for Ergoterapeuter og Fysioterapeuter nu udvidet med tre andre faggruppers pensionskasser i den nye Pensionskassen for Sundhedsfaglige.
Læs mere i denne nyhed >