Hjem > Om organisationen > Mindeord

Mindeord

Mindeord over afdøde ergoterapeuter.

Ingrid Due Pedersen

Ingrid Due Pedersen var en alsidig pioner

Ikke blot var hun en aktiv medspiller i mange år i Ergoterapeutforeningens faglige arbejde, samtidig med, at hun var central i udviklingen af ældreplejen fra sin position som mangeårig ledende ergoterapeut i de Samvirkende Menighedsplejer.

Ingrid Due blev en væsentlig frontfigur i Gigtforeningen gennem sit mangeårige arbejde med at forny og udvikle den gamle velgørende organisation til en moderne, aktiv sygdomsbekæmpende forening.

Hendes ergoterapeutånd forlod hende aldrig. Ingrid Due var iderig og aktiv, og hun opnåede hvad hun satte sig for.

Længe før kommunerne fik udviklet deres ergoterapeutiske tilbud til hjemmeboende borgere, var Ingrid Due primus motor i oprettelsen af en konsulenttjeneste i Gigtforeningens regi, hvor ergoterapeuter og fysioterapeuter besøgte gigtramte med behov for støtte til behandling, indretning og tilrettelæggelse af dagliglivet.

Fra 1991 til 2000 var Ingrid Due direktør i Gigtforeningen, hvor hun stod i spidsen for udviklingen og modernisering af det frivillige arbejde og engagerede sig i udviklingen af det internationale samarbejde indenfor gigtområdet.

Hun var i front i udviklingen af de mangeartede behandlings- og støttetilbud, som gigtramte den dag i dag kan nyde godt af i Gigtforeningen. Netop derfor blev hun i 2002 hædret med Gigtforeningens æresmedalje.

Ingrid Due blev uddannet ergoterapeut i 1964 og blev allerede leder i 1970.

I mange år derefter arbejdede jeg sammen med hende dels i Ergoterapeutforeningen, hvor hun var medlem af Hovedbestyrelsen fra 1978 til 1987, dels i Gigtforeningen gennem mange år. Hun var en god ven og en meget aktiv medspiller i alle de sammenhænge, hvor vore veje krydsedes.

Ingrid Due Pedersen døde i maj 2017. Hun blev 76 år.

Esther Boserup
Juni 2017

Helle Lund Kongsgård

Mindeord for Helle Lund Kongsgård

Helle blev uddannet på Ergoterapeutskolen i Holstebro på hold XXII i 1987.

Straks herefter startede hun i ergoterapien på Skive Sygehus, hvor vi lærte Helle at kende – et bekendtskab, der efterhånden udviklede sig til et livslangt venskab.

Efter knap 10 år i Skive gik turen til Ergoterapeutskolen i Holstebro i et vikariat som undervisningsassistent, inden Helle sidst i 90’erne blev ansat som instruktør i Ergoterapien på Holstebro sygehus samtidig med, at hun ind imellem havde lidt undervisningstimer på Ergoterapeutskolen.

Der er ikke mange ergoterapeutstuderende fra Holstebro de følgende ca. 10 år, der ikke har været under Helles trygge og kompetente vinger.

I 2009 blev Helle ansat ved Viborg kommune hvor hun prøvede kræfter med hverdagsrehabilitering. Senere kom der fokus på genoptræningsplaner.

Helle var i hele sit arbejdsliv meget engageret i sit arbejde, fulgte med og deltog i udviklingen af faget.

For cirka 10 år siden blev Helle syg første gang. Canceren var hård, men den kendte ikke Helle og hendes ukuelige livsmod. Så Helle vandt og kom stærkt tilbage.

Omkring samme tid var hun med til opstarten af ” Strikkeklubben” – for ergoterapeuter, der har været ansat i ”den gamle ergoterapi” på Holstebro sygehus.

Her har vi - med fuld gang i strikkepindene – fulgt hinanden i lyst og nød.

For 3 år siden kom canceren tilbage, og efterhånden stod det klart, at Helle ikke ville komme tilbage til arbejdet.

Selv om dagene bød på utallige behandlinger, operationer, komplikationer og bivirkninger bevarede Helle, ved hjælp af sin store kærlighed til og fra sin familie, under hele sit sygdomsforløb en utrolig positivitet, optimisme og livsmod.

De sidste måneder, hvor Helle med egne ord ikke kunne så meget andet, strikkede hun, bl.a. babytøj til barnebarnet Johan og barnevognstæpper til kommende børnebørn.

Helle fik det bedste ud af al ting lige til det sidste.

Vi mindes Helle som en varm og stærk kvinde, altid nærværende og imødekommende.

Tove Møl Christensen
Lisbeth Krabbe Nielsen

Britta Pagh Jensen

Mindeord over ledende ergoterapeut Britta Pagh Jensen

Britta Pagh Jensen er sovet stille ind i en alder af 83 år den 05. marts 2016 efter ganske kort tids sygdom.

Britta blev uddannet på Ergoterapeutskolen i Hellerup på hold 30 i 1961. Et hold, som holdt kontakten vedlige og stadigvæk mødtes med jævne mellemrum. Har selv haft fornøjelsen af at være sammen med flere af dem hos Britta i årenes løb.                         

Brittas karriere spændte vidt. I begyndelsen af sit ergoterapeutiske virke arbejdede hun i Hornbæk på Fysiurgisk Hospital, på Spastikerhjemmet i Hobro og senere startede hun ergoterapiafdelingen på Odense Universitetshospital.

Udlandet trak også. I første omgang arbejdede hun i tresserne et år i Egypten, hvor hendes store interesse for den mellemøstlige kultur blev grundlagt. Senere fra 1971-1976 var hun ansat af WHO og udstationeret i Teheran i Iran. Hun startede ergoterapifaget i dette land, dels ved dronning Farah Dibas hospital, og dels fik hun en ergoterapiuddannelse op at stå. Hun bevarede kontakten til et par af de iranske ergoterapeuter, hun uddannede, og nåede at besøge landet i 2005, hvor hun bl.a. genså hospitalet og mødtes privat med sine gamle terapeuter.  

Efter Teheran fik Britta et vikariat i Hornbæk i 1977, hvor jeg lærte hende at kende. Derefter blev Britta først leder af det nyoprettede plejehjem Fælledgården i København, senere ledende ergoterapeut på Ortopædisk Hospital. Da det blev fusioneret med Rigshospitalet, fulgte Britta med og blev ledende ergoterapeut på Rigshospitalet, indtil hun gik på efterløn.

Jeg nåede at kende Britta i knap 40 år. Vi havde et meget inspirerende venskab, og har rejst sammen i mange år i forskellige verdensdele og fået nogle fantastiske oplevelser sammen. Britta var en utrolig god rejsekammerat, nysgerrig, havde en stor viden, interesserede sig for mennesker og historie, og en fantastisk hukommelse. Vi kunne tit tænke tilbage på nogle af vores dejlige oplevelser, når vi hyggede os over et godt glas vin og lidt lækker mad.  Vi har haft mange interessefællesskaber, såvel arbejdsmæssigt som privat og nydt godt af at kunne dele tankerne og tingene med hinanden.

Britta nåede over 20 år som efterlønner og pensionist og fulgte aktivt med i tilværelsen lige til det sidste. Den sidste gang, vi mødtes kort tid inden Britta gik bort, gav hun udtryk for, at hun gerne ville ud at rejse igen; noget vi ikke havde gjort i de seneste år, da fysikken ikke mere helt var, hvad den havde været. I stedet gik vi i biografen og nød det.

Britta var en dejlig inspirerende person at være sammen med, og jeg vil savne hende, men har heldigvis så mange gode minder at tænke tilbage på. For hendes familie og mange venner er det også et stort savn, at hun ikke er her mere.

Ære være hendes minde.

Hanne Gregersen

Tidl. ledende ergoterapeut for Klinik for Rygmarvsskader, Hornbæk, Rigshospitalet.

Dorthe Schjerbeck

Dorthe Schjerbeck er død d. 23. november 2015, - 68 år gammel.

Dorthe var en ildsjæl af en helt speciel støbning, - ergoterapeut, Castillo Morales terapeut og underviser til en fingerspids.

På forbilledlig vis har hun med sin grundighed, perfektionisme og kolossale faglige viden sat sig ind i bl.a. dysfagiens mange aspekter, fordi det var påkrævet i hendes arbejde med patienter med hoved-halscancer på Herlev Sygehus. Dorthe var nødt til dette!

Efter at have været væk fra faget i 20 år pga. ophold i udlandet, som diplomatfrue, kom hun tilbage til Danmark og fik arbejde, men var med egne ord: Fagligt blank.

Denne tilstand varede kun kort, for Dorthe var dedikeret i forhold til de ting, som hun beskæftigede sig med. Det vigtigste for Dorthe var, altid at yde en kompetent faglig indsats i forhold til patienterne.  Hun søgte ganske uegennyttigt al den viden, der findes vedr. dysfagi.

Hun betalte selv de dyre fagkurser og brugte sine ferier herpå. Og Dorthes eneste ambition var, at yde den bedst mulige hjælp til patienterne. Det gjorde hun hver gang på samme nænsomme, nærværende og empatiske måde, der var så kendetegnende for Dorthe.

Dorthe fik efterhånden private patienter, fordi rygtet om hendes store faglige kunnen bredte sig som ringe i vandet. Så efter få år kunne Dorthe leve af sin free lance-virksomhed. 

Dorthe havde aldrig fri, fordi der altid lige var noget, som skulle gøres, eller nogen, som havde behov for hendes hjælp. Ingen opgave eller afstand var hverken for stor eller for lille for Dorthe, når hun så, at hun kunne være medvirkende til at øge et andet menneskes livskvalitet.

Som 64-årig, i en alder, hvor mange andre på arbejdsmarkedet længe før har valgt at gå på efterløn, og med kun et halvt år til et liv som folkepensionist, tog Dorthe en afgørende beslutning og realiserede drømmen om at åbne egen praksis.

Åbningen af Praksis for Ergoterapi i Virum i 2012 blev banebrydende, som den første private ergoterapeutiske praksis i Danmark for rehabilitering af børn og voksne med neurologisk skade. Dette var stort for Dorthe, og hun var stolt af og lykkelig over, at kunne dele praksis med 2 andre terapeuter, som lejede sig ind. Med plads til flere var det Dorthes vision, at det også skulle blive den første tværfaglige praksis, så behandlingen af det hele menneske kunne samles på ét sted.

Det var ikke nødvendigt for Dorthe at lave reklame for sin praksis – patienterne stod i kø!

Takket være Dorthes utrættelige og fagligt dygtige indsats over for patienter med dysfagi, har så mange opnået at kunne indtage et måltid selv. Af samme grund har en patient endda kunnet udskrives fra plejehjemmet til egen bolig og rækken af gode resultater af Dorthes behandling ved alle former for neurologiske skader er lang, og ligger som perler på en snor og vidner herom.

Dorthes ihærdige indsats og evne til at engagere alle faggrupper og pårørende i nærmiljøet og lære dem til at bruge de teknikker, som giver patienten den størst mulige selvstændighed, er af afgørende betydning for at opnå disse gode resultater. Derfor mødtes Dorthe både tidligt og sent med alle tilknyttede personer, så indsatsen blev hverdagspraksis for patienten.

På denne måde var Dorthe i allerhøjeste grad med til at manifestere ergoterapi, som en nødvendig faglighed i forhold til dysfagi.

I kampen for patienterne holdt Dorthe ikke sin imponerende viden for sig selv, men underviste gerne i emnet, fordi det var vigtigt at få udbredt viden om, hvordan man hjælper mennesker med dysfagi og neurologisk rehabilitering som helhed.

Som underviser var Dorthe en ydmyg person, men med sit store engagement og dybdegående viden og erfaring ”brændte hun igennem”, så alle deltagere sugede til sig, bl.a. fordi Dorthe mestrede kunsten at gøre stoffet praktisk anvendeligt.

Som det meget grundige menneske, hun var, brugte hun al den viden, som er tilgængelig vedr. dysfagi. På bedste ergoterapeutfaglige vis var hun helhedsorienteret, og satte det som mål, at patienten skal blive så aktivt deltagende som muligt i sit eget liv.

Dorthe bekendte sig ikke til et bestemt koncept, men da hun blev certificeret Castillo Morales terapeut i 2003 og efterfølgende Maestra Castillo Morales Amadeus i 2011, fik hun den faglige opkvalificering, som behandler og underviser, som forenede Dorthes personlige og faglige essens til et virksomt, effektivt og dynamisk redskab, der præcist kunne nå alle hendes patienter og kursister. På de første 5 tværfaglige Introduktionskurser til Dr. Castillo Morales Koncept, hvor Dorthe har undervist, har hun i alle efterfølgende evalueringsskemaer fået umådelig meget ros.

Dette drejer sig om 138 kursister med vidt forskellig baggrund og uddannelse!

Dorthes indsats inden for dysfagi har i højeste grad medvirket til, at vi som ergoterapeuter har fået en langt større bevågenhed på området. At Dorthe altid praktiserede og pointerede, at indsatsen skal ske i et tværfagligt samarbejde, er i højeste grad med til at cementere ergoterapi, som en vigtig del af tværfagligheden, og derfor kan vi nu glæde os over, at dysfagi er blevet et ergoterapeutfagligt specialistområde.

Desværre fik Dorthe kun lov til at arbejde aktivt i Ergoterapeutisk Praksis i Virum i  1½ år, før hun blev alvorlig syg af cancer globalt med metastaser i hjernen. Hun fravalgte bevidst al kemo- og strålebehandling, - undtaget strålebehandling på en enkelt metastase i rygsøjlen, fordi hun hellere ville kunne være nærværende og kende og kommunikere med hendes børn, børnebørn, venner, familie og kollegaer, fremfor at miste evnen hertil for at forlænge livstiden.

Dorthe besluttede, at donere praksis til de terapeuter, der arbejdede der, så hendes livs drøm kunne videreføres og i dag er dette unikke behandlingssted i fortsat succesfuld udvikling, - også tværfagligt.  

Dorthes appetit på livet og hendes ukuelige viljestyrke gav hende trods alle odds, livet i mere end 2 år efter at diagnosen blev stillet. Gennem hele sygdomsforløbet har Dorthe været et forbillede på, hvordan man kan bruge sin ergoterapeutfaglige viden i forhold til sig selv: Hvordan man bedst mestrer dagligdagen med begrænsede resurser og med værdigheden i behold. På smukkeste vis har Dorthe formået at gøre det lettere for sine børn, venner og fagpersoner at bistå med den hjælp, der var behov for, for Dorthe var afklaret, klarsynet og et meget ydmygt menneske, som aldrig gjorde noget halvt. Derfor var alt forberedt til den sidste rejse.

Dorthe har foretaget så mange rejser i sit spændende og usædvanlige liv. Denne gang vender hun ikke tilbage, og alle vi, som har været så heldige at lære Dorthe at kende, står tilbage med et ubeskriveligt tomrum, men også med den store rigdom og inspiration det har været at møde en stor og passioneret personlighed, som ofte på trods, var utrættelig på alle måder.

Dorthe var optaget af mange, mange aktiviteter og gøremål og nåede så mange mål i sit liv.

Dorthe var på alle måder et smukt menneske – i sit ydre såvel som i sit indre. En ildsjæl præget af en aldrig svigtende respekt for sine medmennesker. Et sjældent og fint menneske med stor humor, charme og hjertevarme.

Vores tanker går til hele Dorthes familie, - hendes fire børn i henholdsvis Sønderjylland, Kina og København, - til svigerbørn og alle børnebørnene, som har mistet en dedikeret og vidunderlig bedstemor.

Æret være Dorthe Schjerbecks minde

d. 3. december 2015

På vegne af Association Castillo Morales Danmark

Lene Mikkelsen og Inge Krügermeier

Mindeord, Winnie Melchiorsen

Winnie Melchiorsen døde i en alder af 47 år, søndag den 8. juni 2014 i sit hjem i Holstebro, omgivet af familie og nære venner. Winnie efterlader sin mand Sune, samt deres tre børn, Mikkel på 20 år, Siw på 18 år og Stine på 14 år.

Vi har kendt Winnie i mere end 15 år. Vi har været kolleger, og det arbejde vi var fælles om, bidrog til, at vi lærte hinanden rigtig godt at kende, også ud over det rent arbejdsmæssige. Winnie tog en uddannelse som ergoterapeut i 1992 på ergoterapeutskolen i Holstebro. I 1998 blev hun ansat på Aktivitets- og Udviklingscentret, og det var her vi lærte Winnie at kende. Aktivitets- og Udviklingscentret var et tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade om rehabilitering og arbejdsevneafklaring. Winnie befandt sig som en fisk i vandet i det tværfaglige samarbejde og i arbejdet med brugerne. Som ergoterapeut var hun faglig ambitiøs, og arbejdede altid målrettet og systematisk med udredning og rehabilitering af brugernes funktionsevne. Som et led i dette var hun kalibreret bruger af både AMPS og ESI, og hun udviklede stærke færdigheder i forhold til observation og analyse. Altid var Winnie yderst engageret i opgaverne og i dialogerne, og med stor faglig dygtighed og empati har hun håndteret mange vanskelige og komplicerede situationer.

Når Winnie mødte på arbejde, var det altid med et stort og imødekommende smil, en positiv energi og en lyst til at gå i gang med arbejdet, der ikke kunne andet end smitte af på omgivelserne. Det var netop hvad Winnie gjorde – smittede af – Winnie satte aftryk hos de mennesker hun omgav sig med. Og hun omgav sig med mange. Karakteristisk var hendes sociale sind og vi vil savne Winnie som en trofast del af det sociale liv i AU-regi og i særdelshed i vores ”rejsehold”, hvor vi mødes som tidligere ergoterapeutkolleger. Til det sidste fastholdt Winnie vigtigheden af at deltage i og invitere til samvær. 

Det ligger os på sinde at fortælle hvor unikt et menneske Winnie var. Alle livets forhold gik hun til med stor ordentlighed. En ordentlighed der først og fremmest handlede om at udvise respekt og omsorg for andre mennesker, og få øje på de ting, der kunne få den enkelte til at blomstre. Hun havde en evne til at styre udenom problemerne og få ting til at fungere.

Som noget særligt havde Winnie et hjerte, der bankede for de børn, hvis forældre var ramt af hjerneskade. Hun var således primus motor i udviklingen af en række tilbud til børn i forskellige aldersgrupper. Tilbud der havde til hensigt, at børnene fik informationer om, hvad det vil sige at få en hjerneskade, og at de fik redskaber til at håndtere situationen. Også her udviste Winnie stor nænsomhed og præcision i sit arbejde. Derudover uddannede hun sig indenfor kognitiv terapi, hun gennemførte en diplomuddannelse og hun fungerede i en årrække som klinisk vejleder for ergoterapeutstuderende. Med dette voksede hendes interesse for at formidle faglig viden på den mest kreative og optimale måde. Winnie arbejde de sidste to år som underviser på Social- og Sundhedsskolen i Herning.

Familiens trivsel stod altid centralt i Winnies dagligdag og bevidsthed. Derudover elskede hun kreative sysler som at strikke og sy, arbejde i haven og i drivhuset, bage og lave mad. Hendes farver var pink og lilla, og hendes smykker gerne af porcelæn eller fint sølv. Hun var et menneske i fremdrift. Hun var fordomsfri og let og lys i sindet. Hun havde en karakteristisk evne til at få enhver til at føle sig betydningsfuld i hendes selskab, både når hun var ergoterapeut og privatperson. Hun fortalte selv, at hun troede hun havde udviklet sin evne til nærvær, da hun som barn tilbragte timer ombord på forældrenes båd, hvor hun sad og kiggede ud over vandet og netop nød tilstedeværelsen. Winnie var et elskeligt væsen og vi er mange der vil savne hende. Vore dybeste tanker går til Sune, Mikkel, Siw og Stine.

Ære være Winnies minde.

Tidligere ergoterapeutkolleger på Aktivitets- og Udviklingscentret, Rehabiliteringen

Linda Trier Hald
Dorte Frejo Rasmussen
Ann Krabbe
Ingrid Laursen
Vita Hagelskjær

Sidst opdateret
26.06.2017