22. maj 2017 KL 16:18

North Carolina tur-retur

To ergoterapeutstuderende fra VIA i Aarhus har i foråret været på et femugers praktikophold i USA. De amerikanske ergoterapeuters høje faglige niveau og et kæmpe arsenal af hjælpemidler imponerede, mens 50 timers arbejdsuger og et presset personale gav stof til efterretning.
Skribent: 
Lasse Qvist
Foto: 
Camilla Leth og Charlotte Iversen

På en operationsstue på et hospital i USA ligger en patient i fuld narkose. Han har været involveret i en bilulykke, der udover forbrændinger har givet ham svære skader i den ene hånd. Det er dem, han bliver opereret for nu. Der er anæstesisygeplejerske, kirurg og assistenter til stede på stuen.

Og så altså Camilla Leth, der er ergoterapeutstuderende fra VIA i Aarhus. For imens lægen fjerner knuste knogledele i den skadede hånd, har hun fået til opgave at lave bevægelighedstræning i den anden. Det kunne hun jo ligeså godt, når nu patienten alligevel er i narkose.

- Det var en meget grænseoverskridende oplevelse, at jeg skulle stå der og bøje strække med en sovende mands fingre, mens der stod en kirurg og skar i den anden hånd. De udnytter virkeligt tiden derovre, siger Camilla Leth.

Hospitalet hedder Wake Forest Baptist Hospital, og det ligger i byen Winston-Salem i North Carolina. Byen er lidt mindre end Aarhus, og nok for de fleste danskere ganske ukendt. Foruden hospitalet rummer den North Carolinas højeste kontorbygning og et historisk bageri.

Jeg er vokset som fagperson.Charlotte Iversen, studerende VIA Aarhus

Wake Forest Baptist Hospital, der har omkring 14.000 ansatte, dannede i fem uger rammen om to danske ergoterapeutstuderendes hverdag. Charlotte Iversen og Camilla Leth, der begge læser på VIA i Aarhus tilbragte nemlig deres modul 13 i praktik på stedet.

- Jeg er vokset som fagperson, og jeg har i den grad fået overskredet nogle grænser, siger Charlotte Iversen.

Klientcentrering i højsædet

Et område, de udmærker sig i på Wake Forest Baptist Hospital, er klintcentreringen, og patienterne på stedet havde ifølge de to studerende et imponerende overblik over egen behandling og forløb.

- Det var meget tydeligt, at patienterne bliver involveret i ret høj grad derovre. Det gav rigtig god mening, fordi de så vidste, hvornår de kunne give gas med eksempelvis genoptræning, og hvornår de skulle spare på kræfterne, siger Charlotte Iversen.

Også de pårørende blev i høj grad inddraget i patienternes behandling, og især i genoptræningen spillede de en stor rolle.

- For rigtigt mange af patienterne er der ikke mere træning efter endt udskrivelse. Derfor er det vigtigt, at de pårørende bliver trænet i, hvordan de bedst kan understøtte vedkommende, og hvordan de kan håndtere forskellige situationer, siger Camilla Leth.

Læs også: International udveksling

Til at understøtte det formål har hospitalet investeret i et væld af hjælpemidler. På en stue havde terapeuterne eksempelvis fået installeret en gammel Mercedes. Med den kunne personalet sammen med patienterne og de pårørende eksempelvis træne ind- og udstigning. I den anden ende af lokalet var indrettet et mini-supermarked.

- Så der er rig mulighed for ADL-træning i virkelighedstro omgivelser, siger Camilla Leth.

Patienter over personale

Hvor der var investeret i verdensklasse faciliteter til patienterne, var billedet noget lidt andet, hvad personalet angår. De enkelte terapeuter havde rigtigt mange patienter, så både 40 og 50 timers arbejdsuger var langt fra usædvanligt. Der var ifølge de studerende heller ingen egentlige personalerum, hvor man kunne spise frokost og evaluere eller sparre.

- Rigtigt ofte blev journalerne skrevet inde på stuerne, nærmest imens man var i gang med en behandling. Der var simpelthen ikke tid til andet. Så sparring omkring de enkelte patienter var der ikke rigtigt noget af. Til gengæld var det min oplevelse, at ergoterapeuterne var rigtigt gode til at tænke kreativt og komme på løsninger, når der opstod problemer, siger Charlotte Iversen.

Læs også: Velfærdsteknologi og hjælpemidler

Og det kan måske tilskrives, at Wake Forest Baptist Hospital er et privathospital, der jo altså som alle andre forretninger skal tjene penge.

- Så er det jo vigtigt, at patienterne føler sig godt behandlet, så de kommer igen, mens der lidt bedre kan spares på personalet. Man fik virkeligt et indtryk af, at det er en forretning, de driver, siger Camilla Leth, der ikke et sekund fortryder, hun tog afsted:

- Jeg er blevet bekræftet i, at ergoterapi kan være med til at flytte bjerge for folk, og jeg er ikke i tvivl om, at det er den rette uddannelse for mig. Jeg har haft et kæmpe fagligt udbytte af oplevelserne på hospitalet derovre, og jeg vil anbefale alle studerende at tage sådan en tur.

Læs mere:

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.