Frivillige aftaler med arbejdsgiver
Etf fraråder, at der indgås aftaler, der stiller den enkelte medarbejder ringere end funktionærloven foreskriver. Etf har som udgangspunkt overdraget aftale- og forhandlingsretten til TR i forhold til indgåelse af aftaler om løn for basisstillinger, arbejdstid og seniorordninger.
Overenskomstmæssige ctr. individuelle rettigheder
Det er vigtigt at skelne mellem, om der er tale om et aftaleområde, som udspringer af overenskomsten med tilhørende aftaler, såsom Aftale om fravær af familiemæssige årsager, eller om aftaleområdet udspringer af den individuelle lovfæstede arbejdsret, som f.eks. funktionærloven.
Ved rettigheder som følger af overenskomsten med tilhørende aftaler:
Såfremt der er tale om en rettighed, som følger af overenskomsten med tilhørende aftaler, er det ikke muligt for den enkelte medarbejder (gælder også ikke-medlemmer af Etf) at indgå individuelle aftaler med arbejdsgiver, som fraviger disse aftaler.
Årsagen hertil er, at der er tale om en kollektiv ret, som følger af overenskomstaftalerne, hvorfor det er Etf, som har forhandlings- og aftaleretten på det pågældende område. Eksempelvis kan den enkelte medarbejder ikke aftale en lavere løn end hvad overenskomstens minimumskriterier tilsiger.
- Ved rettigheder som ikke følger af overenskomsten med tilhørende aftaler:
Hvis der er tale om en rettighed, som ikke følger af overenskomsten med tilhørende aftaler, - altså en individuel ret – så er det den enkelte medarbejder som har aftaleretten. - Individuelt varsel ifm. opsigelse og ændring i arbejdstid
Retten til behørigt varsel følger af funktionærloven og giver funktionæren ret til at blive varslet med det individuelle varsel, såfremt der er tale om væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet såsom f.eks. nedsættelse af arbejdstiden eller i tilfælde af opsigelse.
Da der er tale om en individuel og lovhjemlet ret, som hver enkelt funktionær har, kan Etf ikke hindre, at den enkelte medarbejder af egen fri vilje vælger at fraskrive sig denne lovhjemlede rettighed.
Advarsel imod at give køb på rettigheder
Det bør stå helt klart, at på trods af, at Etf ikke kan hindre medlemmerne i at fraskrive sig retten til individuelt varsel, så advarer Etf på det kraftigste imod at der gives køb på denne lovfæstede rettighed og Etf, herunder Etfs tillidsrepræsentanter, kan på ingen måde medvirke til at der indgås sådanne aftaler.
Læs mere om, hvordan TR forholder sig til de individuelle aftaler på TR-siderne >




