Hjem > Foreningen var der bare, da det var nødvendigt

Foreningen var der bare, da det var nødvendigt

Som tillidsrepræsentant kæmpede Dorte Flagstad for sine kolleger, da hendes arbejdsplads skulle spare. Midt i det forløb mistede hun sit eget job efter en langvarig konflikt med lederen, da hun sagde nej til at blive degraderet – men hun endte med at få oprejsning, da hun hentede bistand i Ergoterapeutforeningen.
Foto: Poul Madsen

Af Morten Bruun

I 25 år var Dorte Flagstad kendt som en både loyal, dygtig og værdsat medarbejder. Eller næsten 25 år. For efter præcis 24 år og 11 måneders ansættelse på forskellige arbejdspladser i Sæby og Frederikshavn forlod hun det bosted for voksne med senhjerneskader, hvor hun var faglig primus motor – som ergoterapeut for beboerne, som tillidsrepræsentant for kollegerne.

På papiret skete det som følge af omstruktureringer og nedsættelse af taksten på arbejdspladsen. Reelt handlede det om, at den nu 54-årige Dorte Flagstad fik et tilbud, der hverken tog hensyn til hendes kompetencer som ergoterapeut eller status som tillidsrepræsentant. Og det udviklede sig til et både smerteligt og opslidende forløb, som Dorte Flagstad i lang tid forsøgte at klare selv.

Men i forsommeren 2017 indså hun, at hun måtte have bistand til at klare problemerne med blandt andet den leder, som ikke – ifølge Dorte Flagstads opfattelse – holdt indgåede aftaler og gængse spilleregler. Derfor tog hun kontakt til Ergoterapeutforeningen, hvor hun kom til at tale med forhandlingskonsulent Ulla Kjelgaard.

- På det tidspunkt havde jeg det nærmest som om, jeg skulle dø – og lagde mit liv i Ullas hænder. Det var ikke hævntørst, der drev mig. Det var ønsket om retfærdighed. Det handlede om, at jeg ville have lov til at forlade stedet med oprejst pande, siger fortæller Dorte Flagstad og tilføjer:

- Det lykkedes heldigvis. Og det er jeg glad for. Det, der skete, var ikke ordentligt. Jeg forstod godt, at det var nødvendigt at ændre på strukturen og efterleve det krav om ensretning af takster, Kommunernes Landsforening havde rejst. Forløbet var bare rigtig svært og ubehageligt.

Dorte Flagstad er barnefødt i Frederikshavn, men flyttede til København, da hun skulle til at læse. Og da hun var færdiguddannet i 1987, havde hun sådan set regnet med at blive boende i hovedstaden. Men allerede inden uddannelsen var hun faldet for en søofficer, så hun fulgte selvfølgelig med, da han i 1992 blev tilknyttet flådestationen i Frederikshavn.

- Dengang var jeg egentlig mest indstillet på at arbejde indenfor det somatiske område. Men jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt og slog til, da jeg vendte hjem til det nordjyske og fik mulighed for at være med til at starte et helt nyt socialpsykiatrisk støttecenter i Sæby. Det var det første sted af sin art i Jylland, og hele vores tilgang var meget ergoterapeutisk og handlede om at tage afsæt i, hvilke behov og ønsker den enkelte borger havde. Vi lavede tilbud og hjælpeforanstaltninger sammen med borgerne ud fra empowerment-tankegangen. Og det virkede. På to år gik vi fra den højeste til den laveste indlæggelsesprocent i Sæby Kommune, og andre kommuner brugte os som konsulenter i deres arbejde med socialpsykiatri, mindes Dorte Flagstad.

Efter 10 års ansættelse søgte hun nye veje og begyndte at arbejde med hjælpemidler og træning. I perioden omkring kommunalreformen i 2007 blev hun rehabiliteringskoordinator i Frederikshavn Kommune. Og da hun nogle år senere var med til at udvikle et helt nyt bosted for borgere med senhjerneskader, søgte – og fik – hun stillingen som koordinerende ergoterapeut.

- Jeg skulle være med til at præge tilbuddet og sikre gode udredninger og meningsfulde træningsaktiviteter. Tværfagligt var det et fantastisk sted, og vi fik virkelig lavet et flagskib, fortæller Dorte Flagstad og tænker tilbage på mange borgere der trods svære funktionsnedsættelser og nye svære livsvilkår, fik hverdagen til at fungere så godt som muligt.

Eventyret sluttede, da bostedet fik besked at reducere sine takster, så de matchede botilbud med langt færre tilbud. Som tillidsrepræsentant deltog Dorte Flagstad naturligvis i de forhandlinger og møder, hvor arbejdspladsens fremtid blev diskuteret.

- Det var meget hårdt. Samtidig med at jeg som tillidsrepræsentant skulle kæmpe for mine kolleger, kunne jeg se, at min egen funktion som koordinerende ergoterapeut ville forsvinde. Det værste var dog den måde, vores leder optrådte på, siger Dorte Flagstad og beskriver et forløb med ubehagelige MED-møder, fejlagtige mails og referater, løftebrud og regulær mobning.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor det kom så vidt. Men han sagde flere gange højt, at han ikke ville tage hensyn til, om man var tillidsrepræsentant. Ingen ville være fredet. Og det endte med en degradering ud over alle grænser, da han sagde, jeg kunne blive på arbejdspladsen, men i en helt anden stilling, hvis jeg gik to løntrin ned og accepterede en stilling med skiftende arbejdstider og med meget lille fokus og anvendelse af de kompetencer, jeg har. Undervejs afviste han at genplacere mig i en stilling, der var slået op og svarede nogenlunde til den, jeg havde haft. Og det på trods af at jeg opfyldte alle formelle krav, fortæller Dorte Flagstad og fremhæver en enkelt episode fra forløbet:

- Hele huset skulle pludselig afsted på en uddannelsesdag, som jeg tidligere havde ytret ønske om at deltage i, da indholdet havde indflydelse på mit arbejde. Men jeg anede intet om, at dagen skulle afholdes, og det var ubehageligt, ikke at havde fået noget at vide.

Dorte Flagstad oplevede det ligeledes som meget ubehageligt at se, at der var andre kolleger, der havde det svært. Til sidst magtede hun ikke at gøre mere – heller ikke selv om der var gode kolleger, der bakkede hende op gennem hele forløbet:

- Jeg har altid elsket at gå på arbejde, men jeg mistede helt energien og var i stedet bare ked af det. Jeg ville ikke gå og sprede dårlig stemning. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne gøre mere, siger hun.

Kort før sommerferien havde Dorte Flagstad fået nok. Hun kontaktede Ergoterapeutforeningen, hvor konsulent Ulla Kjelgaard nærlæste alle sagens mails, mødereferater og øvrige akter. Hun vurderede, at der ikke var ”tvingende årsager til at degradere eller fyre en tillidsrepræsentant”, som det udtrykkes arbejdsretligt, og Ulla Kjelgaard kontaktede straks kommunen og udbad sig en forhandling om den degradering, Dorte Flagstad havde fået varslet.

- Det var selvfølgelig fint, men det var også en forfærdelig tid. Jeg fik min varsling to dage før min sommerferie. Jeg skulle til Norge og besøge min søn og stod i færgeterminalen i Hirtshals, da Ulla ringede og fortalte, høringsfristen ville blive forlænget syv-otte uger på grund af andre parters ferie. Derfor var sagen slet ikke afgjort, da jeg vendte tilbage efter min ferie.

Det blev den til gengæld sidst i august, da Ulla Kjelgaard kom til Frederikshavn for at deltage i et forhandlingsmøde. Samme dag deltog Dorte Flagstad i et møde med 10-15 tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fra kommunens handicap- og psykiatricenter. Dem var hun nødt til at indvie i sine egne kvaler.

- Jeg måtte forklare, hvorfor jeg måtte holde min telefon åben – og hvorfor jeg slet ikke kunne koncentrere mig om mødet, husker Dorte Flagstad.

Forhandlingen med Frederikshavn Kommune gik fuldstændig, som Ulla Kjelgaard havde forventet: Der var ikke tale om tvingende årsager i forhold til at degradere en tillidsrepræsentant. Under forhandlingen vedgik lederen tilmed, at Dorte Flagstad havde opført sig ordentligt gennem hele forløbet, og at der i øvrigt ikke var fejl i hendes fremstilling af sagen. Der blev indgået forlig i sagen, og Dorte Flagstad fik tilkendt en godtgørelse og blev fritstillet.

- Det vigtigste var, at jeg fik oprejsning. Og jeg forlod stedet med oprejst pande. På min sidste arbejdsdag serverede jeg pålægskagemand og iskolde vand, og lederen dukkede også op. Heldigvis holdt han ikke tale. Var det sket, tror jeg ikke, jeg havde kunnet styre mig, siger hun.

Dorte Flagstad var kun fritstillet i kort tid. I første omgang fik hun job i først job i Hjørring Kommune som bostøttemedarbejder. Der er hun stadig en dag om ugen. Samtidig er hun ansat 30 timer om ugen som koordinerende medarbejder på et aktivitetscenter for ældre – i Frederikshavn Kommune, som altså har taget hende tilbage og ansat hende i et job, der matcher hendes profil og evner.

- I mine år som tillidsrepræsentant var jeg selvfølgelig ofte i kontakt med Ergoterapeutforeningen i forhold til lønforhandlinger, aftaler om vilkår i særlige stillinger og den slags. Men det er første gang, jeg selv har haft brug for foreningen på dén måde. Og der er ikke så meget at rafle om. Fagforeningen var der bare, da det var nødvendigt. Og ikke nok med at Ulla kunne sit juridiske håndværk. Hun hjalp også mig som menneske – faktisk langt mere end jeg kunne have forventet.