4. jul 2016 KL 11:00

Stue med lys, lyd og billeder hjælper borgere med demens

Med ergoterapeut Jeanette Jepsen som projektleder har DemensCentrum Aarhus etableret en stimulistue, der er en gevinst for borgere med demens og deres pårørende. En kombination af lys, lyd og billeder giver her mulighed for at skræddersy sansestimuli efter behov
Skribent: 
Trine Kit Jensen
Foto: 
Helene Bagger

- Som ergoterapeut ved jeg, at omgivelserne har stor indflydelse på aktivitet og adfærd.  Men jeg er overrasket over, at stimulistuen har så positiv en effekt. Det er nærmest lidt magisk. 

Sådan lyder det fra Jeanette Jepsen, før hun fortæller én af de mange gode historier, der knytter sig til stimulistuen på DemensCentrum Aarhus. Den handler om en kvindelig beboer, som var på vej til at gå fra stedet, fordi hun ville hjem til sine børn. Da kvinden blev hentet ind, var hun meget vred, men på tærsklen til stuen skiftede stemningen. 

- Det er en dejlig stue. Her elsker jeg at være, udbrød hun. Så gik hun ind, satte sig i lænestolen, lagde benene op, fik en kugledyne på og faldt til ro, fortæller ergoterapeuten.

DemensCentrum Aarhus rummer blandt andet tre specialboligenheder med 75 beboere, som lider af demens i så svær grad, at de ikke kan være i almindelige plejeboliger. De kan have dørsøgende adfærd, være udadreagerende, urolige og vandre hvileløst rundt – eller være passive og triste. Disse beboere er stimulistuens primære målgruppe, men også borgere fra et kortidsafsnit og et dagcenter bruger rummet, der blev taget i brug i november 2014.

Blå bog

Navn: Jeanette Esfelt Jepsen

Stilling: Ergoterapeut

Arbejdsplads: DemensCentrum Aarhus, Aarhus Kommune

Kontakt: jjep@aarhus.dk

Stimulistuen er etableret i samarbejde med tre private firmaer og Jeanette Jepsen har i etableringsfasen været projektleder. Hun er som ergoterapeut tilknyttet en af specialbolig-enhederne og forklarer rummets "magi" med, at man her kan skræddersy sansestimuli , der er tilpasset den enkelte borger.

- Vi kan fjerne forstyrrende stimuli og skrue op for de stimuli, der er relevante i forhold til situationen og de problematikker, der gør sig gældende for den enkelte, siger hun.

Rolige tilbud

På en 110 tommers skærm kan der i rummet vises film, som taler til sanserne og fremkalder positive minder. For eksempel billeder af hunde og børn, der leger, en køretur i en skov eller en familie på badetur en varm sommerdag. Derudover rummer filmarkivet blandt andet klip, hvor håndværkere arbejder med deres fag. Mange af filmene stammer fra serien "Liv i minderne", der er målrettet mennesker med demens. 

- Klipperytmen er for eksempel langsommere end normalt, og hvis der er en handling, er den enkel og meget let forståelig, fortæller Jeanette Jepsen.

Sammen med en musikterapeut på stedet har ergoterapeuten også valgt musikstykker ud, der er lagt på filmene, så de understøtter stemningen på billederne. I rummet er der installeret døgnrytmelys, som stiger og falder i intensitet hen over døgnet og rummer det samme farvespektrum, som findes udendørs: Gyldne toner ved solopgang og solnedgang, blåhvidt lys om dagen og dæmpet ravgult lys om natten. Sidstnævnte fører til produktion af søvnhormonet melatonin, og når beboere vandrer om natten og ikke kan sove, er der gode erfaringer med at følge dem ind på stuen, hvor de hurtigt bliver døsige og nogle gange falder i søvn på sofaen. 

- I resten af huset er det hvide lys i loftet ikke dæmpet i aften- og nattetimerne. Det påvirker beboernes døgnrytme og er med til at holde dem vågne, fortæller Jeanette Jepsen.

Med nogle få tryk på en touch-skærm er det samtidig muligt at vælge, hvilken type lys, der skal være i rummet, og også det kan bruges til at få døgnrytmen på plads.  Har en beboer tendens til at sove meget længe om morgenen, kan for eksempel gives blåhvidt lys, som fortæller hjernen, at det er højlys dag og tid til at være vågen. Derudover kan de gyldne toner i solopgangs- og solnedgangslyset have en beroligende effekt på vrede og opkørte beboere.

Også for pårørende

Oprindelig var det planen, at kun personalet skulle benytte stuen sammen med borgerne med demens. Men den plan er ændret undervejs.

- Stuen var tænkt som et redskab, personalet kunne bruge til at øge borgernes trivsel og velbefindende. Men vi ville gerne give de pårørende mulighed for at få nogle af de fantastiske oplevelser, vi selv havde derinde, fortæller Jeanette Jepsen.

I dag får pårørende derfor en kode til låsen, når de bliver introduceret til stuen, og har de lyst til at bruge den sammen med et familiemedlem kan de gøre det uden at involvere personalet. 

 - Ude på fællesarealerne kan andre beboere forstyrre den i forvejen skrøbelige opmærksomhed hos borgeren med demens, og drikkes der kaffe i dagligstuen kan det være svært at finde noget at snakke om. Inde på stimulistuen kommer snakken naturligt, når der vises film og hos nogle kan de være med til at fremkalde erindringer. For andre er filmene og rummet en hjælp til at være til stede i nuet og få en oplevelse sammen med ægtefælle eller børn, siger Jeanette Jepsen.  ­

At stuen kan skabe øget nærvær hos beboerne og bedre kontakt til de pårørende, er der mange eksempler på. En ægtemand kom for eksempel ud af rummet med en tåre i øjenkrogen, fordi hans hustru lige som i gamle dage havde taget ham i hånden, og en søn til en demensramt mand havde en lige så rørende oplevelse. Denne mand kunne hverken genkende sønnen eller sin kone, og det var vanskeligt for dem overhovedet at få kontakt til ham. Men et fælles ophold i stimulistuen gjorde underværker. Her så den tidligere murer en film om sit gamle fag og også en film med hunde, der altid har været en del af familiens liv. Han fulgte intenst med, svarede relevant på spørgsmål og kunne pludselig igen genkende både hustru og søn.

Systematisk registrering

På DemensCentrum Aarhus har man gennem et år systematisk registreret brugen af stimulistuen og effekten af den. Praksisevidensen er baseret på 47 borgere, hvoraf nogle kun har været i rummet en enkelt gang, mens andre har været der hyppigt. Registreringerne viser blandt andet, at stuen har haft positiv effekt på mere end 80 procent at de borgere, der er urolige og udadreagerende. Når det gælder passive borgere har stuen gjort en forskel for stort set alle.

Såvel personale som pårørende har deltaget i registreringen og ud fra det, der er noteret, har Jeanette Jepsen udarbejdet vejledninger til, hvad der virker bedst for den enkelte.

- Det er som sagt meget individuelt. Men med en oversigt over, hvad den enkelte helt konkret har haft gavn af, bliver brugen af stuen mere håndtérbar, siger hun.

Mindre medicin

Et af målene med stuen har været at skære ned på brugen af medicin, der kan virke sløvende på sanseapparatet. Der er ikke konkret målt på, hvad den har betydet for medicinforbruget. Men i hvert tilfælde forsøger man at finde den optimale løsning for borgeren, og stimulistuen er en del af værktøjskassen.

-  Vi afprøver i bestemte situationer effekten af individuelt tilpassede ophold i stimulistuen før vi griber til en medicinsk løsning. Derudover har vi brugt stuen i forbindelse med udtrapning af antipsykotisk eller antidepressiv medicin. I de tilfælde har borgeren være derinde tre-fire gange om dagen i op til en måned, fordi vi ville se, om vi kunne undgå udtrapningssymptomer, og det er nogle gange lykkedes.

Som projektleder har Jeanette Jepsen ud over at være med til at udvikle stimulistuen også undervist det øvrige personale og de pårørende i brugen af rummet.

- De andre ergoterapeuter har været med til at afprøve det og køre det ind, og ved selv at bruge rummet har de inspireret andre til at gøre det samme, siger hun.

I starten var der kun én borger ad gangen i rummet, men de seks ergoterapeuter på stedet bruger det nu også til kognitiv træning i små grupper. 

- Når beboerne ser film sammen, kan det give en god synergieffekt. De liver rigtigt meget op, og når en af dem fortæller noget, kan de andre ofte koble til noget, de selv kan huske, siger Jeanette Jepsen.

Opholdet i stuen kan suppleres med brug af kuglestol, gyngestol og kastanjetæppe, der hjælper nogle borgere til at finde ro, så de kan stimuleres af de forskellige lysprogrammer. Ergoterapeuterne benytter her et sanseintegrationsspørgeskema af Hanschu og Reissmann, hvor de ud fra observationer systematiserer de taktile, vestibulære og proprioceptive sanser.

Derudover bruger de i samarbejde med fysioterapeuterne stuen til at få gang i fysisk træning af borgerne. Motionscykler bliver flyttet ind i rummet og billeder af en køretur i en smuk, lysegrøn bøgeskov på storskærmen motiverer dem til at træde i pedalerne. Endelig er man begyndt at bruge rummet, når nye beboere flytter ind.

- Indflytningen kan godt være meget stressende. Men det har en god effekt, at personalet snakker med borgerne og de pårørende inde på stimulistuen, mens møbler og andet kommer på plads. I mange tilfælde har de haft en helt fantastisk dag, og det er jo en supergod start, siger Jeanette Jepsen. 

Praksis-evidens fra rapport om stimulistuen

Baseret på observationer af 47 borgere. Nogle har været i rummet en enkelt gang, andre op til 40 gange.

  • Ved fysisk og psykisk uro ­– herunder vandring og råben – har sanserummet haft positiv effekt på 25 ud af 30 borgere (83%)
  • Ved vrede og udadreagerende adfærd har der været effekt hos 12 ud af 14 borgere (86%)
  • Ud af 4 dørsøgende borgere sås effekt hos 3 (75%)
  • 13 ud af 14 borgere som var meget passive, blev mere vågne og aktive af stimuleringen (93%)
  • Alle 10 borgere med nedsat stemningsleje oplevede positiv effekt af opholdet i rummet (100%). Oplevelsen af tristhed forsvandt i kortere eller længere tid
  • Hos 5 ud af 8 borgere med søvnproblemer og døgnrytmeforstyrrelser oplevede man positiv effekt (63%). Hovedsageligt effekt på evnen til at kunne falde til ro og i søvn i stimulistuen

Læs den fulde rapport her

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.