14. dec 2016 KL 10:46

Sorg er kærlig-hedens pris

Mit job er at bære med på de tunge byrder. Sådan beskriver Christian Busch, hospitalspræst på Rigshospitalet, sit job, når han møder patienter, pårørende og personale.
Skribent: 
Morten Bruun
Foto: 
Sif Meincke

Vi har aftalt, at vi skal mødes klokken ni på hans kontor på Rigshospitalet. Her skal han fortælle om sin kontakt til patienter, pårørende og personale. Han skal fortælle, hvordan vi i de tre roller håndterer mødet med svær, nogen gange dødelig, sygdom. Han skal fortælle om sit arbejde som hospitalspræst.

Men dagen forinden er Christian Busch nødt til at sende en e-mail, hvor han beklager, at han muligvis bliver en smule forsinket, fordi han klokken 8.30 skal deltage i en lille bisættelse. Hans formulering er præcis og kort, men den sætter tanker i gang. Og næste morgen bekræfter han, at det var præcis sådan, det hang sammen: Det var et lille barn – en nyfødt pige – det handlede om, og hendes familie havde naturligvis ret til hele hans fulde opmærksomhed.

- Det var utraditionelt, for jeg plejer jo ikke at stå dér klokken halv ni om morgenen, siger Christian Busch, da vi sidder over for hinanden, og han fortæller om starten på sin dag.

Min opgave er ikke at gøre folk raske eller få dem til at holde op med at være kede af det. Mit job er at bære med på de tunge byrder, vi talte om før. Og det har været en god dag, hvis jeg et par gange i løbet af dagen har hørt bemærkningen ”tak for samtalen, det lettede”Christian Busch, hospitalspræst på Righospitalet

Han havde talt med forældrene, da deres datter døde, og han havde opfordret dem til at bruge deres sorg på at skabe en kærlighedsfuld fortælling om den lille pige

- De havde selv ordnet papirerne, de havde selv fundet gravsted, og de havde selv besluttet, at barnet skulle kremeres. En af bedsteforældrene havde tilmed snedkereret en lille lyserød kiste. De var i sorg, men de skabte deres egen fortælling på en meget, meget smuk måde. Selv om det barn knap nok levede et døgn, har det fået en stor og meget kærlighedsfuld fortælling med, fortæller Christian Busch.

Vi er ikke usårlige

Christian Busch har været hospitalspræst i 30 år. Først tre år i Glostrup og siden 1989 på Rigshospitalet, og hans job handler – med hans egne ord: Om at være til stede for de mennesker, som oplever, at deres livs usårlighed bliver krænket.

I virkeligheden er det ikke afgørende, at han er præst i de situationer. Men det hjælper absolut. Som præst har han nemlig redskaberne til at lytte, trøste og skabe rum til at tale om det uforståelige. Om det eksistentielle chok. Om sorgen. 

I de sammenhænge bærer han heller aldrig præstekjole. Den tager han kun på, når det eksempelvis handler om en gudstjeneste i hospitalets lille kirkesal.

- Det primære i mit job er at tale med patienter, som oplever, at deres liv tager en vending, som de ikke vidste, det ville tage. Det gælder både den raske, der pludselig bliver syg. Eller den syge, der oplever en forværring i tilstanden. At leukæmien eller hjertesygdommen er uhelbredelig.

Og så er der vel også dem, der er midt i udredningen og må vente måneder, før de kender diagnosen?

- Ja, netop. Det er hele den proces, hvor man kan sige, at livet er på spil. Hvor der er det eksistentielle vendepunkt, mange oplever i forbindelse med sygdom. Man er ikke længere usårlig. Alle drømme og visioner om fortsat liv, nye rejser, nye planer, bliver lige pludselig kulkastet.

Christian Busch, Hospitalspræst på Rigshospitalet

Og det kommer bag på os, at vi ikke er usårlige?

- Ja. Vi går rundt og tror, at sygdom og ulykke kun rammer naboen. Den skal af usårlighed er måske meget karakteristisk for danskerne, fordi vi lever i et land uden krig, jordskælv og andre store naturkatastrofer, siger hospitalspræsten og sammenligner os med de mange færinger og grønlændere, han møder på Rigshospitalet.

- De har en helt anden livstolkning og livsforståelse. Når de sejler ud af havneindløbet, er de midt ude i Atlanterhavet elle det grønlandske hav, og dét er farligt. De ved godt, de ikke overlever, hvis de ryger i vandet. De ved, at de er sårbare. Sådan havde vi det også i gamle dage, når vi sendte fiskerne ud på Vesterhavet i en lille robåd. I dag føler vi os usårlige. Derfor er det eksistentielle chok formentlig langt større for os, når tilværelsen ramler. Hvis man fik et barn for hundrede år siden eller bare for halvtreds år siden, så blev man glad, hvis det overlevede. I dag bliver vi krænkede, hvis det ikke overlever.

Er de mennesker, du møder, alle troende?

- Nej, nej, nej. Overhovedet ikke. Der er folk, der slet ikke har troen, og heller ikke får den, men bare gerne vil tale med et andet menneske. Der er også dem, der egentlig gerne vil undersøge, om der egentlig er noget i det, når jeg kommer som en troens mand. I dag snakker man faktisk om, at der er udviklet et begreb, der hedder pn-religiøsitet, hvor man bruger religionen efter behov. Ligesom med pn-medicin. Hvis det gør ondt i livet, så kan man måske tage den pille, der hedder religion i en periode. Og så kan det være, man holder op med at bruge den, når det ikke gør ondt længere.

Er det okay?

- Ja, for mig er det. Det er spændende, at vi er forskellige, siger Christian Busch og mindes en dag, hvor en nyfødt skulle døbes, og det skulle – som altid på et hospital – gå stærkt.

- Faderen havde sagt, at han ikke troede på kristendom og dåb, men af respekt for moderen, der var troende, skulle barnet selvfølgelig døbes. Vi gik i gang, og som altid var det sindssygt bevægende, fordi vi står der vi er omgivet af respiratorer, der bipper, og maskiner, der snakker. Alt den larm og uro skal vi lukke ude og kun koncentrere os om ritualet. Det er meget intenst, og midt under dåben udbrød faderen ”nu tror jeg på det”. 

- Lige i det moment gik han ind i troen. Bagefter gik han ud af den igen. Og det er måske i virkeligheden et billede på den moderne tro. Måske er det faktisk bare en gammeldags opfattelse det der med, at man har troen liggende som et reservoir, som man hele tiden har adgang til. Der er mange former og mange forskellige måder at være troende på, siger Christian Busch.

I gæstebogen i kirkesalen er der blandt andre en patient, der skriver, at vedkommende har lagt sit liv i Guds hænder. Hvis jeg var syg, ville jeg nok lægge mit liv i lægernes hænder...

- Ja, men det er ikke en modsætning. Rent forståelsesmæssigt er vi vant til at tænke i retning af, at vi skal tackle, håndtere og kontrollere. Og det er mig, der skal have kontrol over mit liv – og så kan jeg eventuelt bruge lægerne som assistenter til at få kontrol. Men der er nogle problemer, hvor det problematiske er, at det slet ikke er problemer. Der er nemlig ingen løsninger. De patienter, der er ramt af uhelbredelig sygdom, lever med et vilkår, de ikke kan tackle. Det er en byrde, de må bære, siger Christian Busch og understreger at byrder vitterligt er tunge:

- Vi taler om den byrde, det er, at skulle miste livet, eller at miste kontrollen over tilværelsen, at skulle sige farvel og tage afsked. Den byrde, som det er for de pårørende ikke at kunne gøre noget. Deres fornemmelse af magtesløshed er voldsom.

Fleksibilitet

En byrde er ikke bare tung. De fleste bryder sig ikke om at være en byrde og være til besvær. Dem møder Christian Busch ofte:

- Mennesker kan ikke lide at ligge andre til last. Jeg plejer at fortælle dem, at det er i orden at gøre det. At vi i kærlighedens navn gerne må være en byrde for hinanden. Hvis du ikke vil inddrage andre, når du bærer på en byrde, mister de deres mulighed for at vise deres kærlighed.

Hvad er det, du her kan gøre for patienter og pårørende?

- Jeg tror, at de på det eksistentielle plan får et sprog. Jeg siger tit, at en eksistentiel krise det er at miste forståelsen for, hvem jeg er. Jeg fokuserer så på, om man kan få en ny forståelse for, hvem man er. Og så er det sådan set underordnet, om det inkluderer en religiøs tolkning af tilværelsen eller ej. Når nogen siger, de ikke tror på noget, svarer jeg som regel, at det er deres problem og ikke mit.

Rent forståelsesmæssigt er vi vant til at tænke i retning af, at vi skal tackle, håndtere og kontrollere. Og det er mig, der skal have kontrol over mit liv – og så kan jeg eventuelt bruge lægerne som assistenter til at få kontrol. Men der er nogle problemer, hvor det problematiske er, at det slet ikke er problemer. Der er nemlig ingen løsninger. De patienter, der er ramt af uhelbredelig sygdom, lever med et vilkår, de ikke kan tackle. Det er en byrde, de må bære,Christian Busch, hospitalspræst på Rigshospitalet

I modsætning til lægen skriver du for eksempel ikke journal? Er samtalen med dig også en slags åndehul.

- Det er klart en anden samtale end med lægen. Lægen skal jo fokusere på sygdommen som problemet, hvor jeg fokuserer på byrden ved sygdommen. Mens lægen sidder over for patienten, plejer jeg at sætte mig ved siden af. Jeg skal jo solidarisk sætte mig ved siden af patienten og kigge på, hvad det her giver anledning til af tanker og grundlæggende betyder eksistentiel, siger hospitalspræsten.

Et eksistens-laboratorium

Christian Busch oplever også, at hospitalets medarbejdere har brug for at tale med ham. Der kan for eksempel være hele afdelinger, der har brug for supervision. Her håndterer præsten og psykologen sammen de eksistentielle og følelsesmæssige spørgsmål.

- Det udspringer typisk af, at en afdeling har oplevet mange dødsfad i en periode. Det kan også være unge sygeplejersker, der reagerer, fordi de har mange unge patienter med kræft og bliver bange for selv at blive syge. Der kan vi blandt andet tale om, hvad det gør ved deres usårlighed og deres opfattelse af livet, siger Christian Busch.

Derudover er han også involveret i det eksistenslaboratorium, der har kørt som projekt på Rigshospitalet og nu er under videre udvikling på Bispebjerg Hospital i København.

- Her taler man systematisk med grupper af personale om, hvordan de kan tage eksistentielle samtaler op med patienterne om deres eksistentielle overvejelser. Det er faktisk en meget god pædagogisk form, den har fået enormt god respons fra personalet. Min tilknytning til projektet er kun perifer, men det er rasende spændende. Sådan et hospital er jo et stort bedehus, og det giver selvfølgelig også anledning til eksistentielle overvejelser hos personalet – og som personalet skal være klædt på til at tage op med patienterne. Alt andet ville da være mærkeligt.

Hvem håndterer præstens sjæleproblemer?

- Jamen præsten får også systematisk supervision. Samtidig har jeg fire kollegaer, og vi taler faktisk hyppigt med hinanden. Bare det at spise frokost sammen dagligt og kunne sige ”puha, jeg har lige oplevet, at…” er jo en form for supervision.

Svært at graduere sorg

Christian Busch oplever sorg i mange afskygninger. Men selv om der er enkelte patienter, der – som han formulerer det – ”kravler ind under huden”, er det svært at graduere sorg.

- Det er en stor sorg, når man mister en ægtefælle efter 50 års samliv, og ”jeg” og ”du” for længst er blevet til ”vi”. Når det gælder børn og unge, er det en anden eksistentiel sorg, og det er næsten dér, hvor modsætningen mellem liv og død er allerstørst. Det skal være verdens største lykke at se sit barn udvikle sig, men når man så er så tæt på verdens glædeligste begivenhed, så møder man sorgen. Det er virkelig et clash. Og så er det også helt forkert, når man sidder med en uhelbredeligt syg 18-20-årig og taler om døden. Så tænker jeg ”åhhh”.

Christian Busch, Hospitalspræst på Rigshospitalet

Samtidig oplever Christians Busch også, at der eksistentielt er noget rigtigt sejt ved mennesket

- Jeg er imponeret menneskets evne til at tilpasse sig. Og det kan bevæge mig, når de nogle gange kommer tilbage og fortæller om, hvordan de faktisk har lært at leve med tabet af et barn og faktisk har fået noget mere ud af det. Det har ændret deres liv på en måde, så de møder tilværelsen med større form for taknemmelighed, siger hospitalspræsten, som håber, at han har gjort sit til at den lille familie, han var sammen med tidligere denne morgen, en dag kan leve med tabet af deres datter:

- Alt det, vi sidder og taler om lige nu, forsøgte jeg at sætte ord på over kisten. Hele familien stod og græd og var kede af det, og jeg sagde, at sorg er kærlighedens pris. Selv om forældrene kun nåede at kende deres barn i så kort tid, handler deres sorg om deres kærlighed.

Sorg er kærlighedens pris…?

- Ja, det er en grundsætning for mig.

Hvornår går du hjem og siger, at det har været en god dag på jobbet?

- Det gør jeg faktisk ofte. Min opgave er ikke at gøre folk raske eller få dem til at holde op med at være kede af det. Mit job er at bære med på de tunge byrder, vi talte om før. Og det har været en god dag, hvis jeg et par gange i løbet af dagen har hørt bemærkningen ”tak for samtalen, det lettede”. Så går jeg glad hjem.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.