7. feb 2017 KL 13:04

Shanghai tur – retur

I oktober rejste ergoterapeut Rikke Mikkelsen til Shanghai for at hjælpe med at etablere et nyt plejecenter. Hun er nu vel hjemvendt, og mødet med en fremmed kultur har især lært hende at sætte pris på den danske.
Skribent: 
Lasse Ægidius Qvist
Foto: 
Rikke Mikkelsen

Da Rikke Mikkelsen for godt en måned siden landede i Kastrup lufthavn, var det med kufferten fuld af souvenirs, en stor pose med beskidt vasketøj og en ordentlig én på opleveren. Efter godt en måned i Kina, har hun fået en fremmed kultur ind under huden og dannet venskaber for livet. Mere om det senere.

Først spoler vi lige tiden tre måneder tilbage. Det er slutningen af oktober, efteråret er på sit højeste, og Rikke Mikkelsen står på tærsklen til et af hendes livs eventyr. Hun er blevet udvalgt til at skulle til Shanghai for at hjælpe med at etablere et plejecenter. Efter danske principper naturligvis.

I Kina, der ellers har tradition for at passe deres ældre derhjemme i familien, opleves en stigende efterspørgsel på plejeboliger. Derfor har den kinesiske entreprenør Mr. Zhou sat sig for at opføre et topmoderne plejecenter i millionbyen Shanghai. Han har samlet en delegation, som har været verden rundt for at hente inspiration og finde en partner til projektet.

Læs også: Kinesisk plejehjem skal bygge på danske værdier

Og det er altså her, Rikke Mikkelsen kommer ind i billedet. Hun er ansat på Aarhus Friplejehjem, og det er netop dem, Mr. Zhou udvælger til at hjælpe ham med at få stablet sit kinesiske plejecenter på benene.

- Vi blev valgt på baggrund af vores værdier. Mr. Zhou sagde, at han mange steder blev mødt af folk, der ivrigt delte deres små tricks til, hvordan man kan tjene flest muligt penge på at drive et plejecenter. Men det er ikke vores fokus. Her handler alting om borgerne og deres livskvalitet. Og det faldt Mr. Zhou altså for, siger Rikke Mikkelsen.

Store kulturforskelle

Der er lige nøjagtig 8.373 km mellem Danmark og Shanghai, og den store afstand kan mærkes. Både kulturelt og sprogligt. I Kina er ting som tradition, hierarki og autoritetstro helt essentielle værdier, som de har svært ved at navigere uden. Og især det interne hierarki blandt de ansatte, har gjort et stort indtryk på Rikke Mikkelsen.

- Afdelingerne er meget opdelte. Jeg skulle en dag følge en af plejerne på hendes runde. Men da jeg kom over til deres afdeling, ville de ikke lukke mig ind. Jeg havde nemlig stadig min hvide kittel på. De er forbeholdt rehabiliteringspersonalet, der er højere i hierarkiet end plejerne. Så blander man sig altså ikke sådan lige. Så jeg måtte tilbage og skifte til den lyserøde uniform, som plejerne bruger, siger Rikke Mikkelsen.

Læs også: Rejseberetning: Ergoterapeut i Shanghai

Et andet område, hvor forskellen på Kina og Danmark er markant, er i kontakten til borgerne. Kineserne holder sig, ifølge Rikke Mikkelsen, meget til deres teorier. Begreber som brugerinddragelse, recovery og empowerment er slet ikke nået til de kanter endnu.

- Der er en tendens til, at de forholder sig meget til det, der står i bøgerne, og alle bliver placeret i kasser. Jeg var eksempelvis på runde med en læge en dag. Da han skulle ind på en stue for at tilse en borger med dårligt knæ, braser han ind på stuen, mens han kigger ned i sin journal og ikke på noget tidspunkt værdiger borgeren et blik. Da han kommer over til borgeren kigger han kun på knæet, mens hans undersøger, stiller spørgsmål og noterer på journalen. Da han er færdig, har han ikke én gang kigget borgeren i øjnene. Det var som om, han bare var et knæ og et nummer i lægens logbog, siger Rikke Mikkelsen.

Læs også: Rejsebrev fra Shanghai

Så når det kommer til pleje er kineserne altså langt bagud i forhold til de fleste steder i den vestlige verden, og Rikke Mikkelsen sammenligner måden de tænker plejen på, med hvordan, hun forestiller sig, der har været på et forsorgshjem i 1930’erne herhjemme. Men det er selvfølgelig ikke den hele fortælling.

- De er simpelthen også så åbne og imødekomne. Man bliver virkelig lukket ind og taget godt imod. Og internt i personalegrupperne er stemningen nærmest familiær. Vi har fine kollegaskaber i Danmark, men jeg har godt nok sjældent oplevet noget som det dernede, siger Rikke Mikkelsen.

Ude godt, hjemme bedst

Rikke Mikkelsen tager meget med sig fra hendes Kinaeventyr. Store oplevelser og stærke venskaber. Samtidig har den givet et perspektiv på hendes egen hverdag.

- Man bliver simpelthen så glad for at komme hjem, når man har været afsted. Hjem til ostemadder, dansk fjernsyn og moderne hjælpemidler, siger Rikke Mikkelsen.

Læs også: Rejsebrev fra Shanghai 2

Især maden har undervejs vist sig som lidt af et problem for hende. I løbet af opholdets første par uger tabte hun sig adskillige kilo.

- Det var jo ris eller nudler til samtlige måltider. Morgen, middag og aften. Og det var der ikke nok næring i. Jeg kunne simpelthen ikke spise det, jeg havde brug for. Derfor blev jeg også jublende lykkelig, da vi endelig fandt en McDonald’s, siger Rikke Mikkelsen, og tilføjer, at McDonald’s og deslige faktisk er kvalitet dernede, og ofte koster mere, end den lokale cuisine.

Der er altså en verden til forskel på plejen i Kina og herhjemme. Men Rikke Mikkelsen understreger, at de er kommet meget langt på Mr. Zhous plejecenter.

- Vi har allerede flyttet helt vildt meget. Der var en del gennembrud, hvor det ligesom gik op for dem, hvordan vi tænker herhjemme. Den proces skal der jo bare arbejdes videre på. Hvis jeg får muligheden, skal jeg helt klart afsted igen, siger Rikke Mikkelsen.

Og det skulle der altså blive rig mulighed for. Således løber aftalen mellem Mr. Zhou og Aarhus Friplejehjem over ti år. Til den tid står der efter planen et fuldt funktionsdygtigt, topmoderne plejecenter. Bygget på danske værdier forstås.

Læs mere om Rikke Mikkelsens orientalske eventyr herunder:

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.