Louise Rosholm, kandidatstuderende, SDU Louise Rosholm, kandidatstuderende, SDU
16. feb 2016 KL 11:09

På skole-bænken til en ny stilling

Louise Rosholm har skiftet praksis ud med den toårige kandidatuddannelse i ergoterapi. Hun vil gerne være med til at udvikle faget, og uddannelsen sender et vigtigt signal om, at ergoterapi er en videnskab, siger hun.
Skribent: 
Sandra Holmgaard
Foto: 
Heidi Lundsgaard

34-årige Louise Rosholm blev færdiguddannet ergoterapeut i 2006, og siden har hun haft forskellige ergoterapeutiske stillinger i kommune og region. Senest på Odense Universitetshospital.

- Jeg var glad for mit job, hvor jeg var med til at udføre forskellige projekter. Men jeg fik lyst til at komme helt ind til projekternes kerne ved at være den, der også nørder resultaterne, laver analyserne og formulerer perspektiverne, siger Louise Rosholm, der ikke havde mange betænkeligheder ved at skrive sig ind på en kandidatuddannelse.  

- Jeg overvejede at gå i en samfundsvidenskabelig retning. Men jeg mener, at ergoterapien har rigtig meget at byde på. Jeg vil gerne udvikle mig inden for mit eget felt og komme ud på den anden side og stadigvæk være ergoterapeut – bare med flere kompetencer og større faglig ballast, siger Louise Rosholm.

Hun startede på den toårige monofaglige kandidatuddannelse i ergoterapi den 1. september 2015.

Skal du være den næste kandidat?

Det er tid til at overveje, om kandidatuddannelsen er noget for dig. Ansøgning via kvote 2 er 1. april 2016.

Læs mere

Nye jobtyper i søgelyset  

Selvom Louise Rosholm med valget af uddannelse fastholder sin ergoterapeutiske faglighed, så tror hun ikke, at hun kommer tilbage til praksis som ergoterapeut. Måske ligger der endda en ph.d. og venter ude i horisonten.

- Det er svært at forudsige, hvordan jobmarkedet og mine egne ønsker ser ud om to år. Men jeg kommer til at søge andre stillinger, end jeg tidligere har gjort. Uddannelsen giver mig adgang til forskervejen. Jeg synes, det er spændende, at uddannelsen er springbræt til at lege med der, hvor de store drenge er. Og med kandidaten i ryggen vil jeg også i højere grad kunne søge konsulent-, underviser, og rådgiverstillinger. Eller jeg vil kunne drive udviklingsprojekter. Verden ligger åben, og med kandidatuddannelsen sendes et vigtigt signal til omverdenen om, at ergoterapi er en videnskab – at vi har en faglighed, der berettiger os til at være med til at udvikle social- og sundhedssektoren, siger hun.

Fuld skrald på hverdagen

Syddansk Universitet, SDU, i Odense, udbyder kandidatuddannelsen i ergoterapi, og det er her, Louise Rosholm tre dage om ugen møder op til undervisning, projekt- og gruppearbejde. Resten af ugen går med at læse, forberede sig og løse opgaver.

Fagene på 1. semester tæller det monofaglige fag Ergoterapi og aktivitetsvidenskab,  samt de to tværfaglige fag Epidemiologi og biostatistik og Organisation og ledelse. De læses sammen med jordemødre og sygeplejersker.

- Der er fuld skrald på. De lyver ikke, når de siger, at det er et fuldtidsstudie. Det faglige niveau er meget højt, og jeg har børstet den gamle lommeregner fri for støv. Det er mange år siden, jeg sidst har arbejdet med matematik, så tungen skal holdes lige i munden. Men når det lykkes at knække formlerne, så får vi en helt ny og dybere forståelse af de forskningsresultater, vi arbejder med, og det hårde arbejde bliver pludselig meget konkret og brugbart. På den måde synes jeg, at der er en god sammenhæng mellem de redskaber, vi lærer, og det, vi skal bruge dem til, siger hun.

Familieliv og studieliv

Louise Rosholm bor alene i Odense sammen med sin søn på seks år.

- Han synes nok, det er lidt kedeligt, når jeg læser lektier. Men jeg kan tilrettelægge det i forhold til vores hverdag. Jeg kan ordne det meste om aftenen, når han sover, eller når han ikke er hjemme i dagtimerne, så studielivet passer ret godt til os.

Pjece: Kandidatuddannelsen i ergoterapi

Jeg har været vant til en fast månedsløn, så hvordan økonomien skulle hænge sammen, har været en af mine overvejelser, men jeg besluttede, at to år på SU er overskueligt, siger Louise Rosholm, der supplerer SU’en med et studiejob hos Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU.

God dynamik

På holdet er der studerende, der kommer frisk fra bacheloruddannelsen, nogle fra psykiatrien,  arbejdsmiljø og somatik.

- Jeg er glad for, at jeg har været ude i praksis. Når vi dykker ned i teori, kan jeg trække på mine erfaringer fra arbejdet i hverdagen. Jeg kan koble den nye viden til det eksisterende. Så der er nogle fordele i at være en garvet rotte. Men dem, der kommer frisk fra skolen, har taget den allernyeste viden med sig. Det skaber en rigtig god dynamik på holdet, når vi hver især bidrager med vores. Jeg ser det som en stor styrke. Det kommer særligt i spil i gruppearbejdet, hvor jeg virkelig føler, at jeg rykker mig fagligt, siger Louise Rosholm, der gerne vil være en del af den udvikling inden for faget, som allerede er i gang. Og så er det motiverende, at vores undervisere er toppen af poppen inden for ergoterapi. De har fingeren på pulsen og ved, hvad de taler om. Det smitter af, og jeg er meget spændt på, hvad tiden bringer for vores fag.

Det allerførste hold kandidater i ergoterapi dimmiterer 29. juni 2016.

Mere om kandidatuddannelse

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.