5. feb 2018 KL 11:07

Ny livsstil redder diabetikere

Den rette kost og rigeligt motion kan være nøglen til et bedre liv med type 2-diabetes. Men der skal ske en drastisk ændring i vores samfund, hvis vi skal knække den stigende kurve af diabetikere, mener sundhedsekspert Chris Macdonald.
Skribent: 
Cecilie Bay Nielsen
Foto: 
Anders Hviid & Helene Bagger

227.000 danskere har type 2-diabetes, og ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed vil antallet af diabetikere være fordoblet til næsten en halv million i 2030.

Diabetes har store omkostninger. Den enkelte diabetiker risikerer at dø tidligt, og det danske samfund taber hvert år tre milliarder kroner til pleje, behandling og tabt produktion på grund af diabetes.

Løsningen kan ifølge et nyt studie fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed være ændring i livsstil. Med en times motion fem-seks gange om ugen og sund kost lykkedes det nemlig halvdelen af studiets deltagere med type 2-diabetes at stoppe helt med deres diabetesmedicin efter et år med den nye livsstil. Til sammenligning kunne kun 15 procent i kontrolgruppen slippe medicinen.

Sundhedsekspert Chris MacDonald er en del af forskningsgruppen bag projektet. Han er glad for, at resultaterne viser, hvor stor effekt en sund livsstil har.

- Det er imponerende resultater, at livsstilsgruppen fik så stor en reduktion i deres medicin og samtidig blev ved med at bevare et pænt blodsukker, så længe de tog deres ’livsstilspille’. Men det betyder ikke, at vi helt skal droppe medicinen, for det er ikke enten eller. I bund og grund handler det om, at man skal leve et så godt og langt liv som muligt, og det gør man bedst, når man har en velreguleret diabetes, siger han.

Meget mere motion

Livsstilscenter Brædstrup er det eneste af sin slags i Danmark. Her kan danskere med type 2-diabtes blive indlagt tre gange over et halvt år og få intensiv hjælp til at ændre deres dårlige vaner. Patienterne bliver undervist i kost, motion og de mentale aspekter af at ændre livsstil.

Ergoterapeut Marie Møldrup er leder af livsstilscenteret, og hun fortæller, at diabetespatienterne kan opnå store fremskridt.

- Det er muligt at skabe store ændringer i sit liv, hvis man er klar til at arbejde for det. Vi har flere diabetespatienter, der går ned i medicin både under forløbet og efterfølgende. At sundere vaner har betydning for blodsukkeret, kan vi allerede se, mens patienterne er på opholdene. Mange af dem skal holde meget øje med deres blodsukker og har sværere ved at styre deres medicin, mens de er her. Både fordi de spiser anderledes, men også fordi de dyrker en masse motion, siger Marie Møldrup.

Selvom det er opløftende resultater, er der stadig lang vej i mål, hvis livsstilsændringer skal være med til at knække den stigende diabeteskurve. Det skyldes, at vi har et samfund, som slet ikke er gearet til at bakke op om mennesker, der vil leve sundt, mener Chris MacDonald.

- Vi er ikke i nærheden af at gøre nok for at hjælpe mennesker med deres fysiske og psykiske sundhed. Men vi kunne gøre det. Vi kunne have en times enormt effektiv motion fem gange om ugen fra børnehaven til du er færdig med din uddannelse, og det kunne også sagtens indføres som en fast del af hverdagen på arbejdspladsen. Det er en time, som jeg er overbevist om vil være godt givet ud, fordi det ud over mentalt og fysisk også gavner socialt, siger han.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.