12. jun 2017 KL 9:10

Når den faglige stolthed kommer under pres

- Faktisk trives jeg med mange opgaver. Men pludselig blev det for meget, siger ergoterapeut Louise Bolvig Laursen, der som en af tre fortæller sin historie om stress i det nye nummer af Ergoterapeuten.
Skribent
Morten Bruun
Foto
Sara Galbiati

- Mine kolleger løber enormt hurtigt. De har mange ydelser, de skal nå. Og det betyder, at det i mange tilfælde er svært for dem at nå selve kerneydelsen.

Sådan lyder det, når 37-årige Louise Bolvig Laursen fortæller om tempoet på Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Her har hun arbejdet i 13 år, og selv om det er hendes kolleger, hun refererer til – dem med den daglige patientkontakt – har hun også selv oplevet at miste overblikket. Det skete for halvandet år siden, da hun gik ned med stress og måtte sygemeldes fra sin kombinationsstilling som udviklings-ergoterapeut og regional koordinator på opfølgningsprogrammet for serebral parese.

– Det er bestemt ikke, fordi jeg har noget imod at have travlt. Faktisk trives jeg bedst med mange opgaver. Men pludselig blev det for meget. Desværre er jeg ikke den eneste. Vi er ni ergoterapeuter i afdelingen, og flere af os har været langtidssygemeldte med stress, siger Louise Laursen.

Påvirker den faglige stolthed

Hun er ikke i tvivl om, at tempoet er en vigtig del af forklaringen. Tempoet og den dårlige samvittighed, der hober sig op, når man begynder at føle sig utilstrækkelig. Uanset om man dagligt har den direkte patientkontakt eller eksempelvis arbejder med udvikling:

– Forholdene har ændret sig de senere år. Og det påvirker vores faglige stolthed, når vi oplever, at vi ikke længere kan præstere vores ydelser så godt, som vi gerne vil, og gøre en forskel for patienten, siger Louise Laursen.

Som udviklingsergoterapeut og regional koordinator bestrider hun to funktioner, der er skruet sammen, så de på papiret minder om to deltidsstillinger. Men det kan være svært at balancere, og i sensommeren 2015 væltede Louise Laursen.

– Jeg havde haft en lang periode med mange opgaver og så ingen faresymptomer, selv om de begyndte at hobe sig op. Der var mails, jeg ikke svarede på, jeg glemte ting, gik rundt med ondt i maven, og jeg lavede fejl, jeg normalt ikke laver. For eksempel var jeg arrangør af et kursus og havde booket hotel til to svenske oplægsholdere, men jeg havde taget fejl af datoerne. De måtte placeres på et andet og meget dyrere hotel, siger Louise Laursen.

Alt virkede uoverskueligt

I september – efter en forlænget weekend med gode veninder – gik det galt, da hun onsdag igen mødte på job og blev kaldt ind til sin leder.

– Jeg fik at vide, at min nærmeste kollega havde lagt sig syg (ikke stress, red.), og at der ville gå lang tid, før hun var tilbage igen. I det øjeblik brød jeg sammen og begyndte at græde. Alt virkede fuldstændig uoverskueligt. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle klare min egen halvtidsstilling, jeg var bekymret for, om hendes fravær ville give mig ekstraopgaver, og jeg var ked af, at jeg kom til at mangle en vigtig sparringspartner og nær kollega, mindes Louise Laursen

Den onsdag morgen blev hun sendt hjem og sygemeldt ”resten af ugen”. Men hun indså meget hurtigt, at hun havde brug for professionel hjælp – og hun fik via Falck Healthcare en akuttid hos en psykolog. Hendes sygemelding blev gradvist forlænget med en eller to uger og fik først stemplet ”på ubestemt tid””, da hun gik til sin egen læge og græd sig gennem hele konsultationen.

– I begyndelsen var det fint, at jeg kun var sygemeldt i kortere perioder. Jeg havde brug for håb. Men da jeg kom til min egen læge, lærte jeg, at jeg havde allermest brug for ro, siger hun.

Louise Laursen var sygemeldt i fire måneder, før hun – sideløbende med et forløb på Københavns kommunes stressklinik – ganske langsomt vendte tilbage til sin arbejdsplads igen. Først en time om ugen og til sidst – i juni sidste år – var hun tilbage på fuld tid. Undervejs blev hendes opgaver justeret i samarbejde med lederen, som blandt andet tog initiativ til at ændre Louise Laursens jobbeskrivelse:

– Før var jeg forsknings- og udviklingsergoterapeut. Det var dog kun på papiret, jeg forskede. I virkelighedenvar der slet ikke tid til det, og det er fint, stillingen nu er tilpasset virkeligheden, siger hun.

Bebrejder ikke nogen

Forløbet på stressklinikken var absolut også nyttigt. Her lærte hun blandt andet at være opmærksom på sine reaktioner. Og så lærte hun – ikke mindst – at være mindre hård ved sig selv:

– Det værste ved hele forløbet var den pris, min familie måtte betale. Da jeg var syg, bebrejdede jeg tit mig selv, at det gik ud min mand og vores to piger. I en lang periode kunne jeg ikke tåle støj og blev vred, når pigerne – de er seks og ni år – larmede bare en lille smule. Og så blev jeg ked af det og skældte mig selv ud, fordi jeg blev vred. Det var ret håbløst. Men i dag bebrejder jeg ikke længere mig selv de ting, siger Louise Laursen.

I det hele taget bebrejder hun ikke nogen, at det gik, som det gjorde. Hun konstaterer bare, hvad der er sket – og har forståelse for, at afdelingsledelsen i en organisation som Hvidovre Hospital er underlagt nogle rammer og sikkert også kan være presset. Og så håber hun, at de justeringer af stresspolitikken, der skete mens hun var syg, virker. Og hun glæder sig over, at kollegerne taler mere om stress og er blevet endnu mere opmærksomme på hinanden.

Det ændrer dog ikke på, at grundvilkårene stadig er de samme:

– Og nogen er jo nødt til at sige det højt, når det bliver for meget, og den faglige stolthed kommer under pres, siger Louise Laursen og fortsætter:

– Jeg er rigtig glad for mit arbejde og har nu lært, hvordan jeg skal passe på mig selv. Men jeg spekulerer da på, om jeg kan blive ved med at holde til tempoet.

Blå bog: Louise Bolvig Laursen

  • 37 år, bor med sin kæreste og deres to børn.
  • Ergoterapeut Uddannet fra skolen i Næstved i 2003.
  • Har arbejdet halvandet år på Grønland med somatiske patienter.
  • Siden 2004 ansat på Hvidovre Hospital, hvor hun har beskæftiget sig med de fleste specialer.
  • Siden 2010 som udviklingsergoterapeut.
  • I 2012-2013 var hun desuden terapifaglig vejleder i hverdagsrehabilitering i Københavns Kommune.
  • Har en Master i sundhedsantropologi

Læs mere

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.