12. jun 2017 KL 9:05

Indbyrdes omsorg er den bedste forebyggelse

Arbejdsmiljøleder: - Sørgeligt nok må vi leve med, at risikoen for at blive ramt af stress vokser
Skribent: 
Morten Bruun

- Det er vigtigt, stress ikke er tabubelagt. Tværtimod skal det opfattes som okay, at vi prikker hinanden på skulderen og spørger 'hvordan går det', hvis vi oplever, at en kollega ikke har det så godt.

Sådan lyder budskabet fra Helle Nørgaard Rasmussen, der er uddannet ergoterapeut og for halvandet år siden blev ansat på Hvidovre Hospital, hvor hun blandt andet er arbejdsmiljøleder for de 76 medarbejdere på Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling.

Hun fik jobbet næsten samtidig med, at ergoterapeut Louise Bolvig Laursen, som beskrevet i det nye nummer af Ergoterapeuten, måtte lade sig langtidssygemelde med stress.

Og en af Helle Nørgaard Rasmussens første opgaver var at revidere afdelingens stresspolitik – ganske som det er sædvane hvert andet år, når den enkelte afdeling tager bestik af, hvordan den udmønter hospitalets overordnede vejledninger om arbejdsmiljø:

- For det første er det en fin anledning til at spørge hinanden om, hvorvidt vi rent faktisk husker at følge den politik, afdelingen har besluttet sig for. For det andet giver det os – ikke mindst – mulighed for at finde ud af, hvordan, vi bliver bedre til at passe på hinanden, siger Helle Nørgaard Rasmussen.

I samarbejde med de fagligt valgte arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter fik hver enkelt af afdelingens grupper og teams mulighed for at komme med input. Og det helt overordnede ønske fra dem var – og er – at man skærper den indbyrdes omsorg.

- Vi har per definition en arbejdsplads, hvor vi får mere og mere travlt, og det vilkår ændrer sig ikke. Sørgeligt nok må vi derfor leve med, at risikoen for at blive ramt af stress vokser. Og derfor har alle et ansvar for, at vi passer på os selv og hinanden. Det er den bedste forebyggelse, siger Helle Nørgaard Rasmussen og fortsætter:

- Det skal være legalt, at man selv siger fra, hvis man er presset. Men ofte opdager den enkelte først de alvorlige stresssymptomer, når det er for sent. Derfor er vi afhængige af gode kolleger, og det skal derfor altid være okay at spørge hinanden, hvordan det går – og om der er opgaver, man kan hjælpe med for at aflaste. Og det er også okay at gå videre til tillidsrepræsentant eller afdelingsleder, hvis man er bekymret.

I sin foreløbigt relativt korte tid på afdelingen har Helle Nørgaard Rasmussen hæftet sig ved, at kollegerne allerede er gode til at tage sig af hinanden – eksempelvis gennem sociale arrangementer. Og så er der – ikke mindst – en stor opmærksomhed på, hvordan man byder stressramte tilbage på arbejdspladsen efter en langtidssygemelding.

- Der findes ingen facitliste for, hvordan det gøres. Det skal aftales i hvert enkelt tilfælde, siger Helle Nørgaard Rasmussen.

Siden Louise Bolvig Laursen vendte tilbage på fuld tid i juni sidste år, er der en medarbejder i Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling, der har været langtidssygemeldt på grund af stress.

Læs mere

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.